Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Sverige - geografi

Oprindelige forfattere BV og Folke Seneste forfatter Redaktionen

Sverige. I 1997 blev Malmöhus län og Kristianstads län slået sammen til Skåne län, og 1998 dannedes Västra Götalands län af Göteborgs og Bohus län, Skaraborgs län og Älvsborgs län (på nær to kommuner, som kom under Jönköpings län).

Sverige. I 1997 blev Malmöhus län og Kristianstads län slået sammen til Skåne län, og 1998 dannedes Västra Götalands län af Göteborgs og Bohus län, Skaraborgs län og Älvsborgs län (på nær to kommuner, som kom under Jönköpings län).

Det gamle svenske kerneland udgøres af egnen omkring Uppsala og Det Mellemsvenske Sund, i dag Stockholmsregionen. Herfra ekspanderede landet mod især nord og øst til Finlands vestkyst, senere også mod vest (Jämtland, Härjedalen og Bohus län) og syd (Skåne, Halland og Blekinge). En vigtig natur- og kulturgrænse udgøres af de før i tiden uigennemtrængelige smålandske skove; syd herfor ligger Skåne med morænejorde mod vest og syd; området nord for skovene er præget af undergrunden (Det Baltiske Skjold) og den meget store landhævning siden istiden.

Befolkning

Befolkningen er femdoblet siden de første pålidelige skøn fra 1700-t. Udviklingen i fødsels- og dødshyppighed samt middellevetid minder om den, som andre ilande har oplevet, men i Sverige var udvandringen til USA fra midten af 1800-t. til 1930 meget stor; i nogle år emigrerede mere end 1% af befolkningen. Siden 2. Verdenskrig har indvandringen de fleste år været større end udvandringen. Langt de fleste er kommet fra Finland, og det finske mindretal udgør i 2000 ca. 300.000. En særlig gruppe er de ca. 50.000 tornedalsfinner, efterkommere af dem, der ved freden i 1809 ikke kom ind under russisk styre. Hertil kommer nyere indvandrere og flygtninge fra især Mellemøsten og Balkan, og i alt er omkring 15% af befolkningen af udenlandsk oprindelse; langt de fleste bor i storbyerne. Nordsveriges oprindelige befolkning, samerne, udgør ca. 17.000.

I gennemsnit er befolkningstætheden ca. 20 indb. pr. km2, men der er meget store variationer: Halvdelen af indbyggerne bor på 3% af arealet, især de store koncentrationer omkring Stockholm, Göteborg og Malmø. Hertil kommer ret tætbefolkede strøg på Skånes frugtbare sletter, i Det Mellemsvenske Sund og omkring Siljan og Storsjön. Norrland er meget tyndtbefolket, og det er svært at fastholde befolkningen der. Mange statslige initiativer, økonomisk støtte og udflytning af institutioner søger at bremse fraflytningen.

Annonce

Middelalderens købstæder lå som centre i de tidligste landbrugsområder eller ved kysterne, hvor de gavnede fiskeri, søfart og handel. I 1600-t. anlagdes der på kongebud nye byer, hvor de kunne tjene erhvervspolitiske eller militære formål. Senere afstedkom industrialiseringen og jernbanebyggeriet mange nye bosættelser, som i 1800- og 1900-t. udviklede sig til egentlige byer.

Selvom flere af de svenske byer er fra middelalderen, bærer de i deres gadenet sjældent spor heraf. Husene var helt overvejende af træ, og siden renæssancen har man efter de store bybrande de fleste tilfælde genopbygget byerne i sten og med lige gader i rette vinkler.

Anden halvdel af 1900-t. var præget af betydelige omlokaliseringer. I 1960'erne foregik der en stor indflytning til de tre storbyområder, i 1970'erne en mindre udflytning og i 1980'erne atter en indflytning.

Sverige er fortsat præget af meget uens regional udvikling; Stockholmregionen vokser stærkt, mens glesbygden (landkommunerne) affolkes. Sverige har en aktiv egnsudviklingspolitik, der yder støtte til glesbygdens infrastruktur og flytter statsinstitutioner ud af storbyerne. Hertil kommer EU-fonde, der bl.a. finansierer projekter i de tyndest befolkede områder.

Svensk erhvervsliv er i god vækst, især brancher som bioteknologi og IT, men også de gamle hjørnepiller i svensk økonomi, skovbrug, træindustri, papir og cellulose, står solidt. Hertil kommer den traditionsrige minedrift, som i Nord- og Mellemsverige fortsat spiller en rolle. Man finder stadig nye brydeværdige malme, bl.a. guld.

Med de skærpede love om indvandring i flere europæiske lande, bl.a. Danmark, ses en stigning i indvandringen til Sverige og med denne også øget diskussion om flygtninge og indvandrere.

Natur

Karakteristisk for den svenske natur er grundfjeldet som ligger tæt under jordoverfladen i størstedelen af Sverige. Landet har tempereret klima bortset fra i højfjeldsområderne.

Klima

Klimaet er præget af den nordlige beliggenhed på vestsiden af kontinentet og delvis i læ af de norske fjelde. Vestenvinde fra det relativt lune Atlanterhav bevirker, at vintertemperaturerne er ret høje. Bortset fra højfjeldsområderne ligger hele Sverige i den tempererede zones løv- og nåleskovsbælter. Vintrene er snerige, og de svenske fjelde byder flere steder på gode muligheder for skiturisme. Om sommeren har kystområderne i Sydsverige middeltemperaturer over 16 °C, og selv så langt mod nord som ved den finske grænse er der 15 °C; her er de lune kyststrøg samtidig solrige, det er længe lyst, og badelivet florerer i Bottenviken, bl.a. i Pite havsbad, "Norrlands riviera".

Årsnedbøren varierer meget; Småland får op mod 1200 mm, og visse steder i højfjeldet op mod 2000 mm. De østlige egne ligger i regnlæ, og mange steder får ikke mere end 600 mm. Det vestlige Lappland er i gnsn. snedækket i 225 dage, mens vest- og sydkysten er det i mindre end 50 dage. De store temperaturforskelle i nord vanskeliggør fundering af husene og vedligeholdelse af vejnettet, som selv i de tyndtbefolkede egne er veludbygget. Sverige har mere vej pr. indbygger end næsten alle andre lande. Den Botniske Bugt har lav saltholdighed og er islagt i lange perioder, ved Haparanda således fra december til maj. Det har betydning for bl.a. eksporten af jernmalm fra Luleå og var en væsentlig grund til bygningen af Malmbanan til Narvik.

Geologi

I størstedelen af Sverige støder man tæt under jordoverfladen på grundfjeld. Dette udgør en del af det kompliceret opbyggede Baltiske Skjold og har siden middelalderen været genstand for mineraludvinding. Først udnyttedes de unge jernmalme fra søer og moser (myremalm), men især i Bergslagen afløstes disse fra 1100-t. af den vanskeligere brydbare, men mere lødige jernglans (hæmatit) fra det faste fjeld. Udvinding, udsmeltning og forarbejdning krævede store mængder energi, der i de første århundreder blev skaffet fra skovene på stedet. Vandkraft blev tidligt inddraget til at drive pumper og hamre, ligesom elvene i kombination med gravede kanaler tjente til at føre produkterne frem til markeder og udskibningshavne. Denne virksomhed, som omfattede både jern, kobber, sølv og guld med Falu gruva som det kendteste eksempel, udgjorde en væsentlig økonomisk baggrund for Sveriges stormagtstid.

Efter 2. Verdenskrig medførte en stor efterspørgsel på verdensmarkedet efter jern, at flere af Bergslagens miner blev moderniseret, og i 1950'erne tegnede Sverige sig for 10% af verdens jernmalmproduktion. Brydningen nåede sit maksimum i 1970'erne, men øget konkurrence fra andre verdensdele har siden betydet, at samtlige miner i området nu er lukket. Lapplands rige forekomster af jernmalm havde været kendt længe, men pga. det barske klima og de vanskelige transportforhold henlå de uudnyttede, indtil Malmbanan blev etableret i 1891. Da Sverige ikke rummer kul af den rigtige kvalitet til moderne højovnsprocesser, blev jernmalmene i 1900-t. for størsteparten eksporteret som malmkoncentrat (pellets). Dog udsmeltes en femtedel af Lapplands jernmalm i højovnene i Luleå og Oxelösund. Fra Skelleftefältet med minebyen Boliden har man siden 1920'erne brudt sulfidmalme med guld, sølv og bly, og Aitik nær Gällivare er en af Europas største kobberminer.

Fra Kambrium til Silur (540-420 mio. år før nu) var store områder havdækket. Aflejringer er bevaret i en zone ved randen af fjeldkæden ind mod Norge og ligeledes i den frugtbare Siljanringen og på Billingen mellem Vänern og Vättern. Her har man udvundet uran fra alunskifre (se Ranstad). Ölands og Gotlands kalklandskaber er også fra Silur, mens Skånes stenkolsförande formation ved Höganäs er fra overgangen Jura-Trias (205 mio. år før nu). Takket være følgeskabet af ildfast ler har kullene her været brudt i over 200 år.

Under den alpine foldning løftedes den nordvestlige del af kontinentet og dermed Sverige i vejret, og under Kvartær dækkedes efterhånden hele Sverige og Den Botniske Bugt af en indlandsis, der gled mod det omgivende lavere land, herunder Danmark. Under isen blev fjeldpartier høvlet af, ældre brudzoner blev renset op, og foran isen afsattes de mellemsvenske randmoræner og, hvor isen nåede ud til havet, terrasselejrede deltaformationer. Bag ved isranden dannedes langstrakte rullestensåse. Da isen omsider slap sit tag, i Skåne for 14.000, i Lappland for 8500 år siden, efterlod den et morænelag af vekslende tykkelse og sammensætning. Således er urbergs-morænerne i store dele af det indre og nordlige Sverige grovkornede og ufrugtbare, mens Skånes sletter med materialer fra kalkrig undergrund og fra Østersøens bund er frugtbare. Indlandsisen havde trykket hele landet ned, og da den forsvandt, begyndte landet at hæve sig. Samtidig medførte issmeltningen en stigning i havenes vandstand. Kombinationen af landhævning og vandspejlsstigning resulterede i en forskydning af kystlinjen, skiftevis i positiv og negativ retning og med stærkt varierende konsekvenser for Østersøens udstrækning og saltholdighed. Det højeste niveau, som vandet nåede, högsta kustlinjen, ligger nu næsten 300 m.o.h. på Ångermanlands kyst (se Höga kusten). Også i vore dage fortsætter landhævningen, op til 8 mm pr. år. På denne baggrund har mange svenske havnebyer måttet flytte udad i årenes løb. I det sydligste Sverige har havstigningen været større end landhævningen. Områder, der i kortere eller længere tid har være havdækket, har derved fået et finkornet sedimentdække; det gælder bl.a. det frugtbare Mellemsvenske Sund og lavningen med Linköping og Norrköping, der fremstår som en kontrast til Smålands ufrugtbare højland, præget af urbergs-moræne.

Erhverv

I 1870 var 75% af den erhvervsaktive befolkning beskæftiget i de primære erhverv (landbrug, skovbrug, fiskeri og minedrift), 15% i de sekundære (håndværk og industri), og 10% i de tertiære (øvrige/service); under industrialiserings- og urbaniseringsprocessen ændredes tallene til 30, 35 og 35 (1940) for i 1990 at være 4, 28 og 68, og denne tendens er fortsat siden.

Tidligere var man henvist til at bo, hvor naturresurserne gjorde det muligt at tjene til udkommet; landbruget stillede således krav mht. klima og jordbund, skovbruget var derudover også afhængigt af mulighederne for at få tømmeret fragtet til elvene, og minedriften beroede på tilstedeværelsen af lettilgængelige malme, brændsel til udvinding og forarbejdning samt mulighederne for transport.

De sidste godt 100 år har medført en gennemgribende forandring af dette mønster. Inden for de fleste erhverv er der i kraft af tekniske landvindinger og ændringer i de økonomiske systemer sket en omlokalisering af såvel boliger som arbejdspladser. Den mindskede dødelighed på landet i begyndelsen af 1800-t. gjorde det nødvendigt at inddrage ny jord ved skovrydning, og ved en ændring af grundvandsstanden i enge og moseområder fordobledes det opdyrkede areal fra 1800 til 1930. Jorden blev udskiftet, og gårdene flyttet ud på markerne. Men ikke alle steder var produktionen under de herskende markedsforhold lønsom i længden; mange udvandrede, og arealer blev givet tilbage til naturen. I 1900-t. medførte anvendelsen af forædlede sorter, kunstgødning og sprøjtning sammen med en omfattende mekanisering, at høstudbyttet steg, samtidig med at antallet af erhvervsudøvere faldt drastisk. Et samfund, der kun delvis var baseret på pengeøkonomi, omstillede sig i samme periode til pengeøkonomi og en gradvis overgang til byerhverv.

Den industrielle produktion af mange varer samt udbygningen af infrastrukturen gjorde det muligt for den enkelte at skaffe sig varer, som man tidligere havde måttet producere selv. Derved mindskedes arbejdsbyrden i den enkelte husholdning, hvilket især i 1970'erne medførte, at kvinder i et hidtil uset antal fik arbejde uden for hjemmet, hvad der nødvendig- og muliggjorde opkomsten af en række nye serviceerhverv. Vandringen fra land til by havde en selvforstærkende effekt, idet affolkede områder ofte ikke kunne danne grundlag for basale servicetilbud som købmand og skole (glesbygd-problemet).

Landbrug og levnedsmiddelindustri

Sveriges store variation mht. jordbund, lysmængde og klima, herunder vegetationsperiodens længde, gør, at landbruget har meget forskellige udfoldelsesmuligheder. Mange kulturplanter har deres vækstgrænse i Sverige, og udsving fra år til år i temperatur og jordens fugtighedsforhold kan påvirke høstudbyttet. Vegetationsperioden er næsten dobbelt så lang i Skåne som mod nord; mod syd dominerer derfor ager- og havebrug, i nord kvægavl. Historisk set er landbruget udviklet fra husdyrbruget, og i takt med den kraftige vækst i planteproduktionen arbejdede man indgående med forædling af den animalske produktion. Vore dages overskudsproduktion har medført en yderligere udbygning af husdyrbruget, og hvor kvægavlen tidligere var henvist til den ringere jord, fx i skovegne, anvendes nu ofte den tidligere agerjord til kreaturgræsning. De lave priser på landbrugsprodukter og de øgede omkostninger har også i Sverige især i 1960'erne tvunget mange indehavere af mindre landbrug til at sælge eller bortforpagte deres jord og søge ind i andre erhverv, eventuelt med noget landbrug som bibeskæftigelse, en udvikling, der i særlig grad præger Norrlands og Svealands skogsbygd. En følge heraf er opgivelsen af store arealer, færre landbrug, stordrift og specialisering, især i slettebygderne, og med Sveriges indtræden i EU 1995 har mange familiebrug fået dødsstødet. Fra 1927 til 1995 faldt antallet af brug under 10 ha fra 200.000 til 30.000, mens antallet af større brug mindskedes fra 100.000 til 50.000. Tidligere tiders system med kombination af land- og skovbrug eksisterer ikke mere.

Fra at have været lokaliseret til råvareproduktionen blev fødevareindustrien flyttet i retning af befolkningskoncentrationerne. Udviklingen af emballager og opbevaringsmetoder førte siden til betydelige virksomhedssammenslutninger. I tilslutning hertil er der sket en øgning af markedet for den enkelte virksomhed.

Skovbrug og skovindustri

55% af Sverige er dækket af skov; denne varierer i væksthastighed og artssammensætning stærkt fra syd til nord. Størsteparten er under forstlig drift; kun skoven i den fjeldnære del samt på fugtig bund ligger endnu hen i naturtilstand. For at bevare dele af naturlandskabet har man fredet talrige lokaliteter, hvoraf de største er nationalparkerne Stora Sjöfallet, Sarek, Padjelanta og Muddus. Nåletræsarealerne dominerer, men bøgen kan vokse i Skåne samt nær vest- og sydkysten, og egens nordgrænse går nord om Vänern og Gävle. Granen trives på grundfjeldsmoræner og i "sneskovsklimaet", tåler skygge og kræver en vis fugtighed. Fyr vokser i almindelighed på mere tør bund og kræver meget lys. Oven over nåletræsgrænsen dominerer birk. Tidligere tiders hårde fremfærd mod Syd- og Mellemsveriges skove i form af svedjebrug, fremstilling af trækul og tjære, brændsel til malmbrydning og metalforarbejdning, græsning mv. samt pionertidens intensive tømmerhugst i Nordsverige er efterhånden afløst af skovpleje og genplantning. Skovens fattigdom på arter er derved blevet endnu mere udpræget, og de senere års ønsker om tillige at øge skovens rekreative værdier har efter stærke brydninger medført indførelse af mere økologiske og landskabsplejende metoder. Vanskeligere er det at imødegå virkninger af den forurening med svovlforbindelser fra nedbøren, der især har ramt SV-Sverige.

Langt størstedelen af Sveriges skove er i privat eje; flere selskaber ejer store områder i Mellem- og Nordsverige, men er også afhængige af leverancer fra private. Før i tiden tjente elvene som vigtige transportveje for tømmeret fra indlandet. Om vinteren gik bonden til sin skov, fældede og afgrenede stammerne og transporterede dem til elven. Når isen brød om foråret, førte elven tømmerstokkene til savværker ved udmundingen. Bl.a. pga. elvenes anvendelse til vandkraftformål foregår transporten nu for det meste ad det udbyggede vejnet eller med jernbanen. 60-70% af den årlige tilvækst udnyttes af træindustrien, der i alt beskæftiger ca. 90.000 personer; 80% af træindustriens produktion udføres og tegner sig for 14% af Sveriges samlede eksport. Råvarerne anvendes dels i savværker, dels i papirmasseindustrien, hvor de forarbejdes til papir og karton; også disse produkter eksporteres i vidt omfang.

Savværkerne ligger relativt spredt, mens papir- og papirmasseindustrierne overvejende ligger ved kysten; disse forskelle skyldes den anvendte energiteknik. I midten af 1800-t. gjorde dampmaskinen det muligt at flytte savværkerne fra deres tilknytning til vandkraften i elvenes mellemste løb ned til mundingen, der frembød bedre transportmuligheder for de oparbejdede produkter; derfor blev også papir- og massefabrikkerne, der i et vist omfang anvendte restprodukter fra tømmerfremstillingen, lokaliseret her. I 1900-t. har transformation af energien fra vandkraft til elkraft gjort etablering af mindre og middelstore savværker i indlandet rentabel, især i den sydlige del af landet.

Fiskeriet

Fiskeriet er langt mindre end fx Norges og Danmarks og er kun lokalt af betydning. Det tidligere dominerende fiskeområde i Skagerrak med tilgrænsende farvande er pga. ændringer af de havretlige forhold nu afløst af Østersøen, især øst for Gotland; højsøfiskeriet ved Island og Shetlandsøerne er helt opgivet. De væsentligste fangster er torsk og sild. De bevarede fiskerihavne ved Kattegatkysten samt i det sydligste Sverige har været basis for anlæg af en del gæstehavne og besøges i sæsonen af talrige turister.

Metalindustrien

Virksomheder inden for den svenske jern- og stålindustri har historisk set udviklet sig fra en temmelig ensartet produktion for i tidsrummet 1850-1950 at udvikle en bred vifte af produktionsmetoder og varer. Konkurrencen på verdensmarkedet har tvunget virksomhederne til at give afkald på mangfoldigheden og i stedet koncentrere produktionen på enkelte varegrupper.

Stålindustrien har fra gammel tid været knyttet til Bergslagen, men efter ophøret af malmbrydningen her er 50% af produktionen nu baseret på skrot. Den er fortsat i de eksisterende bygninger og med udnyttelse af lokalbefolkningens fagmæssige kompetencer. I nyere tid er der endvidere udviklet udsmeltning i eksporthavnene Oxelösund og Luleå samt i Skelleftehamn.

Halvdelen af landets eksport kommer i dag fra metalindustrien. Denne er præget af en høj grad af teknisk kunnen og i flere brancher af en høj forsknings- og udviklingsgrad. Lokaliseringsmønstret kendetegnes ved en stor regional spredning, men også ved en vis overvægt i de tætbefolkede områder og i egne med tradition for forarbejdning.

Metalvareindustrien

Metalvareindustrien er først og fremmest vokset frem som en naturlig videreforædling af jern- og stålproduktionen, frem for alt i de mellemsvenske jernværker, men metalforarbejdningen vandt også fodfæste i byerne, ofte i kraft af en enkeltpersons initiativ. Således kom Eskilstuna til at udgøre et gunstigt miljø for mange svenske opfindere. På lignende vis voksede den smålandske metalindustri frem ud fra en håndværkspræget hjemmeindustri (se Gnosjö). Branchen er fortsat domineret af mange små virksomheder, men er nu i tilbagegang pga. konkurrencen fra plastmaterialer.

Maskinindustrien

Maskinindustrien er et barn af metalvareindustrien. Betydningsfulde blev SKF i Göteborg og Alfa Laval i Lund; dertil kommer virksomheder i Malmø. For alle tre storbyområder gælder, at pladsmangel snart tvang virksomhederne til at flytte til byens yderdistrikter. Selvom der også i denne branche fortsat findes mange små virksomheder, er den kendetegnet ved en række større som fx Electrolux-koncernen.

Udviklingen inden for transportmiddelindustrien har været et vigtigt element i Sveriges økonomiske ekspansion efter 2. Verdenskrig. Rækken af store skibsværfter fra Uddevalla til Malmø kom dog i alvorlige vanskeligheder ved oliekriserne i 1970'erne, der nedsatte behovet for nye olietankskibe, og ved den begyndende konkurrence fra værfter i Østasien. Fra at have været en af verdens førende skibsbygningsnationer er landets produktion nu indskrænket til at omfatte specialskibe og fartøjer til marinen. Derimod har bilindustrien (Volvo og Saab) formået at klare sig, såvel på hjemmemarkedet som gennem eksport, om end den nu helt overvejende er udenlandsk ejet. Produktionen er i vid udstrækning baseret på underleverandører i ind- og udland; tyngdepunktet for produktionen ligger i Vestsverige (Göteborg og Trollhättan). Begge bilproducenter laver desuden fly og flymotorer til såvel militært som civilt brug (Linköping).

Elektroindustrien og instrumentfremstillingen

Elektroindustrien og instrumentfremstillingen er i stærk vækst, bl.a. som følge af udviklingen inden for telekommunikation. Branchen domineres af nogle få store foretagender (Ericsson og Asea Brown Boveri samt de udenlandsk dominerede IBM, Siemens og Philips), og lokaliseringen er knyttet til de vigtige aftagere med tyngden i Stockholm og Västerås, ligesom de store krav til forskning og udvikling kræver nærvær af andre avancerede virksomheder og forskningscentre. Branchens høje stade har muliggjort en betydelig eksport.

Ud over metalindustrien har Sverige en bredspektret kemisk industri (fx lægemidler, sprængstoffer, gummi og plast), mineraluldsproduktion, teglværker og glasindustri ("Glasriket" i SØ-Småland) samt tekstil- og konfektionsindustrier, centreret omkring Borås. Sidstnævnte er dog efter 2. Verdenskrig blevet kendeligt svækket pga. den friere verdenshandel med deraf følgende konkurrence fra lavtlønsområder. Ligesom i Danmark har man reageret med udflagning af virksomheder samt specialisering af den hjemlige produktion.

Energi og transport

Sveriges lette adgang til træ har ikke alene fundet anvendelse til bolig- og skibsbyggeri, men også i høj grad til opvarmning, såvel af boliger som i industrien. Træ kunne omdannes til trækul, i Vestskåne udvandt man stenkul (dog af ringe kvalitet), og lokalt anvendte man tørv fra moseområder. I en vis udstrækning drev vinden møller, og det var teknisk muligt at udnytte kraften fra mindre vandløb. Omkring 2000 kommer nær ved halvdelen af den totale energitilførsel fra importeret olie og olieprodukter, en femtedel fra vandkraft, noget mindre fra kernekraft og det meste af resten fra indenlandsk brændsel, mens kul og koks spiller en mere beskeden rolle, og naturgasnettet er under udbygning. Oliekriserne i 1970'erne ramte hårdt og viste samfundets sårbarhed over for kriser på verdensplan. Derved voksede interessen for at udnytte kernekraften, og der byggedes anlæg ud til åbent vand ved Ringhals, Barsebäck, Oskarshamn og Forsmark. Det blev dog tilsvarende vanskeligt at efterleve miljøbaserede ønsker om atter at nedlægge disse anlæg.

I første halvdel af 1900-t. skete der et imponerende indtag af energi fra elvene; i kraft af sit betydelige opland har Torneälven ved mundingen den største flomvandføring, mens Göta älv, Ångermanälven og Indalsälven tegner sig for de højeste middelvandføringer. Mange af elvene er stærkt udnyttet, men Torneälven-Muonioälven og Vindelälven er friholdt for udnyttelse. Mens vandkraften i de første mange år kun kunne udnyttes på stedet (fx Trollhättan), er det nu muligt i stor stil at flytte energi fra det tyndtbefolkede Norrland til forbrugscentrene sydpå. Dertil kommer, at der sker en transport af elenergi mellem de nordiske nabolande. Da kernekraftværkerne har indtaget pladsen som basisleverandør (over 40%) på elområdet, er udbygningen af vandkraftværkerne i de senere år sket mhp. muligheden for at kunne tappe store energimængder i løbet af korte tidsrum. Boligerne opvarmes i stor udstrækning via kommunale fjernvarmesystemer.

Indtil jernbanens indførelse for ca. 150 år siden var megen person- og varetransport baseret på sejlads, til dels ad møjsommeligt etablerede vandveje. I 1853-54 besluttede Riksdagen at bygge og drive et net af hovedlinjer for jernbanetrafik. Disse linjer skulle ikke lægges parallelt med andre trafiksystemer, men i stedet føres frem i indlandet i nogen afstand fra kysten (af militære grunde) og de indre vandveje (af konkurrencemæssige grunde); endvidere havde man en forestilling om, at en jernbane kunne puste liv i et tilbagestående område; dette var bl.a. baggrund for anlæggelse af Inlandsbanan. Jernbanenettet nåede sit maksimum i 1937; det er siden blevet renset for urentable strækninger, mens de mere betydningsfulde er blevet moderniseret. Dette skete, samtidig med at vejnettet blev stærkt udbygget. I de senere år er den totale transportmængde mindsket noget, men transportarbejdet er øget kendeligt i kraft af større transportafstande; dette har resulteret i en ændring af konkurrencesituationen.

Landets store udstrækning har begunstiget flytrafikken, og Sverige har adskillige lufthavne, hvoraf Arlanda ved Stockholm og Landvetter ved Göteborg tegner sig for den største udenlandsrutetrafik.

I 2000 stod Øresundsforbindelsen mellem Malmø og København klar. Der er store forventninger til, at den faste forbindelse mellem Sverige og Danmark vil være medvirkende til at gøre Øresundsregionen til et dynamisk vækstcenter.

Tertiære erhverv

Et udtryk for et lands økonomiske udvikling er størrelsen af den tertiære sektor; det er denne del af det svenske erhvervsliv, der i tiden efter 2. Verdenskrig har udvist den hurtigste vækst, og den tegner sig nu for mere end 70% af beskæftigelsen. I modsætning til, hvad tilfældet er inden for industrien, lader arbejdet i den tertiære sektor sig vanskeligt rationalisere og mekanisere, hvilket har medvirket til sektorens talmæssigt set dominerende rolle. Ændringer i vareproduktionen medfører ændringer i krav til handel og samfærdsel, og det voksende behov for informationsformidling øger kravet om nye medarbejdere. Kvindernes stigende erhvervsaktivitet øger behovet for børnepasning mv., ønsker om mere uddannelse af unge og ældre samt krav om bedre boligforhold og pleje for ældre åbner muligheder for job i denne sektor. Dertil kommer de krav til hotel- og restaurationsbranchen, som erhvervslivets omstrukturering og den øgede fritid åbner for. Lokaliseringsmønstret for den tertiære sektor falder stort set sammen med befolkningens geografiske fordeling, selvom de store byer og i særdeleshed Stockholm har et aktivitetsniveau, der overstiger befolkningsgrundlaget. Visse typer service er imidlertid ikke direkte afhængige af eller af speciel betydning for lokalsamfundet og kan derfor flyttes til egne, der mangler beskæftigelsesmuligheder. For på denne måde at medvirke til en aktiv egnsudvikling har den svenske stat flyttet en del store foretagender inden for service til betrængte dele af Norrland. Som i Danmark søger man også i Sverige at vurdere konsekvensen af en mulig privatisering af dele af den offentlige sektor på serviceområdet. "Den svenske model" har i årene efter 2. Verdenskrig for mange verden over stået som idealet for udviklingen af et samfund, og ved begyndelsen af 1970'erne fremstod Sverige som et land med en generelt høj og ret jævnt fordelt indkomst. Udviklingen i 1990'erne medførte øget arbejdsløshed, ligesom den øgede indvandring har tæret på resurserne, hvorfor billedet nu er blegnet noget.

Turisme og friluftsliv

Sverige er rig på rekreative naturresurser, vildmark, fjeldlandskaber og skærgårde, og med allemansrätten er de tilgængelige for alle. Denne bestemmer, at private lodsejere skal give adgang til naturområder, og Sveriges landskaber og sø- og havområder er tilgængelige i en udstrækning, der er enestående i Europa. Grænsen mellem naturturisme og friluftsliv er glidende; således vender mange byboere under efterårets elgjagt for en stund tilbage til fødeegnen, og den stigende velstand, de længere ferier og affolkningen af tidligere landbrugs- og skovbrugsområder har ført til etablering af 700.000 fritidshuse.

Udprægede turistområder er bl.a. Gotland, Dalarna og Jämtland; hertil kommer grænseegnene til især Norge og Danmark, som bl.a. besøges af nabofolkene på endagsrejser. Turister fra den øvrige verden søger især de store byer med deres museer og kulturelle begivenheder.

Læs mere om Sverige.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Valeur, Hans Folke: Sverige - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167648