Sveriges forhistorie

Sveriges langstrakte form indebærer, at flere forskellige naturzoner findes repræsenteret, og at indvandring og indflydelse udefra er kommet både fra syd, vest og øst. Dette betyder, at flere delvis forskellige kulturhistoriske forløb har eksisteret inden for rigets grænser.

Palæolitikum og mesolitikum (ca. 11.000-4000 f.v.t.). I slutningen af istiden skete indvandringen gennem en landtange fra Danmark. Bromme-kulturen er velrepræsenteret i Skåne, og Ahrensburg-kulturen i Vestsverige. Bopladser fra Maglemose-kulturen i Skåne har tydelige ligheder med tilsvarende i Danmark. På østkysten, i Mellemsverige og i Norrland forekommer bosættelser, hvor redskaber af kvarts og kvartsit er de mest almindelige. I senmesolitikum fandtes i Skåne store bopladser, undertiden med gravpladser ligesom i Østdanmark. Tilsvarende kendes også fra det nordligste Sverige med påvirkning fra kamkeramisk kultur.

Neolitikum (4000-1700 f.v.t.). Agerbrug og kvægavl blev indført med tragtbægerkulturen, der bredte sig til Mellemsverige. I slutningen af perioden opførtes storstensgrave som dysser og jættestuer, hvoraf de fleste findes i Skåne, på vestkysten og i Falbygden. En klimaforandring i begyndelsen af mellemneolitikum medførte, at jordbruget i Mellemsverige blev opgivet. Gennem påvirkning østfra opstod den grubekeramiske kultur. I Norrland fortsatte den østlige kulturindflydelse, først og fremmest fra kamkeramisk kultur.

Gennem kontinental påvirkning opstod stridsøksekulturen i Sydsverige. I senneolitikum er de materielle udtryk ens; fx optræder hellekister både ved kysterne og i det indre af landet.

Bronzealderen (1700-500 f.v.t.). Indflydelse fra bronzealderen på kontinentet og i Danmark var størst i det sydligste Sverige, men kan spores i opførelsen af røser helt op til den norrlandske kyst. Storstilede gravmonumenter som Kivikgraven i SØ-Skåne og Kong Bjørns høj i Uppland antyder forekomsten af regionale høvdingedømmer. Helleristninger findes i Syd- og Mellemsverige, men er bedst repræsenteret i Vestsverige.

Jernalderen (500 f.v.t.-400 e.v.t.). Samfundsformerne i Sydsverige og i Mellemsverige har lighed med de danske. Der fandt imidlertid ingen egentlig landsbydannelse sted førend i yngre jernalder. Jernfremstilling er bevidnet allerede i førromersk jernalder (500 f.v.t.- år 0) og blev gennem de rige forekomster, især i Mellemsverige, et vigtigt erhverv i yngre jernalder. Importvarer fra Romerriget nåede især Öland og Gotland, men også til bosættelser i det sydlige Norrland. Bosættelserne ved Østersøen er let genkendelige på de mange huse med mure bygget af kalksten.

Folkevandrings- og Vendeltid (400-800). Rige centre for bosættelse findes i Syd- og Mellemsverige, bl.a.Helgö, og nedlægning af guld og opførelsen af fæstningsværker antyder en politisk uro. I Vendeltid (550-800) opstod småkongedømmer, bl.a. i Mellemsverige, hvor gravhøjene i Gammel Uppsala blev anlagt, og hvor den vigtige Vendel fundplads, der har givet perioden sit navn, findes.

Vikingetid. Perioden var ekspansiv med oprettelsen af handelspladser med Birka som den mest betydningsfulde. I slutningen af perioden anlagdes egentlige byer. Den tætte kontakt først og fremmest mod øst afspejler sig i de rige sølvdepoter, især på Gotland, samt i tekster, som forekommer blandt det store antal runesten i Mälardalen.