Erik, ca. 1282-1318, svensk hertug, søn af kong Magnus Ladelås og Helvig af Holsten. Erik blev hertug som toårig og fik efterhånden vidtstrakte områder i sin besiddelse, især i den østlige del af Sverige. I 1312 giftede han sig med Ingeborg Håkonsdatter af Norge og aflagde som greve af Halland lensed til den danske kong Erik 6. Menved. Erik havde len i alle tre nordiske lande med slottene Bohus og Varberg i centrum, og han forsøgte lidt efter lidt at vinde både Sveriges og Norges trone. Denne politik førte ham i konflikt med det svenske aristokrati og med broderen kong Birger Magnusson, som han havde taget til fange i 1306 i den såkaldte Håtunaleken, men frigivet 1310. Eriks vidtrækkende planer blev stækket af kong Birger, som lod ham fængsle i 1317 ved det såkaldte Nyköping Gästabud; ifølge traditionen døde han af sult i fængslet.