Erik Eriksson, ca. 1216-1250, konge af Sverige 1222-29, søn af kong Erik Knutsson og Richizza. Erik Eriksson var barn og boede i Danmark, da kong Johan 1. Sverkerssons død beredte vejen for hans trontiltrædelse. En formynderregering virkede på hans vegne, indtil konkurrenterne om tronen, folkungerne, gjorde oprør og fordrev Erik, som flygtede tilbage til Danmark i 1229. I kraft af giftermål med Katarina Folkedatter (d. 1252) prøvede han at forsone sig med folkungerne og blev på et tidspunkt igen aktuel som reel tronprætendent; han døde imidlertid kort efter.