• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rickard Sandler

Oprindelig forfatter NFC Seneste forfatter Redaktionen

Rickard Sandler, 1884-1964, svensk politiker, statsminister 1925-26. Han var 1905-26 lærer ved socialdemokratiske højskoler og grundlagde i 1912 Arbetarnas bildningsförbund, ABF. Han var medlem af den socialdemokratiske partibestyrelse 1911-52, hovedforfatter til det marxistisk prægede partiprogram i 1920 og oversætter af Karl Marx' Das Kapital til svensk. Sandler var medlem af Riksdagens andetkammer 1912-16 og af førstekammeret fra 1919 til sin død. Han blev konsultativ statsråd og finansminister i Hjalmar Brantings første regering 1920, var handelsminister 1924-25 og overtog ved Brantings død i 1925 statsministerposten. Med en kort afbrydelse i 1936 var Sandler udenrigsminister i Per Albin Hanssons regering fra 1932, indtil han måtte forlade posten i december 1939 pga. uenighed om Finlandspolitikken. Han spillede dog fortsat en betydelig rolle i svensk udenrigspolitik, bl.a. som formand for Riksdagens udenrigsudvalg 1946-64 og FN-delegeret 1947-60, ligesom han ledede en række kommissionsarbejder, herunder forfatningskommissionen 1954-63. Både som politiker og som forfatter til adskillige bøger bidrog Sandler til formuleringen af svensk neutralitetspolitik.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Rickard Sandler i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=155287



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Rickard Sandler Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik