• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nils Edén

Oprindelig forfatter NFC Seneste forfatter Redaktionen

Nils Edén, 1871-1945, svensk historiker og politiker, statsminister 1917-20. Edén blev i 1903 professor i historie ved Uppsala Universitet og samme år medlem af Riksdagen for Liberala Samlingspartiet. Han blev leder af riksdagsgruppen i 1915 og i 1917 statsminister på et program om en gennemgribende demokratisering af den svenske forfatning. I samarbejde med socialdemokraterne gennemførte Edén den almindelige valgret i 1918 og året efter valgret for kvinder. Han var modstander af forbud mod alkohol, et spørgsmål, der i 1922 splittede de liberale. Skønt Edén havde partiets flertal bag sig, valgte han i 1923 at forlade det politiske liv til fordel for hvervet som landshøvding i Stockholms Län, som han besad 1920-38. Som historiker var Edén elev af Harald Hjärne, og han koncentrerede sig især om forvaltningshistorie. Hans vigtigste historiske arbejder er Den svenska riksstyrelsens reorganisation 1594-1602 (1901), Den svenska riksdagen under femhundra år (1935) og Kammarkollegiets historia (1941).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Nils Edén i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=68132



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Nils Edén Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik