Faktaboks

Mona Sahlin
Født
9. marts 1957

Mona Sahlin, svensk politiker, medlem af Riksdagen for Socialdemokratiet 1982-96 og 2002-11. Mona Sahlin var desuden arbejdsmarkedsminister 1990-91, partisekretær 1992-94, stedfortrædende statsminister og minister for ligestilling 1994-95, hvorfra hun pga. mindre økonomiske uregelmæssigheder måtte træde tilbage. Fra 1998 var Mona Sahlin igen medlem af regeringen, 1998-2002 som erhvervsminister, 2002-04 som demokrati- og integrationsminister og 2004-06 som samhällsbygnadsminister i miljøministeriet. Efter Socialdemokratarnes valgnederlag i 2006 meddelte Göran Persson, at han trådte tilbage som partiformand. En partikongres i marts 2007 valgte Mona Sahlin til partileder som den første kvinde i partiets 118-årige historie.

Ved valget i 2010 oplevede partiet et historisk dårligt valg; Mona Sahlin valgte i første omgang at forsætte som partileder, men meddelte siden, at hun vil gå af ved partikongressen i 2011. På den ekstraordinære partikongres i marts 2011 valgtes Håkan Juholt til hendes efterfølger, hvorefter Sahlin også nedlagde sit riksdagsmandat.

I 2014 blev Mona Sahlin regeringens koordinator i kampen mod den voldelige ekstremisme. I 2016 måtte hun dog afgå fra denne post i forbindelse med en sag om forkerte bilag om en livvagts indtægtsforhold. 2017 blev hun desuden dømt i en sag om hendes skatteforhold.

I 1996 udgav Mona Sahlin selvbiografien Med mina ord, hvor hun bl.a. behandlede de beskyldninger om økonomisk misbrug, der var blevet rettet imod hende. I et par senere bøger har Sahlin fortsat forsøget på at forklare sig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig