Faktaboks

Laila Freivalds
Født
22. juni 1942

Laila Freivalds, f. 22.6.1942, svensk politiker. Laila Freivalds, der er født i Riga i Letland, er uddannet jurist. Efter en årrække i retsvæsenet og i offentlige institutioner var hun 1988-91 og 1994-2000 justitsminister i Ingvar Carlssons og Göran Perssons regeringer. Herefter var hun direktør i Svensk Scenekunst, indtil hun efter mordet på Anna Lindh i 2003 overtog dennes post som udenrigsminister.

På linje med Anna Lindh har hun meget stærkt markeret Sveriges internationale position, men internt i Sverige var hendes indsats som udenrigsminister omstridt. I marts 2006 måtte hun træde tilbage, fordi hun havde misinformeret offentligheden om sin rolle ved lukningen af det stærkt højreorienterede parti Sverigedemokraternas hjemmeside, hvor Jyllandspostens Muhammed-tegninger blev gengivet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig