Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Laila Freivalds

Oprindelig forfatter NFC Seneste forfatter Redaktionen

Laila Freivalds, f. 22.6.1942, svensk politiker. Laila Freivalds, der er født i Riga i Letland, er uddannet jurist. Efter en årrække i retsvæsenet og i offentlige institutioner var hun 1988-91 og 1994-2000 justitsminister i Ingvar Carlssons og Göran Perssons regeringer. Herefter var hun direktør i Svensk Scenekunst, indtil hun efter mordet på Anna Lindh i 2003 overtog dennes post som udenrigsminister.

På linje med Anna Lindh har hun meget stærkt markeret Sveriges internationale position, men internt i Sverige var hendes indsats som udenrigsminister omstridt. I marts 2006 måtte hun træde tilbage, fordi hun havde misinformeret offentligheden om sin rolle ved lukningen af det stærkt højreorienterede parti Sverigedemokraternas hjemmeside, hvor Jyllandspostens Muhammed-tegninger blev gengivet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Laila Freivalds i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79838