Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gunnar Sträng

Oprindelig forfatter NFC Seneste forfatter Redaktionen

Gunnar Sträng, 1906-1992, svensk politiker. Efter at have arbejdet som arbejdsmand i forskellige brancher gjorde Sträng hurtigt karriere i Svenska lantarbetareförbundet, hvor han var tillidsmand 1932-38 og formand 1938-45. Han var medlem af Riksdagen for Sveriges socialdemokratiska arbetareparti 1946-81 og sad i partiets hovedbestyrelse 1948-81; 1945-76 deltog han i samtlige socialdemokratiske regeringer. Sträng var konsultativt statsråd og vicelandbrugsminister 1945-47, folkehushållningsminister 1947-48, landbrugsminister 1948-51, socialminister 1951-55 og finansminister 1955-76. Han havde hermed hovedansvaret for den økonomiske politik i en periode, hvor den svenske velfærdsstat og den offentlige sektor ekspanderede kraftigt, og han formåede bl.a. at få sit parti til at acceptere indirekte skatter. Sträng styrede den offentlige økonomi med fast hånd og placerede sit ministerium som det centrale element i den offentlige sektor. Tro mod sin opvækst i beskedne kår gjorde Sträng en stor indsats for at forbedre de dårligst stilledes sociale tryghed. Også efter sin tilbagetræden spillede han en betydelig rolle i den offentlige debat.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Gunnar Sträng i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=166012