Faktaboks

Fredrik Reinfeldt
Født
4. august 1965

Fredrik Reinfeldt, netop udråbt til Sveriges ny statsminister 2006.

.

Fredrik Reinfeldt er en svensk politiker. Han var statsminister fra 2006 til 2014.

Fredrik Reinfeldt er uddannet civiløkonom og blev valgt til Riksdagen for Moderata Samlingspartiet i 1991. I 2003 blev han partiets formand og statsministerkandidat for den samlede borgerlige opposition, den såkaldte Allians för Sverige, til regeringen Persson.

Helt fra ungdommen havde Reinfeldt været aktiv moderat, først i studenterpolitiken og i MUF, moderaternes ungdomsforbund, senere også i kommunalpolitikken i Täby og Stockholm. I MUF havde Reinfeldt tilhørt den mere konservative linje, og han vandt i 1992 formandsposten i MUF efter en intens strid med den daværende formand, Ulf Kristersson.

Under Reinfeldts ledelse fik Moderata Samlingspartiet markant fremgang ved valget til Riksdagen i 2006, og tilsammen vandt den borgerlige alliance en solid sejr. Derefter blev Fredrik Reinfeldt statsminister i en koalitionsregering med deltagelse af Moderata Samlingspartiet, Folkpartiet, Kristdemokraterne og Centerpartiet. Regeringsprogrammet, som var præget af input fra alle fire partier, bebudede på en række områder en omformning af det svenske velfærdssamfund.

Regeringsperioden blev ikke mindst præget af finanskrisen 2008-2009, hvor Sverige klarede sig rimeligt igennem. Ved valget i 2010 fik Reinfeldts parti igen fremgang, mens de andre partier i koalitionen gik tilbage; samarbejdet fortsatte dog med Reinfeldt som statsminister.

Efter riksdagsvalget i 2014, hvor regeringskoalitionen gik tilbage, meddelte Fredrik Reinfeldt straks og yderst uventet sin afgang som både statsminister og partileder, ligesom han forlod Riksdagen med udgangen af 2014. Som statsminister blev han i oktober 2014 afløst af Socialdemokraternas Stefan Löfven. Ny moderat partileder blev i januar 2015 Anna Kinberg Batra.

Siden 2016 har Reinfeldt været administrerende direktør i den internationale organisation Extractive Industries Transparency Initiative og seniorrådgiver for Bank of America Merill Lynch med ansvar for Europa, Mellemøsten og Afrika.

Den 25. marts 2023 blev Reinfeldt valgt til formand i Svenska fotbollförbundet. Den nye formand gav i sin takketale udtryk for, at han blandt andet ville beskæftige sig med to vigtige spørgsmål: racisme i fodboldverdenen og spørgsmålet om fodboldens funktion i samfundet. Opgaven som formand i fodboldforbundet gør det efter Reinfeldts mening ikke nødvendigt, at han frasiger sig sine andre opgaver.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Reinfeldt, Fredrik (2015), Halvvägs (Stockholm)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig