• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Folke Bernadotte

Oprindelig forfatter MLin Seneste forfatter Redaktionen

Folke Bernadotte. Efter at have stået i spidsen for evakueringen af danske og norske fanger fra tyske koncentrationslejre blev Bernadotte i maj 1948 FN's mægler i den arabisk-jødiske konflikt i Palæstina. Hans indsats vakte respekt, men gav ham også fjender i yderligtgående kredse i begge lejre, og 17.9.1948 blev han myrdet af jødiske terrorister. Bernadotte (i midten) er her fotograferet i FN's hovedkvarter i New York; th. ses Ralph Bunche, som overtog ledelsen af forhandlingerne i Palæstina efter Bernadotte.

Folke Bernadotte, 2.1.1895-17.9.1948, svensk Røde Kors-leder og FN-mægler; greve af Wisborg, sønnesøn af Oscar 2. I 1943 blev Folke Bernadotte som næstformand i Svensk Røde Kors leder af udvekslingen af tyske og allierede krigsfanger.

Efter henvendelser fra dansk og norsk side samt fra jødiske organisationer blev han leder af en storstilet Røde Kors-hjælpeaktion i februar-maj 1945. Efter forhandlinger med bl.a. Heinrich Himmler lykkedes det Bernadotte at befri ca. 30.000 koncentrationslejrfanger og transportere dem i hvide busser fra Tyskland til Sverige. Hovedparten var danske og norske, men det lykkedes også at redde en del jødiske kvinder af andre nationaliteter. Af det samlede antal befriede var ca. 11.000 jøder.

Folke Bernadotte blev i 1946 formand for Svensk Røde Kors, og som følge af sin internationale anseelse blev han sammen med Ralph Bunche fra maj 1948 FN's mægler i Palæstina under Den Første Arabisk-israelske Krig. Bernadottes første fredsforslag, fremlagt i slutningen af juni 1948, blev forkastet af både jøder og arabere.

Annonce

Efter hemmelige drøftelser med Storbritannien og USA fremlagde han derfor den 16. september den såkaldte Bernadotte-plan, der anerkendte staten Israels eksistens samt foreslog oprettelsen af en arabisk stat i Palæstina og at sætte Jerusalem under FN's kontrol.

Dagen efter blev Folke Bernadotte myrdet af jødiske terrorister. Mordet er aldrig blevet fuldt opklaret, og Bernadotte-planen blev skrinlagt efter at være blevet nedstemt i FN.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Linton: Folke Bernadotte i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46149