Feministiskt Initiativ er et svensk politisk parti, stiftet 2005 af bl.a. Gudrun Schyman, som er tidligere partileder for Vänsterpartiet. Partiet vil arbejde for at forbedre kvinders forhold ved bl.a. udligning af lønforskelle og ændring af voldtægtslovgivningen.

Feministisk Initiativs valgresultater 2006-2022

Partiet stillede uden større held op ved riksdagsvalgene i 2006 og 2010 og ved valget til Europa-Parlamentet i 2009. I 2013 ændredes situationen dog for partiet, som fik betydeligt flere medlemmer, end man tidligere havde haft.

En interessant aktivitet for at styrke partiets tilslutning var, at Gudrun Schyman brugte sit store kontaktnet over hele Sverige til at få arrangeret et stort antal såkaldte home parties. Her kom Gudrun Schyman og fremlagde partiets synspunkter mm., hvis tilslutningen til arrangementerne var tilstrækkeligt stor. På denne måde etableres en form for basis for partiet, som kompenserede for manglen på lokale partiforeninger.

Ved riksdagsvalget i 2014 opnåede Feministisk Initiativ 3,1 % af stemmerne. Det var væsentligt flere end tidligere, hvilket dog ikke var nok til at blive repræsenteret i Riksdagen, hvor spærregrænsen er 4 %. Men partiet deltog også i de samtidige valg til kommuner og landsting, og det lykkedes bl.a. at blive repræsenteret i 13 kommunalbestyrelser.

Ved valget til Europa-Parlamentet i juni 2014 var det imidlertid lykkedes for partiet med 5,5 % af stemmerne at vinde et mandat.

Ved senere valg (riksdagsvalget i 2018, Europa-Parlaments-valget i 2019) har partiet dog fået mindre end 1 % af stemmerne og ved riksdagsvalget i 2022 kun 0,05 % af stemmerne.

Partiet mistede ved det samtidige valg til kommunalbestyrelserne sin repræsentation i bl.a. Göteborg, Stockholm og Uppsala. I den indeværende valgperiode er partiet kun repræsenteret i kommunalbestyrelserne i Kiruna, Gullspång og Strömstad.

Partiets talspersoner

Talspersoner (forkvinder) har siden 2023 været Agnes Lundgren og Luis Lineo.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig