Faktaboks

Alf Svensson
Født
1. oktober 1938

Alf Svensson, svensk politiker. Alf Svensson blev medlem af Kristdemokraterna ved grundlæggelsen i 1964 og var 1970-73 formand for ungdomsafdelingen. Som leder af partiet 1973-2004 var han en væsentlig årsag til partiets vælgermæssige gennembrud i 1990'erne, og det er blevet sagt om ham, at han var mere populær end det parti, han stod i spidsen for. Én af årsagerne til, at det varede så længe for Kristdemokraterna at opnå repræsentation i Riksdagen, var givetvis også, at både Socialdemokraterna og Folkpartiet havde deres egne partiinterne religiøse grupperinger. Folkpartiets grupperinger af denne type var især frikirkelige, hvilket også bidrog til en konkurrencesituation med Alf Svenssons parti.

1985-88 og 1991-2009 var Alf Svensson medlem af Riksdagen; i årene 1985-88 var han partiets eneste repræsentant i Riksdagen, hvilket skyldtes et særligt arrangement med Centerpartiet. 1991-94 var han bistandsminister i Carl Bildts borgerlige firpartiregering. 2009-14 var han medlem af Europa-Parlamentet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig