Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Östen Undén

Oprindelig forfatter NFC Seneste forfatter Redaktionen

Östen Undén, 1886-1974, svensk jurist og politiker. Undén var 1917-37 professor i civilret ved Uppsala universitet, hvor han var rektor 1929-32; 1937-51 var han universitetskansler. Som medlem af Socialdemokratiska arbetarepartiet fra 1909 fik han en fremragende politisk karriere. Han var konsultativ statsråd 1917-20, justitsminister 1920 samt udenrigsminister 1924-26 og 1945-62; 1934-65 var han medlem af Riksdagens førstekammer. Undén blev en af svensk neutralitetspolitiks vigtigste arkitekter; han gjorde en stor indsats for at styrke de overnationale organisationer, først Folkenes Forbund og efter 2. Verdenskrig FN, med det sigte at mindske småstaternes afhængighed af stormagterne. Han modsatte sig svensk medlemskab af NATO samt planerne om at indføre svenske kernevåben. I 1961 slog han i den såkaldte Undénplan til lyd for en international aftale om ikke-spredning af atomvåben.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Finn Christiansen: Östen Undén i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176831