• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Karl 14. Johan

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

Karl 14. Johan. Jean Baptiste Bernadottes selvsikkerhed og dristighed som hærfører førte ham ind i kredsen af magthavere omkring kejser Napoleon. Vel vidende, at kejserens magt en dag ville være forbi, indvilligede han i 1810 i at blive svensk tronfølger. Fra det øjeblik, han satte foden på svensk jord, tog han ledelsen, først udenrigspolitisk, snart også indenrigspolitisk. Maleri af Fredrik Westin 1824; Gripsholm.

Karl 14. Johan. Jean Baptiste Bernadottes selvsikkerhed og dristighed som hærfører førte ham ind i kredsen af magthavere omkring kejser Napoleon. Vel vidende, at kejserens magt en dag ville være forbi, indvilligede han i 1810 i at blive svensk tronfølger. Fra det øjeblik, han satte foden på svensk jord, tog han ledelsen, først udenrigspolitisk, snart også indenrigspolitisk. Maleri af Fredrik Westin 1824; Gripsholm.

Karl 14. Johan, Jean Baptiste Bernadotte, 26.1.1763-8.3.1844, konge af Sverige og Norge fra 1818, i Norge kaldet Karl 3. Johan; gift i 1798 med Désirée Clary, dronning under navnet Desideria; far til Oscar 1.

Som søn af borgerlige franske forældre hed Karl 14. Johan oprindelig Jean Baptiste Bernadotte. Han voksede op i byen Pau i Sydfrankrig og blev mod familiens ønske officer. Han avancerede hurtigt under Revolutionskrigene, blev i 1794 udnævnt til general og deltog i 1797 i Napoleons felttog i Italien.

Året efter blev Bernadotte ambassadør i Wien, og i juli-september 1799 var han krigsminister; i 1804 udnævntes han til marskal og i 1806 til fyrste af Ponte Corvo. Hans ægteskab med Désirée Clary bragte ham ind i den snævre kreds omkring kejser Napoleon 1.

Annonce

Bernadotte var 1807-09 guvernør over Bremen, Hamburg og Lübeck og udnævntes tillige til chef for de tropper, der skulle bistå Danmark ved en planlagt invasion i Skåne. Invasionen blev dog opgivet, og Bernadotte distancerede sig efterhånden fra Napoleon.

Efter den svenske tronfølger Karl Augusts død i maj 1810, var Karl 13. og de fleste rigsråder stemt for at gøre hertug Frederik Christian til ny tronfølger. Den svenske udsending løjtnant Carl Otto Mörner (1781-1868), der i Paris skulle indhente kejser Napoleons samtykke til valget, mente imidlertid, at Bernadotte ville være bedre egnet til at bringe Sverige ud af den vanskelige politiske situation efter nederlaget i Den Russisk-svenske Krig 1808-09.

Idéen vandt hurtig tilslutning i Sverige, især inden for hæren, og med kejserens godkendelse udråbtes Bernadotte i august 1810 til ny svensk tronfølger. Som kronprins under navnet Karl Johan blev han hurtigt den faktiske leder af svensk udenrigspolitik, sluttede forbund med Rusland og deltog 1812-13 i krigen mod Frankrig. Han opgav Finlands generobring, fik Ruslands støtte til at få Norge som erstatning og tvang efter et kort felttog ind i Norge Danmark til at opgive Norge ved Kielerfreden 1814.

Efter sin tronbestigelse i 1818 tilsluttede Karl 14. Johan sig Den Hellige Alliance, søgte accept hos de øvrige fyrstehuse og en fortsat forståelse med Rusland. Liberale og gustavianske sympatier undertryktes, og han var stadig på vagt over for Danmark. Formelt set begrænsede den svenske regeringsform kongens magt.

Det lykkedes imidlertid Karl 14. Johan at udskifte sine modstandere i Statsrådet med tilhængere, og omgivet af konservative og loyale rådgivere, vigtigst Magnus Brahe, opnåede han således så godt som enestyre. Ikke mindst på det materielle og økonomiske område var hans indsats betydelig.

I årene efter 1830, især fra Riksdagen 1840-41, øgedes modsætningen til de liberale kræfter i presse og Riksdag, og i forholdet til Norge affandt han sig kun nødtvunget med Eidsvollforfatningens bestemmelser om norsk selvstyre.

Karl 14. Johan, der livet igennem bevarede sit franske modersmål, besad fremragende evner som hærfører og som regeringsleder. Hans livsbane fra revolutionsgeneral til svensk-norsk konge savner sidestykke.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Karl 14. Johan i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104319