Erik Gustaf Boström

Erik Gustaf Boström var en svensk politiker, statsminister i årene 1891-1900 og 1902-1905. Boström overtog i 1863 fideikommisgodset Östanå i Uppland og gjorde sig hurtigt bemærket som en dygtig landmand med evner, der også blev udnyttet i landbrugets organisationer. I 1875 blev han valgt til medlem af Andra Kammaren, og han blev leder af Nya Lantmannapartiet fra dets stiftelse i 1888.

Boström var en af Riksdagens ledende skikkelser og en ihærdig fortaler for en protektionistisk toldpolitik. Som statsminister udviste han store forhandlingsevner og fik i 1892 gennemført en nyordning af det svenske forsvar, der indførte en almindelig værnepligtshær.

I sin anden periode søgte han forgæves at få gennemført en modernisering af valgretsbestemmelserne, men det var hans politik over for Norge, der førte til hans fald. Boström havde tidligere virket for en sammensmeltning af de to rigers udenrigstjeneste, og da han gik imod norske ønsker i konsulatsagen i 1904, trak han sig tilbage, da hans holdning også blev undergravet fra svensk side. Boströms politik i dette spørgsmål var en umiddelbart medvirkende årsag til sprængningen af den norsk-svenske union i 1905.