de russisk-svenske krige 1555-1809

De russisk-svenske krige 1555-1809, en række diplomatiske og væbnede konflikter mellem Rusland og Sverige. En første grænse mellem de to lande, Finlands østgrænse, var blevet etableret med Freden i Nöteborg 1323, men dens faktiske forløb i nord var hele tiden omstridt og, skønt freden var blevet bekræftet så sent som i 1537, kom det til krig herom i 1555-57. Fredstraktaten lod hver part beholde, hvad den havde, men førte ikke til rigtig fred. På det tidspunkt var statsmagten på begge sider blevet styrket, i Sverige under Gustav 1. Vasa og hans sønner, i Rusland under Ivan 4. den Grusomme. Samtidig brød Den Tyske Ordensstat i Baltikum sammen, hvorefter Ivan 4. i 1558 udløste den Livlandske Krig og snart truede med at erobre hele det gamle ordensland. Det fik, ved siden af Danmark og Polen, også Sverige på banen og snart var der åben krig mellem de to lande. Svenskerne blokerede således 1562-63 for den internationale handelsadgang til Narva, der efter erobringen i 1558 havde været zarrigets vigtigste havn. Blokaden blev opgivet for at undgå russisk indblanding i krigen med Danmark 1563-70, men så snart Sverige havde fred med Danmark, kom det atter til krig med Rusland. Nu vandt svenskerne frem, og ved våbenstilstanden i 1581 besad de Narva. De angreb igen i 1590 og opnåede nye indrømmelser ved Freden i Teusina 1595. Svenskerne nåede dog ikke det ambitiøse mål: at beherske alle handelsvejene, så de kunne tage told af hele Ruslands udenrigshandel.

Under "forvirringens tid" i Rusland efter år 1600 tog Sverige aktivt del i striden om den russiske tronfølge, ikke mindst for at modarbejde Polens indflydelse. I 1610 nåede svenske tropper helt til Moskva og i 1611 erobrede Novgorod og hele den tidligere Novgorod-stats territorium. Det blev imidlertid ikke den svenske kandidat, men Mikhail Fjodorovitj Romanov, som blev zar i 1613. Det førte til en ny svensk-russisk krig. Selvom den løb sammen med den omfattende polsk-svenske konflikt, endte krigen med en klar svensk sejr. Freden i Stolbovo 1617 overlod områderne omkring hele bunden af Den Finske Bugt til Sverige.

Nu fulgte 82 år, hvor freden kun blev brudt en enkelt gang. Det var i 1656, da Rusland støttede Polen i Den Polsk-svenske Krig. Russernes indgriben sluttede med våbenstilstand 1658 og fred 1661. Grænsen blev ikke ændret, men udgangen på krigen var en demonstration af Sveriges magt i øst.

Da freden blev brudt igen i 1699, var magtbalancen ved at skifte. Nu var det Peter 1. den Store, som var i færd med at reformere Rusland, som angreb i alliance med Danmark og Sachsen-Polen. De allierede måtte snart indkassere nederlag, og russerne blev fuldstændig slået ved Narva år 1700. Det grundlagde Karl 12.-myten, men tvang ikke russerne ud af krigen. Mens de svenske hære i de følgende år undertvang Polen og Sachsen, kunne zaren uhindret fortsætte sine reformer med Sverige som forbillede og snart voksede det russiske pres på de svenske besiddelser. I 1703 kunne zaren grundlægge Sankt Petersborg på et landområde, som formelt stadig var svensk. Den ambitiøse svenske offensiv ned i Ukraine endte med katastrofen ved Poltava 28.6. 1709. Det udløste Danmarks fornyede angreb i Skåne og Nordtyskland; Sveriges krige mod Rusland og Danmark var nu helt flettet sammen. Den danske offensiv lod sig delvis bryde, men prisen var, at hele Baltikum og en stor del af Finland blev besat af russerne. Ved Freden i Nystad 1721 afstod Sverige alle besiddelser syd for Den Finske Bugt samt en del af Karelen og Viborgs len.

Drømmen om revanche var et hovedtema i svensk politik længe efter. Hattarnas angrebskrig 1741-43, der var støttet med franske penge, førte dog kun til nederlag. Hele Finland blev besat, og befolkningen aflagde ed til Rusland. Ved freden nøjedes Rusland dog med mindre landafståelser, mod at Sverige valgte den russiske kandidat, Adolf Frederik, som svensk tronfølger i stedet for den danske prins Frederik. Gustav 3.s krig 1788-90 gik bedre, men endte med status quo, ikke revanche. Flådens sejr ved Svensksund 1790 bidrog til det, men det var gået værre uden tyrkernes samtidige krig mod Rusland og Danmarks modvilje mod at levere mere end minimal støtte til Rusland trods det dansk-russiske forsvarsforbund af 1773. Sverige var svagt, og krigen afslørede en separatistisk, i praksis russiskvenlig fraktion i Finland, se Anjalaforbundet.

Den sidste russisk-svenske krig var en del af Napoleonskrigene. Tilsitaftalerne mellem Frankrig, Rusland og Preussen 1807 gav russerne frie hænder. De angreb Sverige i februar 1808, og Danmarks krigserklæring fulgte. J.L. Runebergs digtning har kastet glans over det følgende krigstog, hvor den svenske side viste en paradoksal vekslen mellem defaitisme og heltemod. I maj 1808 kapitulerede hovedfæstningen Sveaborg. En række mindre, svenske sejre kunne ikke hindre, at russerne havde besat hele Finland inden oktober måned. I 1809 indtog de Åland og truede det centrale Sverige. Freden i Frederikshamn 17.9.1809 trak grænsen mellem det afståede Finland og et Sverige, der mistede en tredjedel af rigets areal og en fjerdedel af befolkningen. Hermed sluttede den sidste russisk-svenske krig, selvom revanchetanker og russerskræk længe var levende i Sverige.