Slaget ved Stångebro, slag, udkæmpet 1598 nord for Linköping, hvorunder hertug Karl besejrede sin nevø Sigismund 3. Vasa af Sverige og Polen og banede vej for sin egen kroning som Karl 9. af Sverige. Det blodige slag afsluttede en lang magtkamp, hvor kongen gennemgående nød støtte fra rigsråd og adel, men hvor hertugen dygtigt udnyttede, at kongen var katolik og oftest opholdt sig i Polen. Det blev afgørende, at Karl vandt den svenske hærs officerer over på sin side.