Klas Kristersson Horn, ca. 1517-1566, svensk feltmarskal, admiral. Horn var hærfører i krigen med Rusland 1555-57, hvor hans succes lagde grunden til det svenske vælde syd for Den Finske Bugt. Under Syvårskrigen med Danmark blev han snart anvendt som hærfører, snart som admiral. Til lands var Horns resultater ikke gode, men til søs sejrede han i slagene ved Øland 1564 og Bornholm i 1565 og skaffede dermed i denne krig Sverige kontrol med Østersøen.