Johan Christopher Toll, 1743-1817, svensk officer og politiker. Toll blev en nøgleperson ved Gustav 3.s statskup 1772. Herpå fulgte en hastig militær karriere. 1782-88 var han reelt krigsminister, og han var en af hovedmændene i planlægningen af den mislykkede krig mod Rusland 1788-90. Under formynderstyret 1792-96 var han faldet i unåde, men under Gustav 4. Adolf fik han igen vigtige poster som militær administrator og diplomat; 1801-09 var han Skånes generalguvernør. Han blev udnævnt til feltmarskal i 1807 og greve i 1814.