Gustav 3.

Gustav 3., 24.1.1746-29.3.1792, konge af Sverige fra 1771, søn af Adolf Fredrik og Lovisa Ulrika, gift i 1766 med Sophie Magdalene af Danmark, far til Gustav 4. Adolf.

Gustav 3. var nært knyttet til sin mor, der var søster til Frederik 2. den Store af Preussen; med hende delte han sin interesse for kunst, musik og teater samt sin modvilje mod Frihedstidens indskrænkning af kongemagten. Med støtte fra adelige officerer lykkedes det ved et kup i 1772 at få Riksdagens accept af en stærk udvidelse af kongemagten. Baggrunden for kuppet var dels splittelsen mellem adelen og de øvrige stænder, der havde begrænset adelens privilegier, dels de kontakter til politikere og officerer, som Gustav 3. selv havde knyttet.

Danmark følte sig truet af den styrkede svenske kongemagt, men måtte uden russisk og preussisk støtte opgive væbnet intervention. Gustav 3. benyttede sin nyvundne magt til at sanere rigets finanser og gennemføre reformer inden for forvaltning, justitsvæsen og militær. Trykkefrihedsforordningen fra 1766 blev 1774 skærpet med inskrænkelse af trykkefriheden, mens religionsfriheden blev udvidet, så jøder og katolikker kunne bosætte sig i Sverige. Under et besøg i det nuv. Finland grundlagde han 1775 bl.a. Vasa hovrätt, som stadig fungerer.

Gustav 3. var en stor mæcen; mange kunstnere, bl.a. C.M. Bellman og J.T. Sergel, fik støtte, og i 1786 grundlagde kongen Svenska Akademien. Gustav 3. udfoldede sig også selv som dramatiker med danskerhad, patriotisme og forherligelse af sine forgængere som gennemgående temaer; bistået af J.H. Kellgren og til musik af J.G. Naumann skrev han bl.a. operaen Gustaf Wasa (1786).

Gustav 3.s ægteskab var problematisk. Formodninger om, at problemerne skyldtes, at han var homoseksuel, savner kildebelæg og sandsynlighed. Da Sophie Magdalene i 1778 blev gravid, såede Lovisa Ulrika tvivl om faderskabet, hvilket førte til et brud med sidstnævnte.

Politisk fik Gustav 3. det gradvis vanskeligere. På rigsdagene i 1778 og 1786 kritiserede oppositionen kongens uansvarlige rådgivere og hans vilkårlige udnævnelser. Det viste sig vanskeligt at realisere drømmen om en ny svensk stormagt. Der kunne således ikke skabes alliancegrundlag for et planlagt angreb på Danmark-Norge i 1783-84.

I stedet gik han i 1788 mod Rusland, idet han fejlagtigt antog, at Danmark ville forholde sig neutralt. Da Regeringsformen, dvs. forfatningen (se regeringsform), ikke tillod angrebskrig, lod kongen finske soldater forklædt som kosakker angribe en svensk grænsepost, så det så ud, som om Sverige besvarede russisk aggression. Men planerne om angreb på Sankt Petersborg ad søvejen slog fejl, og en gruppe officerer, Anjalaforbundet, gjorde mytteri.

Kongen blev dog reddet af en bølge af patriotisme, som opstod, da Danmark gik ind i krigen på russisk side. Gustav 3. stillede sig i spidsen for en svensk mobilisering, og da det lykkedes at få våbenstilstand med Danmark, gennemførte han på Riksdagen i 1789 et kup. Med støtte fra de lavere stænder udvidedes hans magt yderligere i enevældig retning, og med Forenings- og Sikkerhedsakten skabtes grundlag for videre krigsførelse. Adelens privilegier blev beskåret, og på længere sigt fik ikke-adelige mulighed for at deltage i statens styre; desuden skabtes der sociale og økonomiske forbedringer for bønderne.

Krigen mod Rusland fortsatte, og trods Gustav 3.s usikkerhed som flådechef muliggjorde den svenske sejr ved Svensksund ud for Kotka i Den Finske Bugt i 1790 Freden i Värälä.

Kongen havde imidlertid skaffet sig mange fjender. Under et maskebal i den kongelige opera 16.3.1792 skød en tidligere officer, J.J. Anckarström, Gustav 3. i ryggen, og 13 dage senere døde han.