Gustaf Lagerbjelke, 1777-1837, svensk greve, embedsmand og politiker. Lagerbjelke var fra 1801 en af Gustav 4.s betroede mænd som kabinets- og statssekretær, men han var modstander af kongens politik, og i 1809 var han en af drivkræfterne bag kuppet mod kong Gustav. Samme år blev han statsråd og var 1810-11 gesandt i Paris. Han blev kaldt tilbage i unåde og var uden politisk indflydelse, indtil han i 1831 igen fik sæde i statsrådet. Lagerbjelke havde fra 1801 sæde i Svenska Akademien og var en kunstnerisk betydelig leder af Kungliga Teatern 1823-27.