Fredrik Axel von Fersen, 1719-1794, svensk greve, officer og politiker. Von Fersen var en af de mest succesrige svenske generaler i Syvårskrigen 1756-63 og spillede en vigtig politisk rolle i mere end 30 år. I 1750'erne var han leder af Hattepartiet og herefter tilknyttet hoffet. Efter sit kup i 1772 indsatte Gustav 3. von Fersen i Statsrådet, men han blev hurtigt leder af den aristokratiske opposition. Efter et kortvarigt fængselsophold under opgøret mellem konge og adel i 1789 mistede han sin indflydelse.