Gamli sáttmáli, (oldn. 'den gamle overenskomst'), aftale indgået 1262-64 mellem islandske storbønder og den norske konge, Håkon 4. Håkonsson, og dennes søn og efterfølger, Magnus (6. Lagabøter). Overenskomsten betød, at Island herefter var i union med Norge (og senere fra 1380 med Danmark). Indre stridigheder på Island med borgerkrigslignende tilstande havde i årene forud (Sturlungatiden) banet vej for landets indlemmelse i det stornorske rigsfællesskab. Den islandske høvding Gizurr Þorvaldsson arbejdede med stor politisk tæft for overenskomsten, som gjorde ham til jarl over Island. Aftalen indebar, at islandske bønder blev den norske konge skat skyldig. Til gengæld skulle kongen garantere Island fred og egne love, faste skibsforbindelser fra Norge til Island og samme juridiske rettigheder i Norge for islændinge som for nordmænd, herunder fritagelse for landingsafgift ved indrejse i Norge. Den islandske fristats institutioner blev reorganiseret, og en ny lov, Jónsbók, vedtaget i 1281. Overenskomsten blev fornyet i 1302 ved hyldningen af Håkon 5. Magnusson, og også den blev kaldt gamli sáttmáli.