Tord Karlsson Bonde, ca. 1420-1456, svensk adelig og marsk. Tord Bonde var fætter til Karl 8. Knutsson og støttede hans svenske kongevalg i 1448 og norske tronkrav i 1449. Bonde blev ridder 1448 og rigsråd kort efter. Da Christian 1. i 1452 havde erobret Västergötland, indtog Tord Bonde Lödöse og overlistede Christians lensmand på Axevall, Ture Turesson Bielke. Hans bryllup 1455 med Elin, datter af den danske rigsråd Aage Axelsen Thott, skulle befæste freden 1453-55 mellem Danmark og Sverige. Da krigen igen brød ud, opførte Bonde fæstningen Karlsborg ved grænsen til Viken, hvor han blev myrdet i 1456.