Halden
Halden set fra fæstningen Fredriksten.

Elven Tista leverede energi til byens industri; nu har den direkte vandkraft mindre betydning. Tekstilfabrikken i forgrunden er lukket ligesom mange andre virksomheder i byen. Papirfabrikken i baggrunden er en af Norges største og i dag byens eneste egentlige industri.

.

Halden er en by i det sydøstlige Norge nær den svenske grænse og ved elven Tistas udløb i Iddefjorden. Den har 26.126 indbyggere (2023).

Faktaboks

Etymologi

Norsk for skråningen

Den ældste bydel ligger syd for elven ved foden af fæstningen Fredriksten, og her dominerer de gamle træhuse stadigvæk. Som center for handel og forarbejdning (træ, skotøj, tekstiler, jern og metal) havde Halden stor vækst gennem 1800-tallet. I 1996 var der kun én større industrivirksomhed tilbage (papirfabrik), og arbejdsløsheden er stor. Erhvervslivet domineres nu af handel og service, herunder flere undervisningsinstitutioner.

Historie

Arkæologiske fund, bl.a. gravhøjen Jellhaugen fra cirka 750 e.v.t., vidner om bosættelse i forhistorisk tid. I 1580 nævnes Halden første gang i forbindelse med savværksdrift og som udskibningshavn for trælast for købstaden Fredrikstad.

Da Bohuslän i 1658 blev afstået til Sverige, kom Halden til at ligge tæt på grænsen, og efter flere træfninger med svenskerne anlagdes den permanente fæstning Fredriksten fra 1660. Byen fik i den forbindelse købstadsrettigheder i 1665 og navnet Fredrikshald efter Frederik 3.; dette navn bevaredes indtil 1928.

Beliggenheden medførte, at der her fandt kampe sted under både Karl Gustav-krigene og Store Nordiske Krig samt i 1814.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig