Elverum Leiret
Elverum. Her ses noget af genrejsningsarkitekturen efter bombningerne i 1940.
Elverum Leiret
Licens: CC BY NC SA 3.0

Elverum er en norsk by ved elven Glomma i Østerdalens sydlige del med 15.632 indbyggere (2023). Byen voksede op omkring en skanse fra 1680'erne, men det var industrialiseringen og jernbanen, der satte byvæksten rigtig i gang. Savværker og anden træindustri nød godt af oplandets store skovarealer. Som regionalt center for Østerdalen og landskabet syd herfor har byen mange ansatte i offentlig og privat service.

Faktaboks

Etymologi
Byens navn kommer af elv og norsk heim 'gård'.

Elverumsfuldmagten

Leiret 1940
Samme gade efter bombeangrebet 11. april 1940.
Af /Anno Glomdalsmuseet.
Licens: CC BY SA 2.0

Den 9. april 1940 afholdt Stortinget under de tyske troppers fremtrængen møde på Elverum Folkehøjskole. Stortinget gav her den norske regering den såkaldte Elverumsfuldmagt, som bemyndigede den til at handle på Stortingets vegne i varetagelsen af Norges interesser. Den 10. april afviste kong Haakon 7. og regeringen de tyske krav om et nyt ministerium under Vidkun Quisling, og dagen efter sønderbombedes bydelen øst for Glomma af tyske bombefly.

Elverumsfuldmagtens retskraft har været omdiskuteret, især under retsopgøret efter krigen. Den var ikke forfatningsmæssig nødvendig, men fik siden symbolsk betydning og blev et vigtigt politisk redskab for eksilregeringen i forhandlinger med de allierede og med den norske hjemmefront.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig