Ytterby gruva, nedlagt kvarts- og feldspatmine på Resarö i Stockholms skærgård. Minen kendes fra 1756, hvor det beskrives som et kvartsbrud; i 1780'erne omtales det som et stenbrud, hvor man hentede materialer til porcelænsfremstilling. I 1787 fandt man her en usædvanlig tung sten, som blev sendt til J. Gadolin på Åbo Universitet. Denne fandt et hidtil ukendt mineral i stenen, nu gadolinit, og dette viste sig at indeholde ikke mindre end syv nye grundstoffer. Fire af dem, yttrium, ytterbium, terbium og erbium, fik navn efter fundstedet, to andre, scandium og holmium, efter Skandinavien og Stockholm, mens det sidste var tantal. Den 165 m dybe mineskakt blev forseglet i 1933.