Tønsberg er en norsk by på vestsiden af Oslofjorden med 55.400 indbyggere (2023).

Faktaboks

Etymologi

norrønt Túnsberg, af tún, 'indhegnet sted'; berg sigter til det bjerg (Slottsfjellet) hvorunder byen blev anlagt.

Syd for byen ligger den langstrakte, lave Nøtterøy, adskilt fra fastlandet af Kanalen og Byfjorden. Byen er meget gammel, men bycentret er moderne. Centrum blev overvejende opbygget i 1800-tallet, og i løbet af 1900-tallet bredte bebyggelsen sig stærkt, dels mod nord, dels mod syd på Nøtterøy. Tønsberg er administrationsby for Vestfold fylke.

Tønsberg er en søfartsby med et erhvervsliv domineret af handel og service, men også med flere industrivirksomheder, især knyttet til havneområdet. Hertil kommer et stort olieraffinaderi på Slagentangen direkte ud til Oslofjorden.

Byen er Norges ældste og skal være grundlagt i 871; fra 970 var den kongehyldningssted. Efter 1500 gik byen økonomisk tilbage, den blev krigs- og brandhærget, og i 1671 overvejede man at nedlægge den og flytte befolkningen til Larvik. I løbet af 1800-tallet oplevede byen atter vækst, ikke mindst inden for søfarts- og hvalfangererhvervene, og i 1881 fik den jernbaneforbindelse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig