Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Varberg

Oprindelige forfattere BV og GELi Seneste forfatter Redaktionen

Varberg, turist- og handelsby ved Hallands Kattegatkyst; 27.602 indb. (2011). Byens slot med omgivende fæstning har aner tilbage til 1280'erne, da grev Jakob Nielsen af Nørrehalland byggede på klippen Wardberghet, 'vagtbjerget'. Borgen var en af de vigtigste i Norden i Kalmarunionens tid. Under Den Nordiske Syvårskrig (1563-70) erobrede svenskerne borgen og brændte i 1565 byen, der blev taget tilbage af danskerne i 1569. 1588-1618 blev middelalderborgen ombygget til et af Europas mest moderne fæstningsanlæg. Efter Kalmarkrigen (1611-13) lod Christian 4. byen flytte til fæstningens umiddelbare nærhed, og efter en brand i 1666 blev byen efter militærets ønske nyetableret med kvadratisk gadenet.

Fæstningen har siden 1830 ikke haft militær betydning, men fungerer som et kulturelt center. Den rummer byens museum, bl.a. med Bockstensmannen fra 1360'erne med hans komplette middelalderdragt, enestående i verden. I løbet af 1800-t. blev Varberg et velbesøgt og mondænt badested, hvilket bl.a. Societetshuset endnu vidner om.

Erhvervslivet er i dag stærkt knyttet til turismen. I byen ligger virksomheden Cycleurope, grundlagt 1908, der bl.a. producerer cykler af mærkerne Crescent og Monark. Fra Varberg er der færgeforbindelse til Grenaa.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Valeur, Gunner E. Lind: Varberg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178519