Kumla, by på Närkesletten 20 km syd for Örebro; 14.062 indb. (2000). Byen er vokset op efter bygningen af Örebro-Hallsberg-jernbanen i 1860'erne; byvæksten tog fart, da man gik over til at lave sko i store partier ved fabriksdrift. Endvidere findes der levnedsmiddelindustri og — som en afdeling af Ericsson AB — en virksomhed, der arbejder med bortskaffelse af miljøfarligt affald. Byen har fortsat skoindustri, men er i Sverige især kendt for sit moderne, højtsikrede statsfængsel.