Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jönköping

Oprindelig forfatter BV Seneste forfatter Redaktionen

Jönköping, Vätterstad, svensk industri- og administrationsby ved sydenden af Vättern. Der er ca. 95.000 indb. (2016) i Jönköping og Huskvarna, der stort set er vokset sammen. Jönköping har privilegier fra 1284 og var oprindelig placeret vest for den lille Munksjön, men efter en brand i 1612 flyttedes den mod øst. Det nuværende rudeformede gadenet blev især etableret i 1800-t., og der blev opført rådhus, residens for lensstyret og for en række statslige institutioner, Domänverket, Jordbanksverket og Skogsstyrelsen. Byen er administrativt centrum for svensk skovbrug, og den årlige Elmia Wood er verdens største skovmesse.

Den sydlige stambane blev ført frem til Vätterns bred i 1864, hvilket styrkede den nye bydel. Efter 1900 opførtes villa- og arbejderkvarterer mod vest og SV. Det gamle flyvepladsområde SØ for Munksjön er omdannet til industriområde, og trafikken afvikles fra lufthavnen Axamo mod vest. Hovedvejen er fra syd ført frem SØ for byen og fortsætter langs med Vätterns bred og forbi nabobyen Huskvarna. Byens metalindustri ligger til dels i Huskvarna.

Annonce

Byen var oprindelig tænkt som et værn mod danskerne, men efter Roskildefreden mistede den sin militære betydning. I 1800-t. gav det svenske tændstikeventyr, fuldførelsen af Göta kanal og jernbanen byen ny fremgang, og ikke mindst som administrationsby er den fortsat et vigtigt center.

Nær jernbanestationen findes tændstikmuseet i en bygning, hvor produktionen af sikkerhedstændstikker begyndte i 1840'erne. Produktionen, der omskabte den stagnerende lilleby og gjorde Jönköping kendt over hele verden, er nu ophørt. På en odde i Vättern ligger messecentret Elmia med mange årlige udstillinger, bl.a. af campingvogne. Her ligger også Jönköping koncerthus. Jönköpings läns museum i den østlige bydel rummer en stor samling af maleren John Bauers (1882-1918) værker. Ved en brand i 2002 blev en del af den endnu bevarede træbebyggelse i den østlige del af bycentret ødelagt. Jönköping er knudepunkt på højhastighedsbanen Göteborg-Stockholm, Götalandsbanan.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Valeur: Jönköping i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=102783