Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Eslöv

Oprindelig forfatter BV Seneste forfatter Redaktionen

Eslöv, by i Skåne 15 km nordøst for Lund; 17.748 indb. (2011). Eslöv ligger ved den geologisk betingede grænse mellem det frugtbare landbrugsområde i det sydvestlige Skåne og skov- og græslandskaberne mod nordøst. Den oprindelige bebyggelse, Västra Sallerup, blev i slutningen af 1850'erne station på den sydlige stambane og oplevede en kraftig byvækst. Byens opvækst som station kan fortsat ses i gademønsteret.

Efter en stilstandsperiode er byen i begyndelsen af 2000-t. en af Sveriges hurtigst voksende industribyer med en meget alsidig produktion, bl.a. inden for levnedsmiddelindustrien og hvad angår produktion af sikkerhedsglas og sygehusudstyr. Den store Åkerman-koncern (bl.a. gravemaskiner) indgik i Volvo-koncernen, der i slutningen af 1990'erne udflagede virksomheden til Sydkorea. Dette afstedkom et relativt alvorligt beskæftigelsesproblem, idet 600 blev arbejdsløse. Det blev medvirkende til, at pilotprojektet Berga Teknikcentrum Eslöv iværksattes. Det rummer 30 små og mellemstore virksomheder samt uddannelsesinstitutioner.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Valeur: Eslöv i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72248