Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Borås

Oprindelige forfattere BV og EiCh Seneste forfatter Redaktionen

Borås, by i Sverige 60 km øst for Göteborg; 71.700 indb. (2016), heraf ca. 5000 finsktalende. Den ældre bydels regelmæssige gadenet er placeret i en lavning øst for elven Viskan. Pga. ildebrande (1822 og 1827) er denne indre by domineret af karrébebyggelse fra industrialiseringens begyndelse. Udenfor breder 1900-t.s parcelhusområder sig op i det kuperede terræn, adskilt af delvis skovklædte højderygge (Hyberget, 319 m) og jernbanelinjer (siden 1863). Kun Caroli Kirke (ca. 1670) og nogle overflyttede bygninger fra omegnen (Ramnaparken) vidner om byens ældre historie.

Borås blev grundlagt og privilegeret 1621 med henblik på beskatning af egnens ("Sjuhäradsbygden") omfattende hjemmefremstilling af og fjernhandel med især tekstilvarer. Efter en økonomisk centralisering af denne udvikledes i 1800-t. en egentlig tekstil- og konfektionsindustri, begunstiget af lokal vandkraft og Göteborgs nærhed. Fra 3250 indb. i 1870 voksede Borås til 71.000 indb. i 1965. Siden blev byen hårdt ramt af tekstilindustriens rationalisering og flytning til lavtlønsområder; flere tusinde arbejdspladser forsvandt på få år. Vækst i andre industribrancher som maskin- og plastindustrien og i den offentlige servicesektor, herunder tilflytning af statsinstitutioner (bl.a. Sveriges Provnings- och Forskningsinstitut), var medvirkende til at afbøde det store tab af arbejdspladser. Byens erhverv består blandt andet af et stort antal postordrevirksomheder og en afdeling af Ericsson.

Statuen Knallen foran posthuset er et minde over datidens rejsende tekstilhandlere, knallar. Borås omtales også som "knallebygden".

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Valeur, Eigil Christiansen: Borås i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49935