Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Halden

Oprindelige forfattere HJBre, MBre og OAM Seneste forfatter Redaktionen

Elven Tista leverede energi til Haldens industri; nu har den direkte vandkraft mindre betydning. Tekstilfabrikken i forgrunden er lukket ligesom mange andre virksomheder i byen. Papirfabrikken i baggrunden er en af Norges største og i dag byens eneste egentlige industri.

Elven Tista leverede energi til Haldens industri; nu har den direkte vandkraft mindre betydning. Tekstilfabrikken i forgrunden er lukket ligesom mange andre virksomheder i byen. Papirfabrikken i baggrunden er en af Norges største og i dag byens eneste egentlige industri.

Halden, (no. 'skråningen'), by i det sydøstlige Norge nær den svenske grænse og ved elven Tistas udløb i Iddefjorden; 23.711 indb. (2011). Den ældste bydel ligger syd for elven ved foden af fæstningen Fredriksten, og her dominerer de gamle træhuse stadigvæk. Som center for handel og forarbejdning (træ, skotøj, tekstiler, jern og metal) havde Halden stor vækst gennem 1800-t. I 1996 er der kun én større industrivirksomhed tilbage (papirfabrik), og arbejdsløsheden er stor. Erhvervslivet domineres nu af handel og service, herunder flere undervisningsinstitutioner.

Historie

Arkæologiske fund, bl.a. gravhøjen Jellhaugen fra ca. 750 e.Kr., vidner om bosættelse i forhistorisk tid. I 1580 nævnes Halden første gang i forbindelse med savværksdrift og som udskibningshavn for trælast for købstaden Fredrikstad. Da Bohuslän i 1658 blev afstået til Sverige, kom Halden til at ligge tæt på grænsen, og efter flere træfninger med svenskerne anlagdes den permanente fæstning Fredriksten fra 1660. Byen fik i den forbindelse købstadsrettigheder i 1665 og navnet Fredrikshald efter Frederik 3.; dette navn bevaredes indtil 1928. Beliggenheden medførte, at der her fandt kampe sted under både Karl Gustav-krigene og Store Nordiske Krig samt i 1814.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Jørgen Bregnhøi, Michael Bregnsbo, Ole Aarup Mikkelsen: Halden i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88098