• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norge - geografi

Oprindelige forfattere HJBre og OAM Seneste forfatter Redaktionen

Norge udgøres af den nordvestlige del af Den Skandinaviske Halvø og de mange kystnære øer ud for denne. Til landet hører også øgruppen Svalbard med Bjørnøya mod nord og Jan Mayen NØ for Island. Norge hævder også suverænitet over de ubeboede antarktiske områder Bouvetøya, Dronning Maud Land og Peter 1.s Øy. Denne artikel omhandler kun det egentlige Norge.

Befolkning

Norge er med kun 15 indb. pr. km2 et af Europas tyndest befolkede lande, men der er store geografiske forskelle. Flest bor der i Osloregionen og ved kysterne, især omkring Bergen, Stavanger og Trondheim. Derudover er også nogle dale i indlandet ret tæt befolkede. Befolkningsvæksten var stor op gennem 1800-t., men blev fra 1860'erne reduceret pga. udvandring til USA. Nu er befolkningsvæksten lille pga. lavt fødselstal, men som i andre vesteuropæiske lande er der indvandringsoverskud.

Etnisk er befolkningen meget homogen; dog rummer de nordligste egne de etniske minoriteter samer og kvæner (finner). Hertil kommer et par pct. indvandrere, bl.a. fra Pakistan, Tyrkiet og Eksjugoslavien. Indvandringen fortsætter og sker især til Oslo-Drammen-regionen, Bergen og Stavanger; disse områder har stor befolkningsvækst, mens mange udkantsområder har haft direkte tilbagegang.

Annonce

Bebyggelse

Fra ældre tid har Norge været et land med meget få byer, og de fleste har ligget ved kysten. Landbrugsbebyggelsen lå spredt, og landsbyer var stort set et ukendt begreb. Det gjaldt både langs kysterne, hvor landbruget var kombineret med fiskeri (fiskerbonden), og i indlandsdalene. Her lå gårdene normalt et stykke oppe ad dalsiderne og havde et indmarks-udmarks-system. Indmarken, der blev opdyrket, lå rundt omkring gården, mens udmarken, der anvendtes til græsning og høslæt, lå højere oppe ad skråningen eller nede i dalen, hvor der var større risiko for frost og oversvømmelse om foråret og i forsommeren.

Svalbard.

Svalbard.

Især op gennem 1900-t. er bybefolkningen vokset meget stærkt på bekostning af landbefolkningen. Det gælder dels de gamle byer som Bergen, Trondheim, Stavanger og ikke mindst Oslo, dels en række nyere bysamfund opstået omkring mine- og industrivirksomheder eller ved trafikknudepunkter. I Danmark er mange mellemstore byer vokset op omkring en gammel landsby, men i Norge har fraværet af sådanne landsbyer betydet, at mange af de nye byer mangler en tæt bykerne og virker meget åbne med store dele af detailhandelen samlet i indkøbscentre. En del byer præges af nyere bygninger pga. 1800-t.s mange bybrande og ødelæggelser under 2. Verdenskrig.

Terræn

Norge er bjergrigt med store højdeforskelle, og to tredjedele af landet ligger over skovgrænsen. Et karakteristisk landskabselement er vidderne, forholdsvis flade fjeldområder; kendt er Hardangervidda, Dovrefjell og Finnmarksvidda. I Jotunheimen, på Vestlandet og i Nordnorge findes egentlige alpine landskaber med høje, spidse fjeldtinder, dybe dale og gletschere. Disse landskabsformer er i høj grad et resultat af gletschererosion i Kvartærtiden. Andre steder har isen slidt og afrundet lavereliggende landskaber og aflejret morænemateriale, så landskabet fremtræder med afrundede fjeldknolde og morænebakker. Som et resultat af landhævningen efter sidste istid findes flere steder langs kysten hævet havbund, ofte med frugtbare leraflejringer, fx omkring Oslo- og Trondheimsfjorden. Det meste af kysten er skærgårdskyst med talrige små og større øer. På Vestlandet er der lange, dybe fjordsystemer, som flere steder skærer sig mere end 100 km ind i landet. Også de er et resultat af gletschererosion og senere ændringer i havspejlet.

Jotunheimen.

Jotunheimen.

Landsdele. På baggrund af især fjeldkæder og vandskel inddeles Norge i fem landsdele: Østlandet, Sørlandet, Vestlandet, Trøndelag og Nordnorge. Østlandet præges især af lavlandet omkring Oslofjorden og de store dalstrøg i Gudbrandsdalen og Østerdalen. Sørlandet er karakteristisk med sin skærgårdskyst og dale, der strækker sig ind i landet; størst er Setesdalen. Vestlandet har også udpræget skærgårdskyst, men kendes især for de dybe fjorde omgivet af stejle fjeldtinder. Trøndelag byder bl.a. på et forholdsvis lavtliggende, bølget landskab, mens Nordnorge har lidt af hvert med skærgård og fjeldlandskaber i Nordland og Troms fylker og flade vidder i Finnmarka.

Klima

Set i forhold til den nordlige beliggenhed er Norges klima meget mildt, og der er overraskende små forskelle fra nord til syd, ikke mindst i de kystnære områder. Det skyldes, at vejret domineres af sydvestlige luftmasser, og at Golfstrømmens fortsættelse, den varme Nordatlantiske Strøm, strømmer op langs med hele kysten; selv Kirkenes ud til Barentshavet har en isfri havn. Helt fra Lofoten i nord til Lindesnes i syd er de gnsntl. vintertemperaturer ved kysten over 0°C, men pga. fjeldene skal man ikke langt ind i landet, før klimaet bliver kontinentalt. Oslo har −4°, Lillehammer og Røros −11° i koldeste måned. Koldest er Finnmarksvidda med under −15°C. Om sommeren er der varmest omkring Oslofjorden og køligst i højfjeldet og på Finnmarkskysten.

Nedbøren er i endnu højere grad end temperaturen afhængig af terrænforholdene. Vandrende lavtryk fra Nordatlanten giver ekstra meget nedbør, når den fugtige luft presses til vejrs af fjeldene. Det ses på de vesteksponerede skråninger: Bergen er kendt for sine 230 årlige nedbørsdage og 2250 mm årsnedbør, men lidt inde i landet er nedbøren visse steder over 4000 mm. Til gengæld ligger områderne øst for vandskellet i regnlæ; den nordlige del af Gudbrandsdalen får under 300 mm om året.

Erhverv

Landets naturgeografiske forhold har givet både muligheder og begrænsninger. Kun få pct. af landet er opdyrket, mens størstedelen er dækket af skov og højfjeldsområder. Tidligere havde sølv-, kobber- og jernmalme stor lokal betydning, men de brydeværdige malme er ved at være opbrugt, og de fleste miner er lukket. Fortsat produceres dog industriråstoffer som kalksten og olivin foruden skifre, granit, sand og grus til bygge- og anlægssektoren. Den lange kystlinje og rige fiskebestande har befordret fiskeri og skibsfart, og imponerende naturscenerier har i mange år tiltrukket turister. Det traditionelle sæterbrug, hvor bønderne udnyttede højfjeldet til sommergræsning, er stort set forsvundet. Til gengæld udnyttes de gamle sætere til sommer- og vinterturisme. Helt afgørende for Norges økonomi i 1990'erne er de store olie- og naturgasreserver på fastlandssoklen ud for Vestnorges kyst.

Landbrug. Takket være de varme havstrømme og hyppige sydvestenvinde strækker landbruget sig længere nordpå end i noget andet land, og en række afgrøder har deres nordligste udbredelse i Norge. Kun 3% af arealet er udlagt til landbrugsformål, og topografien gør, at der kun få steder er store, sammenhængende landbrugsarealer. Antallet af bedrifter har siden 1960'erne været stærkt faldende, og det gennemsnitlige tilliggende stigende, men det er fortsat de små brug, der dominerer. Fra gammel tid har de fleste bønder været deltidslandmænd, normalt i forbindelse med skovbrug eller fiskeri. Deltidslandbrug er stadig vidt udbredt, men nu oftest i kombination med byerhverv. Hovedvægten ligger på den animalske produktion, og Norge er selvforsynende med mejeriprodukter, kød og æg; derimod ikke med korn, frugt og de fleste grøntsager. Ca. 55% af forbruget af landbrugsvarer blev i midten af 1990'erne dækket af import, men selvforsyningsgraden har været stigende. Det skyldes bl.a. politiske prioriteringer; den norske regering ønsker stabile leverancer af animalske produkter og prøver samtidig at bremse affolkningen af udkantsområderne. Det sker gennem en massiv tilskudspolitik, og norsk landbrug er verdens mest subsidierede.

Som i andre lande er der sket en specialisering på de enkelte bedrifter og hertil også en øget geografisk differentiering. Kornarealerne er vokset på Østlandet og i Trøndelag, mens der på Vestlandet og i Nordnorge stort set ikke dyrkes andet end græs. I Norge som helhed er over halvdelen af landbrugsarealet udlagt til græs. Nationaløkonomisk er landbrugets betydning lille og faldende; 3,5% af de erhvervsaktive arbejder her og bidrager med 1,1% af BNP (1997).

Skovbrug. 34% af arealet er produktiv skov, langt mest nåleskov og med gran vigtigere end fyr. Gennem flere hundrede år har skovene været udnyttet, først til tømmer, tjære og trækul (bl.a. til metaludsmeltning), senere også til papirmasse og cellulose. Ca. 80% er privatejet, ofte i forbindelse med landbrug. Erhvervet, der tidligere beskæftigede en stor arbejdsstyrke både i skoven og på elvene, er nu stærkt mekaniseret; bl.a. har traktorer og lastbiler afløst heste og tømmerflådning, og kun 0,3% af de erhvervsaktive arbejder nu i skovbruget. Skovbrug er dog fortsat af betydning for mange tyndtbefolkede områder, evt. i kombination med anden virksomhed.

Den mekaniserede hugst med fældning af store arealer på én gang (renafdrift) har givet en række miljøproblemer, og flere steder er der sat grænser for, hvor store arealer der må ryddes ad gangen. Udsigten til for kraftig hugst satte allerede ca. 1900 gang i nyplantning, og alene siden 1925 er arealet med produktiv skov fordoblet. Nu fældes kun halvdelen af den årlige tilvækst, og skovarealet er voksende.

Fiskeri. Vandtemperaturer, strømforhold og mange kystnære banker ud for Norskekysten giver ideelle forhold for planktonproduktion og dermed fisk, og fiskeri har siden stenalderen været livsgrundlag for befolkningen langs kysterne. Erhvervet spiller fortsat en vigtig rolle, ikke mindst i mange små kystsamfund, som ikke ville eksistere uden fiskeriet. Også mange store kystbyer skylder fiskeriet deres opståen og vækst, for i kølvandet på fiskeriet opstod en række virksomheder, som dels leverede skibe og fangstredskaber, dels forarbejdede fisken og sørgede for videretransport. Uden det store Lofotfiskeri havde Bergen aldrig fået den position, som byen allerede fik i middelalderen.

I 1930 var der 120.000 registrerede fiskere, mens tallet hen mod år 2000 er nede på 24.000. Sammensætningen af fangsten har varieret meget gennem tiderne. Mest stabilt har torskefiskeriet været, mens fx sild og lodde i visse år optræder i enorme mængder og i andre år næsten helt forsvinder. Svingningerne skyldes fiskeriet selv, bl.a. med indførelsen af mere effektive redskaber, men er også helt naturlige. Nu reguleres fiskeriet nøje, bl.a. med internationalt fastsatte kvoter. Vægtmæssigt er lodde og andre industrifisk vigtigst sammen med arter som sild, makrel, torsk og sej, men økonomisk er torsk og sej vigtigst, da de udelukkende anvendes til konsum. Traditionelt blev fisken solgt som tørfisk eller klipfisk (tørret og saltet), men nu går der mest frossen og frisk fisk til markederne. Stigende betydning har fiskeopdræt i havbrug. Det er helt overvejende laks, som avles i indhegnede bassiner nær kysten, hvor der er god vandudskiftning. Opdrætslaks udgjorde i 1996 en tredjedel af den samlede fiskeeksport på 22,5 mia. norske kroner. Mange norske fisk sælges i Danmark, hvor de videreforarbejdes til EU-markedet. Denne trafik er helt afhængig af de forskellige toldsatser, der gælder for Norge og Danmark i EU, og den er en vigtig faktor i dansk fiskeindustri.

Traditionelt har hval- og sælfangst spillet en betydelig rolle i en række kystbyer; bl.a. var Sandefjord i mange år hjemsted for en stor hvalfangerflåde. Nu er fangsten stærkt reguleret, men dog et supplement til fiskeriet i enkelte kystbyer ved Barentshavet. Især hvalfangsten er internationalt meget kontroversiel, men bl.a. af regionalpolitiske grunde har den norske regering stået meget stejlt på Kystnorges traditionelle rettigheder til fangst.

Energi. En af de vigtigste faktorer i Norges udvikling fra en lavproduktiv økonomi, baseret på landbrug, fiskeri og skovbrug, har været adgangen til rigelig og billig energi. Det gælder først og fremmest vandkraft. Små vandmøller til maling af korn var der fra gammel tid i alle bygder og ved større gårde. Senere lagde de første industrier sig ved elvene; det gjaldt især træindustrien og tekstilindustrien. I slutningen af 1800-t. begyndte man at udnytte vandets kraft til elproduktion i generatorer, og i dag fremstilles over 99% af al elektricitet i Norge ved vandkraft, og landet har langt det største elforbrug pr. indb. i verden. Langt de fleste af de blot lidt større elve har mindst ét vandkraftanlæg, og adskillige har mange. Mange steder reguleres vandforsyningen ved opdæmning af søer. Indgrebene i forbindelse med etablering af kraftværker har givet anledning til omfattende miljødiskussioner (se Altaelva og Mardalsfossene), og adskillige områder er blevet fredet for vandkraftudbygning. I 1990'erne har stigningen i elforbruget været så stor, at Norge i flere år har haft nettoimport af el fra Danmark; på længere sigt vil vandkraft ikke alene kunne dække et stigende elforbrug.

Olie og gas. Siden 1970'erne har olie- og naturgasfelterne i den norske del af Nordsøen haft meget stor indflydelse på norsk erhvervsliv og økonomi. De norske olie- og gasreserver blev 1997 opgjort til 1% af verdens reserver, dvs. 12-14 gange så meget som de danske reserver, og sektoren bidrog med 15% af Norges BNP og en tredjedel af eksporten. Norge var samme år verdens næststørste olieeksportør (efter Saudi-Arabien). I 2001 blev det anslået, at reserverne rakte til endnu otte års produktion.

Den første olieproduktion fandt sted fra Ekofiskfeltet i 1971, og derefter gik det stærkt med nye fund og produktion fra en lang række felter: Frigg, Statfjord, Gullfaks, Oseberg og Troll. Produktionsplatformen Troll A, som udelukkende producerer gas, er verdens største, en næsten 500 m høj konstruktion, der står på 330 m dybt vand.

Forsyningsvirksomheder og olieraffinaderier findes i kystbyerne på Vestlandet med Stavanger som Norges oliehovedstad; største raffinaderi ligger i Mongstad nord for Bergen. Desuden er der lagt gasledninger til Norges vestkyst og til Skotland, Belgien, Frankrig og Tyskland.

Indtil nu er produktionen især foregået ud for den sydlige del af vestkysten, men der er fundet nye felter i Norskehavet og længere mod nord. Evt. produktion vil her foregå under barskere vejrbetingelser, og der foregår en intens diskussion om sikkerhedsforhold. Det sker bl.a. med baggrund i erfaringerne fra 1980, da boligplatformen Alexander L. Kielland i hårdt vejr kæntrede, og 123 mennesker omkom.

Industri. Norge er et moderne industriland med produktion af en lang række højteknologiske produkter. Mange har ingen tilknytning til landets egne resurser; det gælder bl.a. megen elektronik og komponenter til europæisk bilindustri. Alligevel er mange virksomheder skabt med udgangspunkt i det lokale, især med træ, malme og fisk som råvarer og lokal vandkraft som energikilde. Visse specielle virksomheder er helt afhængige af rigelig og billig elektricitet; det gælder bl.a. produktionen af kvælstofgødning og den store aluminiumsindustri, baseret på importerede råvarer. I mange havnebyer var der fra gammel tid tradition for bygning af træskibe. Flere steder udviklede virksomheden sig til store stålskibsværfter, og Norge var i mange år en af verdens store skibsbygningsnationer. Efter en voldsom tilbagegang i 1970'erne og 1980'erne har branchen i 1990'erne haft fremgang ved at satse på specialskibe, boreplatforme og andet udstyr til olieproduktionen.

Visse steder findes en koncentration af virksomheder inden for samme branche. På Oslofjordens vestside er der således megen elektronikindustri, og på østsiden ned mod svenskegrænsen er der tradition for træindustri. I omegnen af Porsgrunn på Skagerrakkysten er der kemisk industri, mens Bergen- og Stavangerområdet har fiskeindustri og skibsværfter foruden forsyningsvirksomheder til olie- og gasproduktionen. Møbelindustri ligger især i Sunnmøre, en vigtig del af træindustrien i Trøndelag, mens aluminium fremstilles forskellige steder tæt ved store vandkraftværker, bl.a. ved Mosjøen i Nordnorge. For industrien generelt gælder det, at en stor del af produktionen eksporteres.

Skibsfart. Norge er en af verdens største skibsfartsnationer; i 1997 sejlede 4% af verdens handelsflåde under norsk flag. Sejlads har af naturlige årsager altid været vigtig i Norge, men i international målestok er det gået op og ned gennem tiderne. Fx var det nedgangstid i slutningen af 1800-t., da sejlskibenes æra afløstes af dampskibenes dominans, og igen under 1970'ernes oliekriser, som ramte den store norske tankskibsflåde. Nu er norske rederier stærkt specialiserede og har store markedsandele inden for især transport af gas (LNG-carriers), kemikalier og olie. Hertil kommer krydstogtskibe og offshoreserviceskibe. 90% af flåden anløber aldrig norske havne, og skibsfart er et betydeligt plus på betalingsbalancen. Hertil kommer en mængde følgeaktiviteter på land: produktion af maritimt udstyr, forskning, skibsmæglere og bank- og forsikringsvirksomhed. Oslo Børs er verdens største på skibsfartsområdet.

Infrastruktur og turisme

Norge. Hurtigruten markedsføres som verdens smukkeste sørejse. Tre samarbejdende rederier trafikerer året rundt den 2500 sømil lange Bergen-Kirkenes-rute, som for flere afsidesliggende småbyer stadig er en vigtig kontakt til omverdenen. Til turisterne tilbydes bl.a. den 11 døgn lange tur-retur-rejse; den koster mellem 6000 og 26.000 nkr. (1999) afhængigt af indkvartering og årstid.

Norge. Hurtigruten markedsføres som verdens smukkeste sørejse. Tre samarbejdende rederier trafikerer året rundt den 2500 sømil lange Bergen-Kirkenes-rute, som for flere afsidesliggende småbyer stadig er en vigtig kontakt til omverdenen. Til turisterne tilbydes bl.a. den 11 døgn lange tur-retur-rejse; den koster mellem 6000 og 26.000 nkr. (1999) afhængigt af indkvartering og årstid.

Bosætningen har altid været koncentreret til kysten, og skibsfart er stadigvæk af betydning for gods- og persontrafik, især til de mindre kystbyer. Hurtigruten afgår fortsat hver dag fra Bergen til Kirkenes, talrige færger og lokale rutebåde forbinder bygderne i Kystnorge, og flyvebåde betjener fjordene.

Jernbanenettet blev stærkt udbygget fra slutningen af 1800-t., hvilket fik stor betydning for især vintertrafikkens stabilitet. Også vejene blev udbygget i perioden, men især efter 2. Verdenskrig er det gået stærkt. Dels er der bygget nye veje, og mange er blevet asfalteret, men der er også bygget et stort antal broer og tunneler, som har erstattet færger og givet mange udkantsområder helt nye muligheder. Det er især Vestlandet og Nordnorge, der har fået de nye anlæg; mange steder er der tale om meget store ingeniørarbejder, bl.a. flere vejtunneler under havet. Den nye Gudvangstunnel øst for Bergen på vejen til Oslo er over 11 km lang. Nettet af flyruter er meget fintmasket, og rejser til og fra hovedstaden, der tidligere tog flere dage, klares nu på få timer.

De store investeringer i infrastrukturen har bl.a. haft betydning for væksten i turisme. Turisterhvervet har en lang historie i Norge. Allerede i midten af 1800-t. tog velhavende briter på fisketur og klatrede i fjelde i Norge, og krydstogtskibe besøgte Vestlandets fjorde. Samtidig blev der især i Gudbrandsdalen bygget en række sanatorier. Især efter 2. Verdenskrig har der været en voldsom vækst i byggeriet af hytter og hoteller på højfjeldet, som nu både sommer og vinter tiltrækker hundredtusindvis af turister, og interessen for vintersport er nærmest eksploderet, bl.a. med bygning af en lang række alpinanlæg. Hertil kommer lystfiskere, fjeldvandrere og besøgende til Oslos og Østlandets kulturtilbud foruden de mere end 100.000, der hvert år besøger Lofoten og Nordkapp.

Lofoten. Det lille fiskerleje Reine.

Lofoten. Det lille fiskerleje Reine.

Mange steder opstår der konflikter mellem miljøinteresser og erhvervsmæssig udbygning. Fx har vandkraftanlæg tørlagt en række vandfald og ændret højfjeldslandskaber med opdæmninger og højspændingsledninger, og skovbruget har erstattet gamle urskove med stor biologisk diversitet med ensartede nåleskovsplantager. For at bevare den oprindelige natur har man oprettet en lang række nationalparker og naturreservater; 4% af Norges areal er nu nationalparker. Den første var Rondane Nasjonalpark i 1962, og siden er bl.a. Jotunheimen, Hardangervidda, Dovrefjell og Femundsmarka kommet til. Forrest i dette arbejde går Den Norske Turistforening.

Læs mere om Norge.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Jørgen Bregnhøi, Ole Aarup Mikkelsen: Norge - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 29. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=505725