Skjåk
Skjåk er en bygd inderst i det sydlige Norges dale. Dalbunden ligger her på 400 m.o.h. Der drives et aktivt landbrug med vægt på kvæg- og svinehold.

Norge udgøres af den nordvestlige del af Den Skandinaviske Halvø og de mange kystnære øer ud for denne. Til landet hører også øgruppen Svalbard med Bjørnøya mod nord og Jan Mayen NØ for Island. Norge hævder også suverænitet over de ubeboede antarktiske områder Bouvetøya, Dronning Maud Land og Peter 1.s Øy. Denne artikel omhandler kun det egentlige Norge.

Befolkning

Lofoten
Kontrastrigt landskab i Lofoten i Nordnorge.

Norge er med kun 15 indbyggere pr. km2 et af Europas tyndest befolkede lande, men der er store geografiske forskelle. Flest bor der i Osloregionen og ved kysterne, især omkring Bergen, Stavanger og Trondheim. Derudover er også nogle dale i indlandet ret tæt befolkede. Befolkningsvæksten var stor op gennem 1800-tallet, men blev fra 1860'erne reduceret pga. udvandring til USA. Nu er befolkningsvæksten lille pga. lavt fødselstal, men som i andre vesteuropæiske lande er der indvandringsoverskud.

Etnisk er befolkningen meget homogen; dog rummer de nordligste egne de etniske minoriteter samer og kvæner (finner). Hertil kommer indvandrere, bl.a. fra Pakistan, Afghanistan, Somalia og Eksjugoslavien. Indvandringen fortsætter og sker især til Oslo-Drammen-regionen, Bergen og Stavanger; disse områder har stor befolkningsvækst, mens mange udkantsområder har haft direkte tilbagegang.

Bebyggelse

Fra ældre tid har Norge været et land med meget få byer, og de fleste har ligget ved kysten. Landbrugsbebyggelsen lå spredt, og landsbyer var stort set et ukendt begreb. Det gjaldt både langs kysterne, hvor landbruget var kombineret med fiskeri (fiskerbonden), og i indlandsdalene. Her lå gårdene normalt et stykke oppe ad dalsiderne og havde et indmarks-udmarks-system. Indmarken, der blev opdyrket, lå rundt omkring gården, mens udmarken, der anvendtes til græsning og høslæt, lå højere oppe ad skråningen eller nede i dalen, hvor der var større risiko for frost og oversvømmelse om foråret og i forsommeren.

Især op gennem 1900-tallet er bybefolkningen vokset meget stærkt på bekostning af landbefolkningen. Det gælder dels de gamle byer som Bergen, Trondheim, Stavanger og ikke mindst Oslo, dels en række nyere bysamfund opstået omkring mine- og industrivirksomheder eller ved trafikknudepunkter. I Danmark er mange mellemstore byer vokset op omkring en gammel landsby, men i Norge har fraværet af sådanne landsbyer betydet, at mange af de nye byer mangler en tæt bykerne og virker meget åbne med store dele af detailhandelen samlet i indkøbscentre. En del byer præges af nyere bygninger pga. 1800-tallets mange bybrande og ødelæggelser under 2. Verdenskrig.

Terræn

Undredal
Vestnorsk fjordlandskab. Undredal i Sogn og Fjordane.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Norge er bjergrigt med store højdeforskelle, og to tredjedele af landet ligger over skovgrænsen. Et karakteristisk landskabselement er vidderne, forholdsvis flade fjeldområder; kendt er Hardangervidda, Dovrefjell og Finnmarksvidda. I Jotunheimen, på Vestlandet og i Nordnorge findes egentlige alpine landskaber med høje, spidse fjeldtinder, dybe dale og gletsjere. Disse landskabsformer er i høj grad et resultat af gletsjererosion i Kvartærtiden. Andre steder har isen slidt og afrundet lavereliggende landskaber og aflejret morænemateriale, så landskabet fremtræder med afrundede fjeldknolde og morænebakker. Som et resultat af landhævningen efter sidste istid findes flere steder langs kysten hævet havbund, ofte med frugtbare leraflejringer, fx omkring Oslo- og Trondheimsfjorden. Det meste af kysten er skærgårdskyst med talrige små og større øer. På Vestlandet er der lange, dybe fjordsystemer, som flere steder skærer sig mere end 100 km ind i landet. Også de er et resultat af gletsjererosion og senere ændringer i havspejlet.

Landsdele. På baggrund af især fjeldkæder og vandskel inddeles Norge i fem landsdele: Østlandet, Sørlandet, Vestlandet, Trøndelag og Nordnorge. Østlandet præges især af lavlandet omkring Oslofjorden og de store dalstrøg i Gudbrandsdalen og Østerdalen. Sørlandet er karakteristisk med sin skærgårdskyst og dale, der strækker sig ind i landet; størst er Setesdalen. Vestlandet har også udpræget skærgårdskyst, men kendes især for de dybe fjorde omgivet af stejle fjeldtinder. Trøndelag byder bl.a. på et forholdsvis lavtliggende, bølget landskab, mens Nordnorge har lidt af hvert med skærgård og fjeldlandskaber i Nordland og Troms og flade vidder i Finnmark.

Klima

Røros
Bergstaden Røros har landets mest kontinentale klima. Byen har kulderekord for Sydnorge med -50,6°C.
Af /Riksantikvaren.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Set i forhold til den nordlige beliggenhed er Norges klima meget mildt, og der er overraskende små forskelle fra nord til syd, ikke mindst i de kystnære områder. Det skyldes, at vejret domineres af sydvestlige luftmasser, og at Golfstrømmens fortsættelse, den varme Nordatlantiske Strøm, strømmer op langs med hele kysten; selv Kirkenes ud til Barentshavet har en isfri havn. Helt fra Lofoten i nord til Lindesnes i syd er de gennemsnitlige vintertemperaturer ved kysten over 0°C, men pga. fjeldene skal man ikke langt ind i landet, før klimaet bliver kontinentalt. Oslo har −4°, Lillehammer og Røros −11° i koldeste måned. Koldest er Finnmarksvidda med under −15°C. Om sommeren er der varmest omkring Oslofjorden og køligst i højfjeldet og på Finnmarkskysten.

Nedbøren er i endnu højere grad end temperaturen afhængig af terrænforholdene. Vandrende lavtryk fra Nordatlanten giver ekstra meget nedbør, når den fugtige luft presses til vejrs af fjeldene. Det ses på de vesteksponerede skråninger: Bergen er kendt for sine 230 årlige nedbørsdage og 2250 mm årsnedbør, men lidt inde i landet er nedbøren visse steder over 4000 mm. Til gengæld ligger områderne øst for vandskellet i regnlæ; den nordlige del af Gudbrandsdalen får under 300 mm om året.

Erhverv

Landets naturgeografiske forhold har givet både muligheder og begrænsninger. Kun tre pct. af landet er opdyrket, mens størstedelen er dækket af skov og højfjeldsområder. Tidligere havde sølv-, kobber- og jernmalme stor lokal betydning, men de brydeværdige malme er ved at være opbrugt, og de fleste miner er lukket. Fortsat produceres dog industriråstoffer som kalksten og olivin foruden skifre, granit, sand og grus til bygge- og anlægssektoren. Den lange kystlinje og rige fiskebestande har befordret fiskeri og skibsfart, og imponerende naturscenerier har i mange år tiltrukket turister. Det traditionelle sæterbrug, hvor bønderne udnyttede højfjeldet til sommergræsning, er stort set forsvundet. Til gengæld udnyttes de gamle sætere til sommer- og vinterturisme. Helt afgørende for Norges økonomi fra 1990'erne er de store olie- og naturgasreserver på fastlandssoklen ud for Vestnorges kyst.

Landbrug

Vågå
Kun 3 % af Norges landoverflade er opdyrket. I dalene ligger gårdene et stykke op ad dalsiden, hvor lokalklimaet er bedst. Ejendommene ligger i smalle striber helt op til fjeldet, fordi udmarksressourcerne ofte har haft stor betydning.
Af /Riksantikvaren.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Takket være de varme havstrømme og hyppige sydvestenvinde strækker landbruget sig længere nordpå end i noget andet land, og en række afgrøder har deres nordligste udbredelse i Norge. Kun 3% af arealet er udlagt til landbrugsformål, og topografien gør, at der kun få steder er store, sammenhængende landbrugsarealer. Antallet af bedrifter har siden 1960'erne været stærkt faldende, og det gennemsnitlige tilliggende stigende, men det er fortsat de små brug, der dominerer. Fra gammel tid har de fleste bønder været deltidslandmænd, normalt i forbindelse med skovbrug eller fiskeri. Deltidslandbrug er stadig vidt udbredt, men nu oftest i kombination med byerhverv. Hovedvægten ligger på den animalske produktion, og Norge er selvforsynende med mejeriprodukter, kød og æg; derimod ikke med korn, frugt og de fleste grøntsager. Ca. 60% af forbruget af landbrugsvarer dækkes af import. Det er en politisk prioritering at sørge for stabile leverancer af animalske produkter og samtidig at bremse affolkningen af udkantsområderne. Det sker gennem en massiv tilskudspolitik, og norsk landbrug er et af verdens mest subsidierede.

Som i andre lande er der sket en specialisering på de enkelte bedrifter og hertil også en øget geografisk differentiering. Kornarealerne er vokset på Østlandet og i Trøndelag, mens der på Vestlandet og i Nordnorge stort set ikke dyrkes andet end græs, dog betydelig frugtavl på Vestlandet. I Norge som helhed er over halvdelen af landbrugsarealet udlagt til græs. Nationaløkonomisk er landbrugets betydning lille og faldende; 3,5% af de erhvervsaktive arbejder her og bidrager med 1,1% af BNP (1997).

Skovbrug

Hugstmaskine
Skovdriften foregår med hugstmaskiner, ofte i meget krævende terræn.
Hugstflade
Renafdrifter er stadigvæk den normale driftsmåde.

34% af arealet er produktiv skov, langt mest nåleskov og med gran vigtigere end fyr. Gennem flere hundrede år har skovene været udnyttet, først til tømmer, tjære og trækul (bl.a. til metaludsmeltning), senere også til papirmasse og cellulose. Ca. 80% er privatejet, ofte i forbindelse med landbrug. Erhvervet, der tidligere beskæftigede en stor arbejdsstyrke både i skoven og på elvene, er nu stærkt mekaniseret; bl.a. har skovmaskiner og lastbiler afløst heste og tømmerflådning, og kun 0,3% af de erhvervsaktive arbejder nu i skovbruget. Skovbrug er dog fortsat af betydning for mange tyndtbefolkede områder, evt. i kombination med anden virksomhed.

Den mekaniserede hugst med fældning af store arealer på én gang (renafdrift) har givet en række miljøproblemer, og flere steder er der sat grænser for, hvor store arealer der må ryddes ad gangen. Udsigten til for kraftig hugst satte allerede ca. 1900 gang i nyplantning, og alene siden 1925 er arealet med produktiv skov fordoblet. Nu fældes kun halvdelen af den årlige tilvækst, og skovarealet er voksende.

Fiskeri

Tørfisk
Den saltede og tørrede lofottorsk (tørfisk) har gennem århundreder været en norsk eksportvare.
Af /Riksantikvaren.
Licens: CC BY NC ND 4.0
Henningsvær
Det sæsonbestemte fiskeri i februar-april efter den gydemodne torsk (skreien) i Lofoten tiltrækker fiskere fra den ganske kyst.

Vandtemperaturer, strømforhold og mange kystnære banker ud for Norskekysten giver ideelle forhold for planktonproduktion og dermed fisk, og fiskeri har siden stenalderen været livsgrundlag for befolkningen langs kysterne. Erhvervet spiller fortsat en vigtig rolle, ikke mindst i mange små kystsamfund, som ikke ville eksistere uden fiskeriet. Også mange store kystbyer skylder fiskeriet deres opståen og vækst, for i kølvandet på fiskeriet opstod en række virksomheder, som dels leverede skibe og fangstredskaber, dels forarbejdede fisken og sørgede for videretransport. Uden det store Lofotfiskeri havde Bergen aldrig fået den position, som byen allerede fik i middelalderen.

I 1930 var der 120.000 registrerede fiskere, mens tallet hen mod år 2000 er nede på 24.000. Sammensætningen af fangsten har varieret meget gennem tiderne. Mest stabilt har torskefiskeriet været, mens fx sild og lodde i visse år optræder i enorme mængder og i andre år næsten helt forsvinder. Svingningerne skyldes fiskeriet selv, bl.a. med indførelsen af mere effektive redskaber, men er også helt naturlige. Nu reguleres fiskeriet nøje, bl.a. med internationalt fastsatte kvoter. Vægtmæssigt er lodde og andre industrifisk vigtigst sammen med arter som sild, makrel, torsk og sej, men økonomisk er torsk og sej vigtigst, da de udelukkende anvendes til konsum. Traditionelt blev fisken solgt som tørfisk eller klipfisk (tørret og saltet), men nu går der mest frossen og frisk fisk til markederne. Stigende betydning har fiskeopdræt i havbrug. Det er helt overvejende laks, som avles i indhegnede bassiner nær kysten, hvor der er god vandudskiftning. Opdrætslaks udgjorde i 1996 en tredjedel af den samlede fiskeeksport på 22,5 mia. norske kroner. Mange norske fisk sælges i Danmark, hvor de videreforarbejdes til EU-markedet. Denne trafik er helt afhængig af de forskellige toldsatser, der gælder for Norge og Danmark i EU, og den er en vigtig faktor i dansk fiskeindustri.

Traditionelt har hval- og sælfangst spillet en betydelig rolle i en række kystbyer; bl.a. var Sandefjord i mange år hjemsted for en stor hvalfangerflåde. Nu er fangsten stærkt reguleret, men dog et supplement til fiskeriet i enkelte kystbyer ved Barentshavet. Især hvalfangsten er internationalt meget kontroversiel, men bl.a. af regionalpolitiske grunde har den norske regering stået meget stejlt på Kystnorges traditionelle rettigheder til fangst.

Energi

Sysendammen
Norge har i sine opdæmmede fjeldvande et veritabelt energilager. Magasinerne fyldes i det våde efterår og tømmes om vinteren. Sysendammen i Hardanger har en magasinkapacitet på 427 millioner m³.
Hitra vindpark
Vindmøllepark på øen Hitra i Trøndelag.

En af de vigtigste faktorer i Norges udvikling fra en lavproduktiv økonomi, baseret på landbrug, fiskeri og skovbrug, har været adgangen til rigelig og billig energi. Det gælder først og fremmest vandkraft. Små vandmøller til maling af korn var der fra gammel tid i alle bygder og ved større gårde. Senere lagde de første industrier sig ved elvene; det gjaldt især træindustrien og tekstilindustrien. I slutningen af 1800-tallet begyndte man at udnytte vandets kraft til elproduktion i generatorer, og i dag (2018) fremstilles over 95% af al elektricitet i Norge ved vandkraft, og landet har langt det største elforbrug pr. indbygger i verden. Langt de fleste af de blot lidt større elve har mindst ét vandkraftanlæg, og adskillige har mange. Mange steder reguleres vandforsyningen ved opdæmning af søer. Indgrebene i forbindelse med etablering af kraftværker har givet anledning til omfattende miljødiskussioner (se Altaelva og Mardalsfossene), og adskillige områder er blevet fredet for vandkraftudbygning.

På længere sigt vil vandkraft ikke alene kunne dække et stigende elforbrug, derfor er der i senere år anlagt en række vindmølleparker både langs kysten og i indlandet. De norske vindmølleparker ligger uden undtagelse i ubebyggede områder og har mange steder ført til stærke konflikter med naturbeskyttelsesinteresser og lokale aktionsgrupper.

Olie og gas

Siden 1970'erne har olie- og naturgasfelterne i den norske del af Nordsøen haft meget stor indflydelse på norsk erhvervsliv og økonomi. De norske olie- og gasreserver blev 1997 opgjort til 1% af verdens reserver, dvs. 12-14 gange så meget som de danske reserver, og sektoren bidrog med 15% af Norges BNP og en tredjedel af eksporten. Norge var samme år verdens næststørste olieeksportør (efter Saudi-Arabien). I 2001 blev det anslået, at reserverne rakte til endnu otte års produktion.

Den første olieproduktion fandt sted fra Ekofiskfeltet i 1971, og derefter gik det stærkt med nye fund og produktion fra en lang række felter: Frigg, Statfjord, Gullfaks, Oseberg og Troll. Produktionsplatformen Troll A, som udelukkende producerer gas, er verdens største, en næsten 500 m høj konstruktion, der står på 330 m dybt vand.

Forsyningsvirksomheder og olieraffinaderier findes i kystbyerne på Vestlandet med Stavanger som Norges oliehovedstad; største raffinaderi ligger i Mongstad nord for Bergen. Desuden er der lagt gasledninger til Norges vestkyst og til Skotland, Belgien, Frankrig og Tyskland.

Indtil nu er produktionen især foregået ud for den sydlige del af vestkysten, men der er fundet nye felter i Norskehavet og længere mod nord. Produktionen foregår her under barskere vejrbetingelser, og der pågår en intens diskussion om sikkerhedsforhold. Det sker bl.a. med baggrund i erfaringerne fra 1980, da boligplatformen Alexander L. Kielland i hårdt vejr kæntrede, og 123 mennesker omkom.

Industri

Hydro Husnes
Norge er Vesteuropas største producent af primæraluminium. Rimelig vandkraft og høj grad af automatisering gør produktionen lønsom.

Norge er et moderne industriland med produktion af en lang række højteknologiske produkter. Mange har ingen tilknytning til landets egne resurser; det gælder bl.a. megen elektronik og komponenter til europæisk bilindustri. Alligevel er mange virksomheder skabt med udgangspunkt i det lokale, især med træ, malme og fisk som råvarer og lokal vandkraft som energikilde. Visse specielle virksomheder er helt afhængige af rigelig og billig elektricitet; det gælder bl.a. produktionen af kvælstofgødning og den store aluminiumsindustri, baseret på importerede råvarer. I mange havnebyer var der fra gammel tid tradition for bygning af træskibe. Flere steder udviklede virksomheden sig til store stålskibsværfter, og Norge var i mange år en af verdens store skibsbygningsnationer. Efter en voldsom tilbagegang i 1970'erne og 1980'erne har branchen i 1990'erne haft fremgang ved at satse på specialskibe, boreplatforme og andet udstyr til olieproduktionen.

Visse steder findes en koncentration af virksomheder inden for samme branche. På Oslofjordens vestside er der således megen elektronikindustri, og på østsiden ned mod svenskegrænsen er der tradition for træindustri. I omegnen af Porsgrunn på Skagerrakkysten er der kemisk industri, mens Bergen- og Stavangerområdet har fiskeindustri og skibsværfter foruden forsyningsvirksomheder til olie- og gasproduktionen. Møbelindustri ligger især i Sunnmøre, en vigtig del af træindustrien i Trøndelag, mens aluminium fremstilles forskellige steder tæt ved store vandkraftværker, bl.a. ved Mosjøen i Nordnorge. For industrien generelt gælder det, at en stor del af produktionen eksporteres.

Skibsfart

Wilhelmsen
Norge er en betydelig skibsfartsnation. Det svensk-norske rederi Wallenius Wilhelmsen er verdens største på fragt af biler og rullende gods.

Norge er en af verdens største skibsfartsnationer. I 2019 sejlede 1% af verdens handelsflåde under norsk flag, men mange norske rederier har af beskatningsmæssige grunde deres skibe registrerede i oversøiske registreringslande. Sejlads har af naturlige årsager altid været vigtig i Norge, men i international målestok er det gået op og ned gennem tiderne. Fx var det nedgangstid i slutningen af 1800-tallet, da sejlskibenes æra afløstes af dampskibenes dominans, og igen under 1970'ernes oliekriser, som ramte den store norske tankskibsflåde.

Nu er norske rederier stærkt specialiserede og har store markedsandele inden for især transport af gas (LNG-carriers), kemikalier og olie. Hertil kommer roll-on-roll-off-skibe, krydstogtskibe og offshoreserviceskibe. 90% af flåden anløber aldrig norske havne, og skibsfart er et betydeligt plus på betalingsbalancen. Hertil kommer en mængde følgeaktiviteter på land: produktion af maritimt udstyr, forskning, skibsmæglere og bank- og forsikringsvirksomhed. Oslo Børs er verdens største på skibsfartsområdet.

Infrastruktur og turisme

Tollådalen
Norge har meget at byde på for fjeldvandrere. Billedet er fra Nordland Fylke.
Af /Statskog.
Licens: CC BY NC 2.0
Henningsvær
I store dele af landet har bebyggelsen traditionelt været vendt mod havet. Det har været et krævende arbejde at føre gode veje frem til store og små byer langs kysten. Henningsvær i Lofoten.
Af .
Licens: CC BY 4.0

Bosætningen har altid været koncentreret til kysten, og skibsfart er stadigvæk af betydning for gods- og persontrafik, især til de mindre kystbyer. Hurtigruten afgår fortsat hver dag fra Bergen til Kirkenes, talrige færger og hurtigbåde betjener fjordene.

Jernbanenettet blev stærkt udbygget fra slutningen af 1800-tallet, hvilket fik stor betydning for især vintertrafikkens stabilitet; se artiklen om Norges jernbaner.

Også vejene blev udbygget i perioden, men især efter 2. Verdenskrig er det gået stærkt. Dels er der bygget nye veje, men der er også bygget et stort antal broer og tunneler, som har erstattet færger og givet mange udkantsområder helt nye muligheder. Det er især Vestlandet og Nordnorge, der har fået de nye anlæg; mange steder er der tale om meget store ingeniørarbejder, bl.a. flere vejtunneler under havet. Den nye Gudvangatunnelen øst for Bergen på vejen til Oslo er over 11 km lang, og Lærdalstunnelen er 24,5 km, og dermed verdens længste vejtunnel. Nettet af flyruter er meget fintmasket, og rejser til og fra hovedstaden, der tidligere tog flere dage, klares nu på få timer.

De store investeringer i infrastrukturen har bl.a. haft betydning for væksten i turisme. Turisterhvervet har en lang historie i Norge. Allerede i midten af 1800-tallet tog velhavende briter på fisketur og klatrede i fjelde i Norge, og krydstogtskibe besøgte Vestlandets fjorde. Samtidig blev der især i Gudbrandsdalen bygget en række sanatorier. Især efter 2. Verdenskrig har der været en voldsom vækst i byggeriet af hytter og hoteller på højfjeldet, som nu både sommer og vinter tiltrækker hundredtusindvis af turister, og interessen for vintersport er nærmest eksploderet, bl.a. med bygning af en lang række alpinanlæg. Hertil kommer lystfiskere, fjeldvandrere og besøgende til Oslos og Østlandets kulturtilbud foruden de mere end 100.000, der hvert år besøger Lofoten og Nordkapp.

Mange steder opstår der konflikter mellem miljøinteresser og erhvervsmæssig udbygning. Fx har vandkraftanlæg tørlagt en række vandfald og ændret højfjeldslandskaber med opdæmninger og højspændingsledninger, og skovbruget har erstattet gamle urskove med stor biologisk diversitet med ensartede nåleskovsplantager. For at bevare den oprindelige natur har man oprettet en lang række nationalparker og naturreservater; 4% af Norges areal er nu nationalparker. Den første var Rondane Nasjonalpark i 1962, og siden er bl.a. Jotunheimen, Hardangervidda, Dovrefjell og Femundsmarka kommet til. Forrest i dette arbejde går Den Norske Turistforening.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig