Efter EF-striden blev Venstre splittet og mistede politisk betydning. Arbeiderpartiet tabte stemmer til SF, som i 1975 dannede et nyt parti, Sosialistisk Venstreparti, SV. Ved valget i 1973 blev Anders Langes parti, fra 1977 Fremskrittspartiet, repræsenteret i Stortinget for første gang. Fra 1973 dannede Arbeiderpartiet igen regeringer under ledelse af Trygve Bratteli, Odvar Nordli og Gro Harlem Brundtland, der blev Norges første kvindelige statsminister. I 1981 overtog Høyre regeringsmagten med Kåre Willoch som statsminister; regeringsgrundlaget udvidedes i 1983 med deltagelse af Kristelig Folkeparti og Senterpartiet. Willochs regering iværksatte et omfattende liberaliseringsprogram, men måtte træde tilbage i 1986 pga. uenighed om den økonomiske politik, der bl.a. omfattede øgede skatter og afgifter. En ny Arbeiderpartiregering under Gro Harlem Brundtland påbegyndte en stram økonomisk politik, hvor man via tilbageholdenhed på de offentlige udgifter søgte at modvirke inflationen og undgå fald i kronekursen. Efter valget i 1989 dannede Høyre, Kristelig Folkeparti og Senterpartiet regering under ledelse af Jan P. Syse. Den måtte imidlertid gå af efter et år pga. uenighed om Norges forhold til EF, og Arbeiderpartiet dannede atter en mindretalsregering. Thorbjørn Jagland efterfulgte i 1996 Gro Harlem Brundtland som statsminister, men trådte tilbage efter valget i 1997, hvorefter Kristelig Folkeparti, Senterpartiet og Venstre dannede regering under ledelse af Kjell Magne Bondevik.
Denne regering havde kun støtte fra 42 ud af Stortingets 165 mandater, men blev alligevel siddende i over tre år, især takket være Bondeviks samarbejdsevner. Arbeiderpartiet kom atter i regering 2000-01, men mistede magten ved valget 2001, som blev partiets dårligste siden 1924. Efter valget dannedes en centrum-højreregering, igen med Bondevik som statsminister, men med et flertal af Høyre-ministre. Dette blev en belastning både for Kristelig Folkeparti og Høyre, som begge i 2005 opnåede de dårligste valgresultater nogensinde. I stedet etableredes en rød-grøn flertalsregering bestående af Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet under Jens Stoltenbergs ledelse. Regeringsdannelsen var i flere henseender historisk: for første gang deltog Arbeiderpartiet i regering sammen med andre partier, SV kom i regeringen for første gang, og Senterpartiet brød med sine gamle alliancepartnere på den politiske midte og blev en del af det rød-grønne alternativ. Efter valget 2005 fik Norge således for første gang siden 1985 en flertalsregering. Efter stortingsvalget i 2009 gik Venstre betydeligt tilbage, og Høyre væsenligt frem. Stoltenberg fortsatte som regeringsleder for en rød-grøn koalitionsregering. Efter 2000 har Høyre været det toneangivende parti på den borgerlige fløj.
Ved valget i 2013 gik den rød-grønne blok betydeligt tilbage, og Jens Stoltenberg fratrådte som statsminister. En ny regering blev dannet af Høyre og Fremskrittspartiet, der for første gang indtrådte i en regering. Ny statsminister blev Erna Solberg, der udpegede en regering bestående af lige mange kvinder og mænd.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.