Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norge - historie (perioden efter 1972)

Oprindelig forfatter KAT Seneste forfatter Redaktionen

Efter EF-striden blev Venstre splittet og mistede politisk betydning. Arbeiderpartiet tabte stemmer til SF, som i 1975 dannede et nyt parti, Sosialistisk Venstreparti, SV. Ved valget i 1973 blev Anders Langes parti, fra 1977 Fremskrittspartiet, repræsenteret i Stortinget for første gang. Fra 1973 dannede Arbeiderpartiet igen regeringer under ledelse af Trygve Bratteli, Odvar Nordli og Gro Harlem Brundtland, der blev Norges første kvindelige statsminister. I 1981 overtog Høyre regeringsmagten med Kåre Willoch som statsminister; regeringsgrundlaget udvidedes i 1983 med deltagelse af Kristelig Folkeparti og Senterpartiet. Willochs regering iværksatte et omfattende liberaliseringsprogram, men måtte træde tilbage i 1986 pga. uenighed om den økonomiske politik, der bl.a. omfattede øgede skatter og afgifter. En ny Arbeiderpartiregering under Gro Harlem Brundtland påbegyndte en stram økonomisk politik, hvor man via tilbageholdenhed på de offentlige udgifter søgte at modvirke inflationen og undgå fald i kronekursen. Efter valget i 1989 dannede Høyre, Kristelig Folkeparti og Senterpartiet regering under ledelse af Jan P. Syse. Den måtte imidlertid gå af efter et år pga. uenighed om Norges forhold til EF, og Arbeiderpartiet dannede atter en mindretalsregering. Thorbjørn Jagland efterfulgte i 1996 Gro Harlem Brundtland som statsminister, men trådte tilbage efter valget i 1997, hvorefter Kristelig Folkeparti, Senterpartiet og Venstre dannede regering under ledelse af Kjell Magne Bondevik.

Regenter
ca. 885-ca. 931Harald 1. Hårfager
ca. 931-ca. 935Erik 1. Blodøkse
ca. 935-ca. 960Håkon 1. Adalsteinsfostre
ca. 960-ca. 970Harald 2. Gråfeld
ca. 970-995Håkon Jarl Sigurdsson (dansk styre)
995-1000Olav 1. Tryggvason
1000-15Erik og Sven Jarl Håkonsson (dansk styre)
1015-28Olav 2. Haraldsson, Olav den Hellige
1028-30Knud (2.) den Store
1030-35Svend Alfivasen
1035-47Magnus 1. den Gode
1045-66Harald 3. Hårderåde
1066-69Magnus 2. Haraldsson
1066-93Olav 3. Kyrre
1093-95Håkon Magnusson Thoresfostre
1093-1103Magnus 3. Barfod
1103-15Olav Magnusson
1103-23Øystein 1. Magnusson
1103-30Sigurd 1. Jorsalfar
1130-35Magnus 4. den Blinde
1130-36Harald 4. Gille
1136-61Inge 1. Haraldsson Krokryg
1136-55Sigurd 2. Munn
1142-57Øystein 2. Haraldsson
1157-62Håkon 2. Hærdebred
1161-84Magnus 5. Erlingsson
1177-1202Sverre Sigurdsson
1202-04Håkon 3. Sverresson
1204-17Inge 2. Bårdsson
1217-63Håkon 4. Håkonsson
1263-80Magnus 6. Lagabøter
1280-99Erik 2. Magnusson Præstehader
1299-1319Håkon 5. Magnusson
1319-55Magnus Eriksson Smek
1355-80Håkon 6. Magnusson
1380-87Olav 4. (Oluf 2.) Håkonsson
1388-1412Margrete (1.)
1389-1442Erik (7.) af Pommern
1442-48Christoffer (3.) af Bayern
1449-50Karl 1. (8.) Knutsson
1450-81Christian 1.
1481-83interregnum
1483-1513Hans
1513-23Christian 2.
1524-33Frederik 1.
1533-34interregnum
1534-59Christian 3.
1559-88Frederik 2.
1588-1648Christian 4.
1648-70Frederik 3.
1670-99Christian 5.
1699-1730Frederik 4.
1730-46Christian 6.
1746-66Frederik 5.
1766-1808Christian 7.
1808-14Frederik 6.
1814Christian Frederik
1814-18Karl 2. (13.)
1818-44Karl 3. (14.) Johan
1844-59Oscar 1.
1859-72Karl 4. (15.)
1872-1905Oscar 2.
1905-57Haakon 7.
1957-91Olav 5.
1991-Harald 5.
ordenstal i parentes angiver rækkefølgen i enten den danske eller den svenske kongerække

Denne regering havde kun støtte fra 42 ud af Stortingets 165 mandater, men blev alligevel siddende i over tre år, især takket være Bondeviks samarbejdsevner. Arbeiderpartiet kom atter i regering 2000-01, men mistede magten ved valget 2001, som blev partiets dårligste siden 1924. Efter valget dannedes en centrum-højreregering, igen med Bondevik som statsminister, men med et flertal af Høyre-ministre. Dette blev en belastning både for Kristelig Folkeparti og Høyre, som begge i 2005 opnåede de dårligste valgresultater nogensinde. I stedet etableredes en rød-grøn flertalsregering bestående af Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet under Jens Stoltenbergs ledelse. Regeringsdannelsen var i flere henseender historisk: for første gang deltog Arbeiderpartiet i regering sammen med andre partier, SV kom i regeringen for første gang, og Senterpartiet brød med sine gamle alliancepartnere på den politiske midte og blev en del af det rød-grønne alternativ. Efter valget 2005 fik Norge således for første gang siden 1985 en flertalsregering. Efter stortingsvalget i 2009 gik Venstre betydeligt tilbage, og Høyre væsenligt frem. Stoltenberg fortsatte som regeringsleder for en rød-grøn koalitionsregering. Efter 2000 har Fremskrittspartiet været det toneangivende parti på den borgerlige fløj.

Ved valget i 2013 gik den rød-grønne blok betydeligt tilbage, og Jens Stoltenberg fratrådte som statsminister. En ny regering blev dannet af Høyre og Fremskrittspartiet, der for første gang indtrådte i en regering. Ny statsminister blev Erna Solberg, der udpegede en regering bestående af lige mange kvinder og mænd.

Annonce

Olieboom og økonomi

I 1966 begyndte boringerne efter olie på den norske kontinentalsokkel. De første rentable fund blev gjort i 1969, og i 1971 åbnedes Ekofiskfeltet, hvorefter oliepengene begyndte at strømme ind. I 1973 oprettedes det statslige olieselskab Statoil. Olieindtægterne øgedes jævnt indtil midten af 1980'erne, da priserne begyndte at falde. Dette førte sammen med stigning i renteniveauet til en alvorlig økonomisk krise. Krisen blev bl.a. imødegået med en lovgivning, der 1988-90 dæmpede lønstigningerne, hvilket på længere sigt bragte prisstigningerne under kontrol. Arbejdsløsheden, som var begyndt at vokse fra begyndelsen af 1980'erne, nåede i 1992 et højdepunkt på ca. 8%, men faldt i løbet af de følgende år til omkring 4% i 1997. I midten af 1990'erne var olieindtægterne atter så store, at der kunne afsættes midler til en fond, Statens Petroleumsfond (fra 2006 Statens Pensjonsfond), som bl.a. har til formål at sikre den sociale velfærd for fremtidige generationer. Indbetalingerne i Statens Petroleumsfond har siden været enorme. Ved indgangen til 2000 var fondens kapital 222 mia. norske kroner, mens beløbet i 2006 var steget til 1500 mia. kroner. Oliepengenes anvendelse og indvirkning på norsk økonomi har præget norsk politisk debat i mange år. I 2001 blev der skabt enighed om nye retningslinjer for den økonomiske politik, da der blev lagt op til en øget, langsigtet anvendelse af olieformuen over statsbudgettet; samtidig blev en handlingsplan for gennemførelsen vedtaget.

Det største økonomiske problem i 1970'erne var inflationen, som ved slutningen af tiåret var på over 10% om året. Efter oliekrisen 1973-74 satsede regeringen på at sikre beskæftigelsen, bl.a. gennem store lån i udlandet, som delvis gik til industristøtte. Det hindrede imidlertid nødvendige omstillinger og svækkede industriens konkurrenceevne. Fra slutningen af 1970'erne og op gennem 1980'erne oplevede Norge derfor en smertelig proces med nedlæggelser af flere store industriforetagender. Ejerstrukturen ændrede sig også væsentligt, og i 1990'erne skete udliciteringer og privatiseringer inden for flere offentlige virksomheder. De to store statslige selskaber Statoil og Telenor (tidl. Telegrafverket) blev delvis privatiseret omkring 2000; en tredjedel af Statoil blev solgt i 2001. Telenor, Statoil og Norsk Hydro stod for 45% af omsætningen på Oslo Børs i 2004. Omstillingen i erhvervslivet faldt sammen med en stærk aktiekursstigning 1983-87 og fra 1990'erne. Fra 1988 fik flere norske banker problemer som følge af højere rente og faldende ejendomspriser. I 1991 blev de tre største norske forretningsbanker, Den norske Bank, Kreditkassen og Fokus Bank, i praksis overtaget af staten efter tab på op til 6 mia. kr. Statens Banksikringsfond blev oprettet for at sikre investeringerne i bankerne, og i alt tilførte staten ca. 25 mia. kr. til de kriseramte banker. Fra 1993 begyndte bankernes økonomiske situation at bedres. Kreditkassen blev i 2000 overtaget af det svensk-finske Nordea, mens Den Norske Bank i 2003 fusionerede med Sparebanken NOR (der i 1999 var slået sammen med forsikringsselskapet Gjensidige) til Norges største finanskoncern og landets fjerde største virksomhed, DnB NOR.

I 1978 vedtog Stortinget love om ligestilling og fri abort, og i 1990'erne gennemførtes uddannelsesreformer inden for grundskolen og de videregående uddannelser. Sundhedsvæsenet og ældreomsorgen har været en kilde til politisk debat, især vedrørende afvejningen mellem effektiv drift og retten til hjælp tæt ved bopælen.

I lighed med de øvrige europæiske lande har Norge siden begyndelsen af 1980'erne oplevet en større indvandring end tidligere; af de omkring 365.000 personer, som i 2006 havde indvandrerbaggrund, kom ca. 2/3 fra ikke-vestlige lande. Indvandrerbefolkningen udgør ca. 8% af befolkningen. Oslo har den største andel; 22% af byens befolkning er indvandrere. Indvandringen har ikke givet anledning til konfrontationer i samme omfang som fx i Danmark. Der foregår en vedvarende debat om indvandreres integration i det norske samfund.

I juli 2011 ramtes Norge af et terrorangreb - det hidtil alvorligste i Skandinavien. Anders Behring Breivik lod en bome sprænge i regeringskvarteret i Oslo, hvorved otte blev dræbt. Herefter skød han på deltagere i Arbeiderpartiets ungdomsafdelings sommerlejr på Utøya; 69 blev dræbt, og omkring 100 sårede. Terrorangrebet fremkaldte en samhørighedsfølelse i den norske befolkning med statsminister Jens Stoltenberg som et samlende midtpunkt.

Udenrigspolitik

Svalbard og de nordlige områder har fået stigende betydning i norsk udenrigspolitik delvis pga. mulighederne for olieudvinding, delvis pga. områdets strategiske betydning i forholdet til Sovjetunionen/Rusland. Da begge lande i 1977 oprettede en 200 sømilezone, opstod der konflikt om delingen af havområderne i Barentshavet. Meget vanskelige forhandlinger førte kun til, at man i 1978 enedes om en såkaldt gråzone; senere forhandlinger har ikke afgjort fordelingen af denne zone.

Efter omvæltningerne i europæisk politik fra 1989 deltog Norge i etableringen af nye samarbejdsrelationer gennem CSCE/OSCE-samarbejdet. På den internationale arena gjorde Norge sig bemærket som vært for forhandlingerne mellem Israel og PLO, som i 1993 førte til den såkaldte Principaftale (Osloaftalen); selv om processen senere gik i stå, gav den Norge stor international prestige. Som et lille land uden for EU og uden egne internationale ambitioner har Norge spillet en vigtig rolle i andre fredsprocesser, bl.a. i det tidligere Jugoslavien, i Guatemala og på Sri Lanka.

I 1992 søgte Norge sammen med bl.a. Sverige og Finland igen om medlemskab af EU, men trods både svensk og finsk tilslutning stemte 52,2% af de norske vælgere nej til EU-medlemskab ved en folkeafstemning 28.11.1994. Fronterne i den norske EU-strid var stort set som i 1972; Senterpartiet var det ledende nej-parti, Kristelig Folkeparti og Sosialistisk Venstreparti var også nej-partier, men med interne tilhængerfløje. Høyre var det eneste rene ja-parti, mens Arbeiderpartiet og Fremskrittspartiet var splittet. Det norske nej til EU-medlemskab skal nok især forklares med en udbredt skepsis over for øget integration i Unionen og overføring af magt til overnationale organer; frygten for at miste kontrol over de nationale fiskeresurser spillede også ind i denne sammenhæng, hvilket blev afspejlet af et meget stort antal nej-stemmer i Kystnorge.

Læs mere om Norges historie eller om Norge i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knut Are Tvedt: Norge - historie (perioden efter 1972) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132885