Norge. De nationale symboler manglede ikke, da regeringslederen, Christian Michelsen, holdt sin 17. maj-tale på Akershus i 1905, året for den svensk-norske unions opløsning. Foruden flag ses bl.a. en bonde med Norges grundlov, den norske løve og den norske kongekrone.

.
Margit Johnsen

Den norske handelsflåde havde indvirkning på krigens forløb ved at bringe forsyninger over Atlanterhavet til det frie Europa. 3.500 norske søfolk mistede livet under krigen. Her tildeles Margit Johnsen på M/S Talabot British Empire Medal for sin indsats i krigszonen

Af /Riksarkivet.
Licens: CC PD
DNA1953
Plakat for Det Norske Arbeiderparti for stortingsvalget 1953. Med Arbeiderpartiet som statsbærende parti var de første tiår efter krigen præget af centralisering, statsligt drevet industrialisering og videre udbygning af velfærdsydelser.
Af .

Norge. Den norske ministerpræsident 1942-45, Vidkun Quisling, blev efter krigen dømt for landsforræderi og henrettet. Foto fra 1942.

.
Blücher
Den tyske krysser "Blücher" i brand i Oslofjorden om morgenen 9. april 1940. Nær tusind tyske matroser og soldater omkom. Sænkningen forsinkede Tysklands overraskelsesangreb på Oslo.
Af /NTBs krigsarkiv.

Norge. Vemork Kraftstasjon oven for Rjukan i Telemarken blev opført 1907-11 af Norsk Hydro og var da et af verdens største vandkraftværker; fotografi fra 1920. Foran kraftværket opførtes i 1929 en fabrik til fremstilling af hydrogen (brint) ved elektrolyse af vand. Som et biprodukt opsamledes tungt vand, der bl.a. kan benyttes i kernereaktorer. Tungtvandsanlægget saboteredes i februar 1943 af britisk trænede norske kommandosoldater, og i november samme år blev fabrikken bombet af fly; i februar 1944 sænkedes en togfærge med den sidste beholdning tungt vand fra Vemork, hvilket satte et endeligt punktum for de tyske kernevåbenplaner.

.

Norge. Plakat fra folkeafstemningen om Norges optagelse i EF i 1972; både ved denne afstemning og ved en ny om medlemskab af EU i 1994 blev resultatet et nej. Foruden på venstrefløjen har EU-modstanden i Norge modsat i fx Danmark haft sine kraftigste fortalere inden for landbruget, der er verdens mest subsidierede, og fiskeriet, der traditionelt har været et af de bærende erhverv og af vital betydning for mange kystbyer. Modstanderne har advaret mod risikoen for at miste kontrollen med resurserne og mod faren for at miste national identitet.

.

Efter unionsopløsningen, 1905-1920

Begyndelsen af 1900-tallet blev en økonomisk opgangstid for Norge. Der fandt en betydelig industrialisering sted med udnyttelse af billig vandkraft, mange udenlandske investorer satte deres penge i norske foretagender, og industribyer som Rjukan og Odda voksede op. Handelsflåden voksede hastigt, hvalfangsten fik øget betydning, og de traditionelle erhverv som træforædling og fiskeri oplevede en stærk vækst. Kontrol med naturresurserne blev et vigtigt politisk emne, og i 1909 vedtoges en lov, der foreskrev, at al udnyttelse af vandkraft krævede Stortingets tilladelse, ligesom staten efter et vist åremål ifølge en hjemfaldsret vederlagsfrit skulle overtage driften af kraftstationer. Denne koncessionslovgivning omfattede også mine- og skovdrift.

Det norske valgsystem var 1905-1921 baseret på flertalsvalg i enkeltmandskredse, hvilket gav rum for mange interessegrupper uden for partierne, bl.a. afholdsbevægelsen og sprogbevægelsen, landsmålsbevægelsen, som gik ind for nynorsk. I 1912 måtte en regering gå af, da statsministeren, Wollert Konow, åbent gav udtryk for sympati for nynorsk. Arbeiderpartiet havde øget fremgang, hvilket også førte til en radikalisering af det ledende parti, Venstre.

Norge valgte efter 1905 at føre en neutralitetspolitik, som kunne holde landet uden for internationale konflikter. I 1907 undertegnedes en traktat med Frankrig, Rusland, Storbritannien og Tyskland, som skulle sikre landets integritet. Efter 1. Verdenskrigs udbrud i 1914 videreførtes neutralitetspolitikken. Især handelsflådens indsats til fordel for Ententemagterne viste dog norsk stillingtagen, og flere end 2000 norske søfolk mistede livet under krigen. Skibsfart og eksport oplevede gode økonomiske tider, og spekulanter tjente stort. Prisstigninger betød imidlertid sværere kår for mange lønmodtagere.

Med Martin Tranmæl som ledende figur opstod der i Arbeiderpartiet en stærk radikal fløj, som efter Den Russiske Revolution i 1917 fik magten i partiet. I 1921 optoges Arbeiderpartiet i Den Kommunistiske Internationale, Komintern, hvorefter en socialdemokratisk fløj brød ud af partiet. Radikaliseringen i arbejderbevægelsen førte til uforsonlighed i en periode med faldende kronekurs, stigende arbejdsløshed og stagnerende industriproduktion. I 1923 brød Arbeiderpartiet med Komintern, hvilket førte til en ny splittelse og dannelsen af Norges Kommunistiske Parti. I 1927 indgik den socialdemokratiske fløj igen i Arbeiderpartiet, og ved valget samme år blev det landets største parti, en position, det siden har bevaret. En første kortvarig Arbeiderpartiregering dannedes i 1928.

Mellemkrigstiden, 1920-1940

1920'erne prægedes af lavkonjunktur med faldende priser samt mange bankkrak og tvangsauktioner. Arbejdsløsheden omfattede i 1921 17% procentaf de fagligt organiserede og holdt sig på et højt niveau gennem hele perioden. I slutningen af 1920'erne steg priserne og kronens værdi atter. De urolige økonomiske tider førte til flere store strejker.

Karakteristisk for den politiske debat i Norge var det imidlertid andre emner, der stod øverst på dagsordenen, især forbudsspørgsmålet. Under 1. Verdenskrig var der indført forbud mod salg af brændevin og hedvin, og det blev efter en folkeafstemning i 1919 gjort permanent. Forbuddet førte dog til store vanskeligheder i forhold til bl.a. Frankrig, Spanien og Portugal, som lagde hindringer i vejen for norsk eksport, og i 1923 blev hedvinsforbudet ophævet. Brændevinsforbudet bestod, indtil det i 1927 blev afskaffet efter en ny folkeafstemning. Forbuddet havde da ført til udbredt hjemmebrænding og en storstilet smuglervirksomhed, og tre regeringer måtte gå af som følge af diskussionen om brændevinsforbuddet.

Venstreregeringen under den stærke Gunnar Knudsen gik af i 1920, og efter indførelse af en ny valgordning fik partierne ved valget i 1921 en mere jævnbyrdig repræsentation i Stortinget, hvilket frem til 1935 førte til en ustabil politisk periode med mange regeringsskift.

Den økonomiske krise

Den økonomiske krise efter Børskrakket på Wall Street i 1929 kunne mærkes i Norge fra efteråret 1930. Priserne faldt, industriproduktionen mindskedes, og arbejdsløsheden satte nye rekorder. I 1933 var 33,4 procent af de fagligt organiserede uden arbejde. Også landbruget ramtes hårdt pga. prisfaldene, og antallet af tvangsauktioner steg. I 1931 opstod mellemkrigstidens største arbejdskonflikt, hvorunder det såkaldte Menstadslag mellem politi og arbejdere fandt sted. Fra 1933 bedredes konjunkturerne, og landet kom gradvis ud af krisen. Arbeiderpartiet havde efter 1930 taget det endelige skridt væk fra den revolutionære linje, bl.a. af frygt for, at en radikal linje ville skræmme mange vælgere bort og skabe en højredrejning. Det yderste højre stod dog svagt i Norge, og partiet Nasjonal Samling, oprettet af Vidkun Quisling i 1933, fik kun svag opbakning. Arbeiderpartiet fik derimod et godt valg i 1933, og efter et kriseforlig med Bondepartiet i 1935 dannede Johan Nygaardsvold en ren Arbeiderpartiregering. I slutningen af 1930'erne gennemførtes love om arbejdsløshedsunderstøttelse, aldersrente, udvidelse af sygesikringen og ni dages ferie.

Udenrigspolitik

Norge blev efter 1. Verdenskrig medlem af Folkenes Forbund og overtog i 1925 suveræniteten over Svalbard. Forholdet til Danmark kølnedes pga. den såkaldte Østgrønlandssag. Norge var interesseret i at hævde sine fangstrettigheder i Østgrønland, og i begyndelsen af 1930'erne var især Bondepartiet engageret i spørgsmålet. En regering under Bondepartiet stadfæstede i 1931 en privat norsk okkupation af Østgrønland, men da sagen i 1933 kom for Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje i Haag, tabte Norge på så at sige alle punkter.

Forsvaret blev lavt prioriteret i mellemkrigstiden, og da krigsfaren øgedes i 1930'erne, var Norges reaktion at løse sig fra de sanktionsforpligtelser, som Folkenes Forbund pålagde medlemslandene, og forslag om en nordisk forsvarsalliance blev afvist. I 1936 øgedes forsvarsbevillingerne, men Arbeiderpartiets oprindelige antimilitaristiske forankring gjorde det vanskeligt for regeringen Nygaardsvold at gå helhjertet ind for en styrkelse af forsvaret.

Norge under 2. Verdenskrig, 1940-1945

Norge erklærede sig ved krigsudbruddet i 1939 neutralt, men blev alligevel ligesom Danmark angrebet af Tyskland 9.4.1940. I modsætning til den danske regering gik den norske regering til modværge. Kystartillerifæstningen Oscarsborg åbnede ild og sænkede den tyske krydser Blücher i Oslofjorden. Det gav kongen, regeringen og dele af Stortinget tid til at flygte fra Oslo, og ved et møde på Elverum fik regeringen fuldmagt til at varetage landets interesser, indtil Stortinget igen kunne samles. Den 10.4.1940 krævede den tyske gesandt, at kongen skulle udnævne Vidkun Quisling til statsminister. Kongen afviste det og opfordrede sammen med regeringen til fortsat modstand. Selvom alle større byer i løbet af få dage kom under tysk kontrol, fortsatte modstanden i Sydnorge indtil begyndelsen af maj. I Nordnorge var der kampe en måned længere, og Narvik var i en kort periode under allieret kontrol. Den 7.6.1940 måtte kongen, kronprinsen og regeringen forlade Tromsø med skib til England. Her opholdt kongen og regeringen sig under hele krigen og bevarede forbindelse til lande, der ikke var under tysk kontrol. Regeringen havde kontrol med handelsflåden, som organiseredes i det statslige rederi Nortraship og blev Norges vigtigste bidrag til den allierede krigsindsats. Kong Haakon blev gennem radiotaler fra London en vigtig inspirator for den norske modstand og samlingspunkt for hele nationen.

Tyske forsøg på at oprette et administrationsråd og senere et rigsråd blev opgivet i efteråret 1940. I september samme år opløste den tyske rigskommissær, Josef Terboven, de politiske partier og indsatte et kommissarisk råd bestående af nordmænd, men med Rigskommissariatet som tilsynsførende og egentlig magthaver. Senere ændringer, bl.a. med den såkaldte Statsakt på Akershus i 1942, hvorved der oprettedes en "national regering" med Vidkun Quisling som ministerpræsident, fik i realiteten ikke indflydelse på styreformen.

Som reaktion på myndighedernes forsøg på at nazificere det norske samfund udviklede der sig en stærk civil og militær modstandsbevægelse, Hjemmefronten, som drev sabotage- og efterretningsvirksomhed. Besættelsesmagten kunne trods stramninger ikke dæmme op for den aktive modstand, ligesom der også opstod en betydelig passiv modstand. Lærere, præster, studenter og universitetsfolk afviste Quislings forsøg på en såkaldt nyordning, og mange blev arresteret.

Sovjetisk fremrykning i Nordnorge tvang i november 1944 tyskerne til at rømme Finnmark. Inden tilbagetoget tvangsforflyttedes lokalbefolkningen sydpå, ligesom boliger og infrastruktur blev ødelagt. Den 8.5.1945 blev Norge endeligt befriet, og den 7.6.1945 vendte kongen hjem.

Flere end 10.000 nordmænd mistede livet som følge af krigen. Heraf døde ca. 3500 i handelsflåden, og omkring 700 norske jøder samt 1400 politiske fanger døde i tysk fangenskab, ligesom tyskerne henrettede næsten 400 i Norge. Under retsopgøret efter krigen blev over 40.000 mennesker dømt for landsskadelig virksomhed. 30 dømtes til døden, heriblandt Vidkun Quisling. Under krigen modtog Norge humanitær hjælp fra Danmark og Sverige, se Norgeshjælpen.

Efterkrigstiden, 1945-1970

I juni 1945 dannedes en samlingsregering under ledelse af Arbeiderpartiets formand, Einar Gerhardsen. Ved valget samme efterår fik Arbeiderpartiet flertal, og Einar Gerhardsen dannede en ny regering. Under Gerhardsens stærke lederskab bevarede partiet sit flertal indtil 1961. I 1945 satte regeringen sig som mål at genrejse landet i løbet af en femårsperiode, og for at skaffe midler hertil videreførtes krigstidens omfattende regulerings- og rationeringssystem i de første efterkrigsår. Regeringen satsede især på eksportindustri og skibsfart, som gav stærkt tiltrængte valutaindtægter, og allerede i 1946 oversteg både industriproduktionen og bruttonationalproduktet niveauet fra før krigen.

Politisk udvikling i 1950'erne og 1960'erne

Rationeringen og prisreguleringen blev stort set ophævet i begyndelsen af 1950'erne, og landet oplevede herefter en jævn og stabil økonomisk vækst. Arbeiderpartiet lagde fortsat vægt på industrialisering. Staten gik selv ind i oprettelsen af industrier og besad i 1960 ca. 15 procent af den samlede aktiekapital mod kun 0,4 procent i 1939. Mange offentlige kreditinstitutter blev udbygget, og den offentlige sektor var i kraftig vækst. Der etableredes en stærk offentlig styring af økonomien gennem langtidsbudgettering og -planlægning og ikke mindst gennem en aktiv finans-, penge- og kreditpolitik.

Samtidig skete der store ændringer i den norske erhvervsstruktur. Ca. 42 procent procent af den samlede arbejdsstyrke havde i 1930 været beskæftiget inden for landbrug, skovbrug og fiskeri. I 1970 var andelen 15 procent. Dette modsvaredes af en stigning i beskæftigelsen inden for industri og minedrift fra ca. 22 til 35 procent og især inden for administration og serviceerhverv, hvor andelen af beskæftigede i samme periode steg fra ca. 36 til 50 procent. Den offentlige sektor tegnede sig for en meget stor del af de nye job. En følge af ændringerne var en stærk tilflytning til byerne og regionerne omkring de større byer, især Oslo. Fra midten af 1950'erne søgte man ved en aktiv distriktspolitik at modvirke affolkningen, først i Nordnorge og fra 1960'erne også i andre randområder. Tilflytningen til byerne skyldtes også den øgede vægt, som blev lagt på højere uddannelse. Der åbnedes universiteter i Bergen (1948), Trondheim (1968) og Tromsø (1972), og samtidig gennemførtes der store velfærdsreformer med bl.a. gradvis forbedring af sygesikringen i 1950'erne og indførelse af en almen folkepensionsordning i 1966.

I 1961 brød en venstreopposition ud fra Arbeiderpartiet og dannede Sosialistisk Folkeparti, SF, som blev tungen på vægtskålen efter valget samme år. Efter den såkaldte King's Bay-sag i 1963 stemte partiet sammen med de borgerlige for et mistillidsvotum, som væltede Gerhardsens regering. En borgerlig regering under ledelse af Høyres John Lyng sad dog kun i fire uger, hvorefter Gerhardsen igen dannede regering. Valget i 1965 gav borgerligt flertal, og Per Borten dannede en regering bestående af Senterpartiet, Høyre, Venstre og Kristelig Folkeparti. Med sin midtsøgende politik blev Bortens regering ikke et afgørende brud med Arbeiderpartiregeringernes politik. I 1971 revnede koalitionen pga. uenighed om EF-spørgsmålet.

Udenrigspolitik

Neutralitetspolitikken søgtes genoptaget efter krigen, men blev efter få år opgivet til fordel for en solid tilknytning til de vestlige allierede og især USA. Norge fik Marshallhjælp fra 1947 og blev medlem af OEEC i 1948. Efter det mislykkede forsøg på at skabe et nordisk forsvarsforbund blev Norge, Danmark og Island i 1949 optaget i NATO, og forsvarsbudgettet voksede herefter kraftigt.

I 1961-1962 og 1967 fulgte Norge ligesom Danmark Storbritannien ved ansøgning om medlemskab af EF, men begge gange forgæves pga. fransk modstand mod britisk medlemskab. Sammen med Storbritannien, Danmark og Irland førte Norge igen forhandlinger med EF 1971-1972. Arbeiderpartiet og Høyre og de store arbejdsmarkedsorganisationer var tilhængere af medlemskab, mens Senterpartiet og Sosialistisk Folkeparti, SF, var modstandere. Foruden oppositionen til venstre inkluderede EF-modstanden en mere nationalt præget opposition med tilknytning til fiskeriet og landbruget. Ved folkeafstemningen 25.9.1972 stemte 53,5 procent imod norsk medlemskab, og Norge forblev således uden for EF. Arbeiderpartiregeringen under Trygve Bratteli gik af, og en midterregering ledet af Lars Korvald indgik en handelsaftale med EF i 1973.

Læs mere i Den Store Danske

Læs videre om Norges historie efter 1972

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig