Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norge - historie (1814-1905)

Oprindelig forfatter CBjø Seneste forfatter Redaktionen

Unionstiden med Sverige

Karl 13. af Sverige blev 4.11.1814 valgt til konge af Norge under navnet Karl 2. og aflagde ed på Eidsvollforfatningen. Unionsvilkårene samledes i Riksakten, som blev vedtaget af Stortinget og Riksdagen i 1815. Norge var i princippet en selvstændig stat, dog således, at udenrigspolitikken blev bestemt fra Stockholm.

Landet befandt sig på dette tidspunkt i en dyb økonomisk krise med en stærk inflation, og for at imødegå denne oprettedes i 1816 Norges Bank til at forestå pengepolitikken. I 1818 overtog Karl 14. Johan, i Norge kaldet Karl 3. Johan, tronen. Han kom hurtigt i modsætningsforhold til embedsmandsstanden, som dominerede Stortinget og havde W.F. Christie og Jonas Collett som de mest fremtrædende skikkelser. Den økonomiske afvikling af forholdet til Danmark, herunder betaling af gæld, som gennemførtes 1819-20, var en kilde til splid. I 1820'erne forværredes forholdet mellem Stortinget og kongen, der ønskede at styrke sin magt gennem en grundlovsændring; Stortinget afviste dette, hvilket betragtedes som en national sejr og siden gav anledning til festligholdelsen af 17. maj, dagen for Eidsvollforfatningens vedtagelse. Også Bodøsagen og uenighed om statholderembedet, som siden 1814 havde været besat af en svensker, førte til spændinger, og i 1839 kom det til uroligheder under 17. maj-festlighederne i Kristiania.

Efter valget i 1833 blev embedsmændenes dominerende stilling i Stortinget truet af en voksende bondeopposition, og fra 1840'erne vandt det liberale borgerskab også frem. Bøndernes politiske vækkelse var ikke kun socialt-politisk betinget, men afspejlede også en kulturel identificering med det gamle norske bondesamfund. Bønderne, hvis politiske leder i mange år var Ole Gabriel Ueland, krævede statslige besparelser, indskrænkning af embedsmændenes magt samt kommunalt selvstyre; det sidste blev indført ved lov i 1837. Det styrkede Norges position i unionen, og under Oscar 1. blev den svenske holdning over for Stortinget ligeledes mere imødekommende.

Annonce

1830'erne og især 1840'erne og 1850'erne var en opgangstid for Norge; fra 1839 frigjordes næringslivet på landet, land- og skovbrug og skibsfart gik frem, de første egentlige industrier grundlagdes, der anlagdes nye veje, den første jernbane åbnedes i 1854, en almindelig økonomisk-politisk liberalisering fandt sted, og man fik endelig bugt med inflationen.

I 1848 opstod der en socialistisk bevægelse under ledelse af Marcus Thrane; den fik stor tilslutning blandt arbejdere, småhandlende og husmænd, som følte sig undertrykt i forhold til de større selvejerbønder. Bevægelsen ebbede hurtigt ud, da myndighederne i 1851 arresterede Thrane, men varslede en splittelse mellem store og små bønder. I Stortinget opstod der en polarisering mellem en konservativ, unionsvenlig gruppe, heriblandt flere storbønder, som støttede den siddende embedsmandsregering, og en mere radikal gruppe under ledelse af Ueland og Johan Sverdrup. Et første tilløb til partidannelse var organisationen Bondevennerne, som blev stiftet af Søren Pedersen Jaabæk i 1865; den gik i 1869 sammen med den radikale oppositionsgruppe under Sverdrups ledelse, hvorved en egentlig venstreblok dannedes. Samme år indførtes årlige storting, hvilket styrkede venstreoppositionens stilling.

Kampen for parlamentarismen

Regeringen, som 1861-80 var under ledelse af Frederik Stang, blev fra 1871 modarbejdet af et venstreflertal, som krævede parlamentarisme og ministrenes deltagelse i Stortingets møder, hvilket ville gøre dem ansvarlige over for stortingsflertallet og ændre deres stilling fra administratorer til politikere. På ministrenes opfordring nedlagde Oscar 2., som i 1872 havde efterfulgt Karl 4. (i Sverige Karl 15.), veto mod forslaget, hvilket uddybede modsætningen mellem stortingsgrupperne og direkte ledte frem til grundlæggelsen af partierne Venstre og Høyre i 1884. Efter en stor valgsejr i 1882 kunne venstreoppositionen gennemføre en rigsretssag mod regeringen. I 1884 blev ministrenes afvisning af flertallets krav kendt grundlovsstridig, og regeringen, som siden 1880 havde været under ledelse af Christian Selmer (1816-89), måtte gå af. Kongen udnævnte en ny konservativ regering under ledelse af Christian H. Schweigaard (1838-99), men da den heller ikke kunne samarbejde med Stortinget, bøjede kongen sig og tillod i juni 1884 Sverdrup at danne en Venstreregering. Norge blev herved det første nordiske land, hvor parlamentarismen gennemførtes.

Mod unionens opløsning

Norges stilling i unionen var fra midten af 1830'erne blevet forbedret; bl.a. fik en norsk minister fra 1835 ret til deltagelse i de udenrigspolitiske drøftelser med den svenske udenrigsminister, ligesom skandinavismen skabte en større samhørighedsfølelse. Den kølnedes dog, da Oscar 1. i 1854 nægtede at godkende en stortingsbeslutning om at afskaffe statholderembedet; Stortinget fik i 1859 stillet i udsigt, at Karl 4. ville acceptere beslutningen, men efter svensk pres blev den igen afvist. Striden bilagdes i 1860 ved et kompromis: Statholderembedet opretholdtes, men forblev vakant; i 1873 blev det endeligt afskaffet og erstattet af et norsk statsministerembede. Unionsspørgsmålet forblev dog på den politiske dagsorden og trængte sig mere og mere på i sidste halvdel af 1800-t., ligesom norske kunstnere og historikere bidrog væsentligt til udviklingen af en norsk selvstændighedsfølelse.

En vigtig kilde til krise i unionen i de sidste årtier før århundredskiftet var uddybningen af forskellene i de to landes politiske kultur. I Norge gik udviklingen i stigende grad i en liberal-demokratisk retning, mens den svenske regering og opinion var præget af konservatisme og krav om unionens opretholdelse uden nogen form for indrømmelser. I Norge fik spørgsmålet om udenrigspolitisk selvstændighed stor betydning; det konservative Høyre så en forsvarspolitisk fordel i at bevare unionen og ønskede ligeledes at holde fast ved en fælles norsk eller svensk udenrigsminister; Venstre ønskede derimod fuld udenrigspolitisk selvstændighed. Det vakte derfor vrede, da den svenske Riksdag i 1885 besluttede, at der foruden udenrigsministeren skulle deltage to svenskere mod kun én nordmand i de udenrigspolitiske drøftelser; norske krav om at øge antallet af norske deltagere blev mødt med et svensk modkrav om, at udenrigsministeren skulle være svensk. Regering Sverdrups forhandlingslinje bidrog til, at Venstre splittedes i en moderat fløj, der stod bag regeringen, og en radikal fløj under ledelse af Johannes Steen. På baggrund af den begyndende industrialisme grundlagdes i 1887 Det Norske Arbeiderparti; det blev først repræsenteret i Stortinget i 1903, men støttede den radikale fløj i Venstre. I 1889 afløstes regeringen Sverdrup af en Høyreregering under Emil Stang, som imidlertid heller ikke fandt flertal for sin unionspolitik og i 1891 efterfulgtes af en ny Venstreregering, denne gang under Steens ledelse. Den fremsatte i 1892 forslag om et selvstændigt norsk konsulatvæsen, hvilket blev vedtaget af Stortinget, men afvist af Oscar 2. og den svenske regering. Steens ministerium blev afskediget, og Stang dannede på ny regering. Flere stortingsbeslutninger om eget konsulatvæsen blev afvist fra svensk side, og i 1895 blev nordmændene ad uofficielle kanaler truet med krig, hvis man trodsede afvisningerne. Ved valget i 1894 fik Venstre flertal, og i 1895 dannedes en samlingsregering under den konservative Francis Hagerup, som via en unionskomité søgte at forhandle sig til rette med svenskerne. Forhandlingerne var dog frugtesløse og endte med norsk tilbagetog. Efter en ny valgfremgang dannede Venstre fra 1898 igen regering, først under Steen og fra 1902 under Otto Blehr (1847-1927).

I 1898 indførtes et norsk flag uden unionsmærke, og grænsen mod Sverige blev befæstet. Samme år gennemførtes almindelig stemmeret for mænd, og i 1901 fik kvinderne begrænset stemmeret på kommunalt plan.

Norge. De nationale symboler manglede ikke, da regeringslederen, Christian Michelsen, holdt sin 17. maj-tale på Akershus i 1905, året for den svensk-norske unions opløsning. Foruden flag ses bl.a. en bonde med Norges grundlov, den norske løve og den norske kongekrone.

Norge. De nationale symboler manglede ikke, da regeringslederen, Christian Michelsen, holdt sin 17. maj-tale på Akershus i 1905, året for den svensk-norske unions opløsning. Foruden flag ses bl.a. en bonde med Norges grundlov, den norske løve og den norske kongekrone.

Fra 1903 blev norsk politik igen helt dikteret af spørgsmålet om unionens revision eller ophør. Et svensk forligstilbud i Konsulatssagen skabte efter valget samme år tilslutning til en samlingsregering under Hagerups ledelse. Det svenske ministerium Boströms forslag i november 1904 om en nyordning af unionen blev imidlertid afvist, og nordmændene fremsatte atter lovforslag om eget konsulatvæsen. I marts 1905 efterfulgtes Hagerups regering af en ny koalition under Christian Michelsen, som gennemførte loven. Oscar 2. nedlagde veto, den norske regering svarede ved at gå af, hvilket kongen nægtede at acceptere, hvorpå regeringen 7.6.1905 nedlagde sine embeder, og Stortinget besluttede at opløse unionen. Der var en tid spænding mellem de to lande, en folkeafstemning i Norge 13/8 gav overvældende flertal for unionsopløsningen, og efter forhandlinger i Karlstad opløstes unionen også fra svensk side den 26/10 (se Karlstadkonventionerne). En ny folkeafstemning gav stort flertal for et kongedømme, hvorefter Stortinget 18/11 valgte prins Carl af Danmark til norsk konge, og 25.11.1905 holdt han sit indtog i Norge under navnet Haakon 7.

Læs mere om Norges forhistorie, Norges historie efter 1905 eller om Norge i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Norge - historie (1814-1905) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132880