• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Norge - historie

Oprindelig forfatter EAlb Seneste forfatter Redaktionen

Kongemagtens udvikling og samlingen af de forskellige landskaber til ét rige kan følges tilbage til omkring 900. Harald 1. Hårfager skal ifølge sagaerne have været den første rigskonge, og 900- og 1000-t. er på flere planer karakteriseret ved, at mindre enheder gik op i større.

Tingsinstitutionen fastlagdes ved Vestlandets organisering omkring Gulatinget, mens de nordenfjeldske fylker samledes om Frostatingsloven (se Frostating). Tilsvarende opbyggedes ledingen som den ældste, ganske omfattende militærorganisation. Også vikingetogene har involveret mere end det enkelte bygdesamfund.

Historisk oversigt
10.000-3700 f.Kr.Jægerstenalder. Fosna-kulturen og Komsa-kulturen.
3700-1800 f.Kr.Bondestenalder. Jordbrug og husdyrhold. Stridsøksekulturen.
1800-500 f.Kr.Bronzealder. Begravelser i gravhøje og røser.
500 f.Kr.-800 e.Kr.Jernalder. Bosættelsesekspansion.
800-t.Norske vikinger erobrer Orkney- og Shetlandsøerne, Færøerne, Island og Grønland samt dele af Skotland og Irland.
ca. 885Rigssamling. Harald 1. Hårfager bliver den første norske konge.
1020'erneOlav 2. den Hellige organiserer kirken.
1152-53Nidaros bliver ærkebispesæde.
1260'erneGrønland og Island bliver norske skattelande; Norgesveldet når sin største udstrækning.
1270'erneRigslovgivning.
1319Den norske kongeslægt uddør på mandssiden. Norge i personalunion med Sverige indtil 1355.
1343Hansaen åbner et handelskontor i Bergen.
1349-50Pesten, den sorte død; over halvdelen af befolkningen dør.
1380-1814Norge i union med Danmark.
1397Kalmarunionen mellem Danmark, Norge og Sverige indgås.
1469De sidste besiddelser i Nordsøen går tabt, da Orkney- og Shetlandsøerne pantsættes af Christian 1.
1536Det norske rigsråd afskaffes, og Norge bliver en dansk provins. Reformationen.
1563-70Den Nordiske Syvårskrig; Norge rammes hårdt.
1624Christian 4. grundlægger sølvminen i Kongsberg.
1645Ved Freden i Brömsebro må Danmark-Norge afstå Jämtland og Härjedalen til Sverige.
1658Ved Freden i Roskilde mister Danmark-Norge Bohuslän til Sverige.
1660-61Enevælden indføres i Danmark-Norge.
1675-79Den Skånske Krig; Danmark-Norge forsøger at tilbagetage Bohuslän.
1687Christian 5.s Norske Lov.
1709-20Danmark-Norges deltagelse i Store Nordiske Krig.
ca. 1750-1807Højkonjunktur og voksende national bevidsthed.
1807-14Under Danmark-Norges krig med England er Norge ramt af den britiske hungerblokade.
1811Universitetet i Oslo grundlægges.
1814Ved Kielerfreden opløses unionen med Danmark. Eidsvollforfatningen vedtages, og Stortinget oprettes. Norge i personalunion med Sverige.
1837Kommunalt selvstyre indføres.
1840'erneIndustrialiseringen begynder.
1865Den første politiske organisation, Bondevennerne, stiftes.
1884Partierne Venstre og Høyre dannes, og parlamentarismen indføres.
1887Det Norske Arbeiderparti grundlægges.
1892Den norske regering kræver selvstændigt norsk konsulatvæsen. De følgende års stridighed om spørgsmålet bidrager til unionens opløsning.
1905Unionen med Sverige opløses, Norge bliver selvstændigt kongerige.
1913Kvinder får almindelig valgret.
1914-18Norge er neutralt under 1. Verdenskrig trods handelsflådens indsats til fordel for Ententemagterne.
1925Norge overtager suveræniteten over Svalbard.
1930Norge inddrages i den økonomiske verdenskrise.
1933Norge taber sagen om retten til Østgrønland.
1940Norge angribes af tyske tropper 9. april. Efter få måneders modstand flygter kongen og regeringen til London.
1942Vidkun Quisling indsættes som ministerpræsident; modstanden mod besættelsesmagten øges.
1945Tyskerne kapitulerer 8. maj. Norge bliver stiftende medlem af FN.
1949Norge indtræder i NATO.
1963King's Bay-sagen bringer den socialdemokratiske regering til fald efter 28 år ved magten.
1971Olieproduktionen fra felterne i Nordsøen begynder.
1972Norge stemmer nej til optagelse i EF.
1993Norge er vært for de hemmelige forhandlinger, der fører til Principaftalen mellem Israel og PLO.
1994Norge stemmer nej til optagelse i EU.
1996Norges olieindtægter opspares i Statens Petroleumsfond.

Perioden før 1660

Harald Hårfagers efterfølgere stræbte som han efter at blive anerkendt som konger over hele Norge. Det lykkedes også, men der skulle en lang udvikling til, der først endte i 1200-t. Processen hindredes af store høvdinge navnlig på Vestlandet og i Viken (Oslofjordsområdet), af den danske konges ønske om herredømme samt af den konkurrence inden for kongeslægten, som er særlig tydelig i 1100-t. Samkongedømme og kampe mellem kongsemner var længe mere hyppigt end enekongedømme.

Annonce

Kristendommens indførelse og kirkens alliance med kongemagten fik betydning både for landets samling og for kongemagtens styrkelse. Olav 1. Tryggvason tog kongemagt i 995 og søgte at tvinge tilslutning til den nye lære igennem, men afgørende blev Olav 2. den Helliges missionsvirksomhed og den helgenværdighed, han opnåede efter sit fald ved Stiklestad i 1030.

I tiden herefter tiltog konge, kirke og store jordejere sig magt på bekostning af bondesamfundet. Kongen fik tjenestemænd, og kirkens administration udbyggedes med oprettelse af bispesæder, der i 1152-53 kom til at udgøre en egen kirkeprovins med Nidaros (nuv. Trondheim), Hellig Olavs by, som ærkesæde.

Kong Sverre udøvede sin kongemagt med basis i hirden, hvori mange høvdinge optoges. Mænd udgået heraf kom nu til at lede den lokale administration. Kongen ville ikke anerkende kirkens krav om uafhængighed og kom i strid med et kirkeligt parti. Først hans sønnesøn Håkon 4. Håkonsson gjorde i løbet af 1220'erne ende på partikampene mellem stormandsgrupper og brydningerne mellem de forskellige landskaber.

Tiden frem til begyndelsen af 1300-t. er blevet kaldt "gammelnorsk storhedstid", fordi den er kendetegnet ved fremgang i produktion og folketal, kulturel blomstring, indre fred og ydre ekspansion. Det var i 1260'erne, at Grønland og Island blev en del af Norgesveldet, der fra gammel tid også bestod af Færøerne, Orkney- og Shetlandsøerne m.m. Kongen organiserede sit rige i hidtil ukendt omfang og styrede med ubetinget opbakning af hirdaristokratiet og overvejende støttet af kirkelederne. Administrationen fik fastere form ved oprettelsen af et kongeligt kancelli og udviklingen af en lokalforvaltning, hvori sysselmændene havde regnskabspligt. Kongen blev også leder af retsvæsenet. Lagtingene mistede deres karakter af bondedomstole, og lagmændene blev kongelige embedsmænd og enedommere. Endelig nåede kongen langt i retning af at blive øverste lovgiver gennem en rigslovgivning. En særlig tronfølgelov betød arvekongedømmets indførelse, og med Magnus 6. Lagabøters Landslov og Bylov skabtes en fælles lov til afløsning af landskabslovene.

Stats- og samfundsformer fik større lighed med de europæiske. Hirden udviklede sig til at blive en arvelig adel. Der dannedes et kongeligt råd, siden udviklet til rigsrådet, og befolkningen deltes i stænder. De fleste bønder var fæstere under konge, kirke og stormænd. Norge var dog ikke et aristokratisk samfund, fordi godsdannelsen her var forholdsvis svag, og stormændenes indkomster og privilegier beskedne. I 1319 uddøde mandslinjen af Sverres slægt, og dermed var det forbi med den stærke kongemagt.

Perioden ca. 1300-1536 er karakteriseret ved Norges orientering mod det øvrige Norden og Østersøområdet og af økonomisk nedgang. Norge var i union først med Sverige 1319-55, dernæst med Danmark 1380-1814 og 1397-ca. 1450 med begge disse lande i Kalmarunionen.

Den sorte død i 1349-50 ramte hårdt, så Norge har næppe i senmiddelalderen haft mere end ca. 250.000 indbyggere, og en stor del af det dyrkede areal måtte opgives. Bønder, der overlevede pesten, fik forbedrede vilkår i form af lavere jordleje og bedre adgang til jord, men de store jordejere (konge, kirke og adel) måtte tåle en stor nedgang i indtægterne.

Hanseaterne med Lübeck i spidsen fik en dominerende plads i det økonomiske liv, og Bergen blev stabelplads for Norges udlandshandel. Den hanseatiske handel sikrede import af korn og eksport af stokfisk fra Nord- og Vestnorge med Atlanterhavsøerne. Afsætningen af denne produktion bragte Norge i et afhængighedsforhold til de tyske købmænd, men den gav også fiskerbønderne kompensation for svigtende indtægter fra landbruget.

Norges union med Danmark fik negative konsekvenser for landets politiske institutioner. Et norsk rige og en norsk konge fortsatte med at eksistere, og retslivet fungerede fremdeles på hjemlige præmisser. Men centraladministrationen ophørte, og mange sysler blev slået sammen til store forvaltningsdistrikter (len). Kongen kom sjældent til landet, og unionskancelliet fik sæde i Danmark. En konsekvens heraf blev, at det gammelnorske skriftsprog fra omkring 1500 var erstattet af dansk. Kunstnerisk virksomhed på norsk traditions grund ophørte også. Indtægtsnedgang og færre opgaver i administration og krig svækkede adelen, og i 1536 afskaffedes det norske rigsråd, da Christian 3. tog magten.

Norge blev dermed underlagt et styre, der bestod af kongen og det danske rigsråd (nu uden bisperne). Den fælles statsadministration regnede fortsat med to riger, men Norges position blev lydrigets. Nordmænd deltog ikke i regeringen af landet, og de styrende var i stigende grad udlændinge, mest danskere. Dog hævdede den brede befolkning sig godt i forhold til øvrigheden, og skatteniveauet var i 1500-t. betydeligt lavere end i Danmark.

Christian 4. besøgte talrige gange Norge med henblik på en bedre udnyttelse af landets resurser til statsformål. Skatteudskrivningen steg kraftigt i hans tid, og det samme gjaldt toldindtægterne af især trælasteksporten. Indtægterne havde forbindelse med landets økonomiske opsving, som især skyldtes hollændernes behov for tømmer. I 1500- og 1600-t. fortrængtes hanseaterne således af engelske og hollandske handelsmænd. Christian 4. søgte at stimulere fremgangen. Han bidrog til stordriftsudviklingen inden for trælastnæringen og arbejdede på at skabe en norsk bjergværksdrift (Kongsberg, Røros). Store statsmidler fra Norge førtes til København, der i et hidtil ukendt omfang blev centrum for oldenborgmonarkiets hof, administration, handel og militærvæsen. Norge måtte også betale med Jämtland og Härjedalen ved freden i Brömsebro i 1645 og med Bohuslän ved Roskildefreden i 1658.

Landets stilling ændredes som følge af konkurrencen mellem kongen og rigsrådet og af den trussel om udslettelse, som Karl Gustav-krigene 1657-60 udgjorde for den oldenborgske stat. Enevældens indførelse i 1660-61 var et svar herpå. Dermed bortfaldt rigsrådet, og Norge gik fra at være et lydrige til at blive et tvillingerige under samme enevældige monark.

Læs mere om Norges historie efter 1660, Norges forhistorie eller om Norge i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Esben Albrectsen: Norge - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=132877