Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vidkun Quisling

Oprindelig forfatter HKir Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/23799/=ud_a_137245.mp3?revision=2

Vidkun Quisling. Foto fra 1942.

Vidkun Quisling. Foto fra 1942.

Vidkun Quisling, 1887-24.10.1945, norsk politiker, ministerpræsident 1942-45. Quisling voksede op i et præstehjem i Telemark, gjorde karriere som officer og var 1918-21 militærattaché i Sankt Petersborg og Helsinki. Han opholdt sig 1922-29 i Sovjetunionen, bl.a. som sekretær for Fridtjof Nansens humanitære arbejde, og vendte hjem stærkt antikommunistisk.

Efter at have været forsvarsminister i Bondepartiregeringerne 1931-33 stiftede Quisling, stærkt påvirket af fascismen, partiet Nasjonal Samling, NS, som dog ikke blev repræsenteret i Stortinget og var uden betydning indtil den tyske besættelse i 1940. I december 1939 opsøgte han Adolf Hitler i Berlin for at advare imod en britisk besættelse af Norge og for at love støtte i tilfælde af en tysk landgang. På invasionsdagen, 9.4.1940, proklamerede han i radioen, at han havde overtaget regeringsmagten, men da de tyske planer tog sigte på en ordning med de norske myndigheder, blev han 15/4 tvunget til at træde tilbage.

Quisling var idealistisk nazist og NS' ubestridte fører, men som politiker og samarbejdspartner var han naiv og uklar. Den tyske rigskommissær, Josef Terboven, modarbejdede derfor hans forsøg på at komme til magten, men Quisling vandt støtte hos Hitler. I september 1940 udnævntes således et kommissarisk råd med et flertal af NS-politikere, og i februar 1942 dannedes en "national regering" med Quisling som ministerpræsident; den reelle magt forblev dog hos Terboven.

Annonce

Quislings og NS' forsøg 1941-42 på at nazificere det norske samfund mislykkedes pga. udbredt modstand i befolkningen. Udadtil arbejdede han for en aftale med Tyskland, der kunne sikre norsk selvstændighed inden for et "storgermansk rige", men Hitler afviste.

Med krigens gang blev Quislings og NS' basis og råderum stadig mindre, og regimet prægedes af repressalier og terror. Efter krigen blev Quisling dømt for landsforræderi og henrettet 24.10.1945.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Kirchhoff: Vidkun Quisling i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=147935