Faktaboks

Harald 5.
Født
21. februar 1937, Skaugum, Norge
Titel
Konge af Norge
Nationalitet
norsk
Kong Harald 5. i 2016
Af /Det kongelige hoff.

Harald 5. er siden 1991 konge af Norge. Han er søn af daværende kronprins Olav (5.) og kronprinsesse Märtha.

Hans valgsprog er som hans fars og bedstefars: Alt for Norge!

De første år – født som norsk prins

Harald 5. Tre generationer: kong Olav 5., prins Haakon Magnus og kronprins Harald. Foto fra ca. 1983.

.

Harald er den første norske konge i moderne tid, der er født som norsk prins. Både hans far og farfar var danske prinser, der måtte skifte nationalitet og navn, da Norge atter blev selvstændigt kongedømme i 1905.

Prins Harald blev født den 21. februar 1937 på Skaugum i Asker, lidt uden for Oslo. Han var det tredje barn og den eneste søn af den daværende kronprins Olav af Norge og kronprinsesse Märtha.

Prins Harald blev døbt i Slotskapellet på Kongeslottet i Oslo den 31. marts 1937 af biskop Johan Lunde (1866-1938). Haralds faddere var hans fire bedsteforældre: kong Haakon 7. og dronning Maud af Norge, prins Carl og prinsesse Ingeborg (1878-1958) af Sverige, hans onkel kong Leopold 3. af Belgien, hans grandtante dronning Mary af Storbritannien og hans mors halvkusine kronprinsesse Ingrid af Danmark.

Prins Harald under 2. Verdenskrig

Under den tyske besættelse af Norge fra 1940 til 1945 opholdt prins Harald sig sammen med sin mor i USA, mens faderen fulgte kongen og regeringen til Storbritannien.

Da Tyskland invaderede Danmark og Norge den 9. april 1940, flygtede kongefamilien, Stortinget og regeringen fra Oslo med tog. I Elverum blev prins Harald skilt fra sin far, kronprins Olav, og blev evakueret til Sverige sammen med sin mor, kronprinsesse Märtha, og sine to storesøstre, prinsesse Ragnhild og prinsesse Astrid.

Kongen og eksilregeringen i London bestemte efterfølgende, at kronprinsfamilien skulle evakueres videre med skib til endelig sikkerhed i USA, hvor de under resten af 2. Verdenskrig boede i Pooks Hill i Maryland, lidt udenfor Washington D.C. i USA.

De vendte tilbage til Norge efter frigørelsen i 1945.

Uddannelse

Efter hjemkomsten til Norge fortsatte prins Harald sin skolegang som almindelig folkeskoleelev på Smestad skole i Oslo. Han fortsatte sin skolegang på Oslo Katedralskole, hvor han tog eksamen artium i 1955. Samme år blev han immatrikuleret ved Universitetet i Oslo, men tog i stedet sin uddannelse på det norske militærakademi.

Efter at have gennemført sin militære uddannelse, studerede han fra 1960 til 1962 ved Balliol College ved University of Oxford, hvor han gennemførte studier i samfundsvidenskab, historie og økonomi.

Militæruddannelse

Prins Harald startede sin militære uddannelse på Befalsskolen for kavaleriet på Trandum i perioden 1955–1956. Herefter fulgte studier på Krigsskolen i årene 1957-1959. Det var i samme periode, at prins Harald tiltrådte som næstkommanderende ved Kavaleriets rekruttskole på Trandum.

Militære titler

Kong Harald 5. har ifølge Grundloven den højeste befaling over Forsvaret. Kong Harald 5. er firestjerners general i Hæren og Luftforsvaret. Han er derudover også admiral i Søværnet.

Kong Harald 5. er endvidere æresoberst (Colonel-in-Chief) i Green Howard-regimentet i Storbritannien.

Kronprins

Ved kong Haakon 7.s død i 1957 blev Harald kronprins. Som kronprins deltog han i statsråd og var fungerende regent i kong Olav 5.'s fravær fra 1958. Senere arbejdede kronprins Harald især for at styrke de diplomatiske forbindelser til udlandet. Kronprins Harald var især tydelig som repræsentant for Verdens Villmarksfond (WWF).

Forholdet til Sonja

Dronning Sonja og kong Harald i 2016
Af /Det kongelige hoff.

Kronprins Harald og Sonja skjulte i ni år, at de var kærester. Kongeparret har senere fortalt åbent om deres kamp for forholdet. Stort set alle i den daværende kronprins' familie var imod forholdet, heriblandt hans egen far kong Olav. Derudover var politikere og pressen også imod forholdet, bl.a. fordi Sonja var borgerligt født. De eneste parret kunne snakke med, var deres fælles venner og Sonjas mor, der støttede dem.

I begyndelsen mødtes parret i hemmelighed hos Sonjas venner. Sonja blev i starten af deres forhold også inviteret med til middage og private fester på slottet, da kong Olav gik ud fra, at de kun var tætte venner. Da sandheden gik op for kong Olav, stoppede invitationerne til slottet.

Kong Olav holdt længe på, at kronprins Harald skulle gifte sig med en fra hans egen stand, fx en prinsesse. Kongen var overbevist om, at det ville betyde monarkiets død, hvis kronprinsen giftede sig borgerligt, og mange nordmænd og politikere var enige. Det kom så vidt, at kronprins Harald truede med at afgive retten til tronen, hvis han ikke måtte gifte sig med Sonja. Herefter gav kong Olav sin velsignelse til forlovelsen og senere brylluppet.

Det ni års hemmelige forhold har kong Harald og dronning Sonja bl.a. fortalt om i en dokumentarserie på syv afsnit, Konge og dronning i 25 år (2015-2016), på den norske tv-kanal NRK. Dokumentarserien blev produceret i anledning af parrets 25 år på tronen. I serien sagde kong Harald bl.a.

"Jeg var glad for Sonja Haraldsen, men jeg havde også dårlig samvittighed over for min far og Norge. Jeg gjorde ligesom noget forkert, og jeg havde dårlig samvittighed over at gøre noget, jeg ikke burde gøre."

Harald og Sonjas forlovelse og ægteskab

Forlovelsen gav anledning til en debat om monarkiets fremtid i Norge, hvor modstanden mod forlovelsen og brylluppet dog viste sig at være langt mindre end frygtet.

Kronprins Harald og Sonja Haraldsen blev gift den 29. august 1968 klokken 17 i Oslo Domkirke. Oslo var pyntet med flag, blomster og de kongelige monogrammer. Cirka 850 gæster var inviteret. Brylluppet blev fejret i tre dage. Kronprins Haralds forlover var grev Flemming af Rosenborg. Sonja Haraldsen blev fulgt op af kirkegulvet af kong Olav til tonerne af Henry Purcells "Trumpet tune and Air”.

Kongeparrets børn

Harald 5. ved edsaflæggelsesceremonien i Stortinget i Oslo den 21. januar 1991; hans far, Olav 5., var død fire dage forinden. Den 23. juni samme år blev han signet af biskoppen i Nidarosdomen i Trondheim.

.

Kong Harald 5. og dronning Sonja har børnene Märtha Louise, født 1971, og kronprins Haakon, født 1973.

Tronbestigelse – Alt for Norge

Kronprins Harald blev kronprinsregent den 31. maj 1990 som følge af kong Olavs sygdom. Da kong Olav døde den 17. januar 1991, besteg han tronen som kong Harald 5. Den nye konge videreførte sin far og farfars valgsprog "Alt for Norge".

Signet i Nidarosdomen

Kong Harald blev sammen med dronning Sonja signet i Nidarosdomen søndag den 23. juni 1991 og fulgte dermed en praksis, som blev indført af kong Olav 5. i 1958, og som er unik for Norge blandt de europæiske monarkier.

Officiel rolle

Kong Harald 5. og Kinas præsident Jiang Zemin
Kong Harald 5. fotograferet sammen med den kinesiske præsident Jiang Zemin i forbindelse med et ni-dages officielt statsbesøg i Kina i 1997.
Kong Harald 5. og Kinas præsident Jiang Zemin
Af /Ritzau Scanpix.

Kong Harald 5. leder formelt statsrådet. I Grundloven står der, at regenten har reel politisk magt, men i tråd med den konstitutionelle sædvane, er hans reelle politiske magt begrænset og mestendels ceremoniel. Af vigtige ceremonielle begivenheder kan bl.a. nævnes åbningen af Stortinget.

Kong Harald 5. var den norske kirkes overhoved indtil den 21. maj 2012. Ved grundlovsændringen af 22. maj 2012 ændredes forholdet mellem stat og kirke, og kong Harald 5. var herefter ikke længere overhoved for den norske kirke.

Kong Harald 5. er officielt statsoveroverhoved ved udenlandske statsbesøg samt når Norge modtager statsbesøg.

Ordensherre

Kong Harald 5. er som regerende monark stormester af de norske ordener: Den Kongelige Norske St. Olavs Orden og Den Kongelige Norske Fortjenstorden. Det er den regerende monark, som udnævner og tildeler nye bærere af storkorset, kommandører og riddere.

Civile titler

Kong Harald 5. er æresdoktor i Jura (1985), ved University of Strathclyde Business School (1985) i Skotland og ved Waseda-universitetet i Japan (2001). Desuden er han honorary fellow ved Balliol College ved University of Oxford i Storbritannien.

Sportsmanden

Sejlsportsmanden Harald 5.
Harald 5. ombord på sin sejlbåd Sira ved VM for 8-metere i Langenargen, Tyskland, i 2018.
Sejlsportsmanden Harald 5.
Af /NTB/Ritzau Scanpix.

Den daværende kronprins Harald bar Norges flag ved åbningen af De Olympiske Lege i Tokyo i 1964.

Sejlsport

Harald 5. er en dygtig sejlsportsmand. Han deltog i De Olympiske Lege i 1964, 1968 og 1972 og vandt i 1987 verdensmesterskabet i éntonnerklassen. Hans bedste OL-resultat var 8. plads i klassen 5,5 meter-R. I 1988 vandt den daværende kronprins Harald sammen med båd og mandskab bronzemedalje i VM i San Francisco. I 2005 vandt han sammen med sit mandskab EM i havsejling med båden Fram XV.

I 2007 modtog kong Harald og dronning Sonja Holmenkollmedaljen.

Kong Harald er derudover en ivrig jæger og fisker.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig