Faktaboks

Halvdan Koht
Født
7. juli 1873, Tromsø, Norge
Død
12. december 1965, Bærum, Norge
Halvdan Koht
Af /Oslo Museum.
Licens: CC0 1.0

Halvdan Koht var en norsk historiker og politiker; professor ved universitetet i Oslo 1910-1935.

Som historiker var Halvdan Koht banebrydende ved som den første konsekvent at anvende moderne kildekritik inden for nordisk middelalderforskning. Han så en parallel vækst i kongens, adelens og kirkens herredømme på bekostning af det gamle standssamfund og udgav bl.a. Innhogg og utsyn i norsk historie (1921) og Norsk bondereising (1926), hvori han trak en linje mellem de to perioder, der interesserede ham mest, middelalderen og 1800-tallet. Han skrev desuden biografien Johan Sverdrup, 1-3 (1918-25) og efter 2. Verdenskrig Kriseår i norsk historie, 1-6 (1950-1960) og artikelsamlingen På leit etter liner i historia (1953). Koht var tillige en kraftig fortaler for nynorsk.

Samtidig med sit faglige virke var Halvdan Koht fra 1911 medlem af Arbeiderpartiet og aktiv i kommunalpolitik. Han var medlem af Stortingets Nobelkomité 1919-1939 og i 1930'erne norsk forhandler under forhandlinger med Danmark om suveræniteten over Østgrønland og om udlevering af arkivakter fra fællestiden.

I 1935 blev Koht udenrigsminister i regeringen Nygaardsvold. Han ønskede en politik inden for Folkenes Forbunds rammer og førte efter 2. Verdenskrigs udbrud i 1939 en streng neutralitetspolitik, som han håbede kunne holde Norge uden for krigen. Efter den tyske invasion 9. april 1940 fulgte han med regeringen til London i sommeren 1940, men trådte hurtigt tilbage, reelt i december samme år, formelt i februar 1941. Da Koht efter krigen blev stærkt kritiseret for sin neutralitetspolitik, ønskede han at blive renset ved en rigsretssag, men det fandt Stortinget ikke nødvendigt. Han forsvarede sin politik i Norsk utanrikspolitikk fram til 9. april 1940 og Frå skanse til skanse (begge 1947) samt For fred og fridom i krigstid (1957).

Koht er far til Åse Gruda Skard.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig