Faktaboks

Halvard Lange
Født
16. september 1902, Oslo, Norge
Død
19. maj 1970, Oslo, Norge
Lange og Hansen
Norges udenrigsminister Halvard Lange i samtale med Danmarks statsminister H.C. Hansen under dennes besøg i Norge 1957.
Af /Norsk Folkemuseum.
Licens: CC BY NC ND 4.0

Halvard Lange var en norsk politiker, søn af Christian L. Lange. Halvard Lange var socialdemokrat og stod på arbejderbevægelsens højrefløj under splittelsen i 1920'erne. Før samlingen af Det Norske Arbeiderparti i 1927 var han ledende inden for Norges socialdemokratiske partis ungdomsorganisation; fra 1933 var han medlem af Arbeiderpartiets centrale styrelse.

Halvard Lange blev under 2. Verdenskrig arresteret af tyskerne og sad 1942-45 i koncentrationslejren Sachsenhausen. I 1946 efterfulgte han Trygve Lie som udenrigsminister. Med undtagelse af fire uger i 1963 sad han på denne post indtil 1965 og kom derved til at sætte et varigt præg på norsk udenrigspolitik. Han spillede bl.a. en central rolle ved Norges indtræden i NATO 1949, en beslutning, som brød med landets traditionelle neutralitetspolitik. Også i international politik, herunder den socialdemokratiske bevægelse, var Lange en indflydelsesrig skikkelse. Han var medlem af Stortinget 1950-69.

Halvard Lange skrev bl.a. bøgerne Fagorganisasjonens historie i Norge (1933), Det norske Arbeiderparti, 50 års historie (2 bd., 1937-39), Fra sekt til parti (1962) og Norges vei til NATO (1966).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig