Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Fremskrittspartiet

Oprindelig forfatter KAT Seneste forfatter Redaktionen

Fremskrittspartiet, FrP, norsk politisk parti, stiftet i 1973 af Anders Lange. Partiet, der før 1977 hed Anders Langes parti til sterk nedsettelse av skatter, avgifter og offentlige inngrep, er det mest højreorienterede af de norske partier og inspireret af Fremskridtspartiet i Danmark. Ved stortingsvalget i 1973 fik partiet indvalgt fire medlemmer, deriblandt Anders Lange selv. Senere var opbakningen til partiet svingende; dels havde Fremskrittspartiet som typisk "protestparti" ofte større tilslutning i meningsmålingerne end ved valgene, dels var partiet præget af interne splittelser.

Fra midten af 1990'erne fremstod Fremskrittspartiet mere samlet og med en klarere højrepopulistisk profil; ved valget i 1997 fik det 15,7% af stemmerne og blev Stortingets næststørste parti. Efter valget i 2005 med 22,1% af stemmerne blev Fremskrittspartiet det ledende oppositionsparti i Stortinget.

Siv Jensen blev partileder i 2006 efter Carl I. Hagen, der havde haft posten siden 1978. Hagen satte et markant præg på partiet, og hans position gjorde det vanskeligt for partiets øvrige politikere at markere sig.

Annonce

Ved valget i 2009 gik Fremskrittspartiet yderligere frem, idet det opnåede 22,9 % af stemmerne, men ved valget i 2013 gik det tilbage til 16,3 % af stemmerne. På trods heraf dannede partiet regering sammen med Høyre; Siv Jensen blev udpeget til posten som finansminister.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knut Are Tvedt: Fremskrittspartiet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79900