DNA1949
Efterkrigstidens "kraftsocialisme" præger Arbeiderpartiets valgplakat fra 1949. Teksten siger: Aldrig mere borgerligt styre, 170.000 arbejdsløse i 1935, 270 mio. dagsværk tabt i arbejdsløshed 1920-1935, nok til fuld udbygning af Norges vandkraft.
Af .
Stoltenberg
Jens Stoltenberg, chef for den sidste rene arbeiderpartiregering (2000-2001). Senere har Arbeiderpartiet været i koalition med Senterpartiet.
Af /Arbeiderpartiet.
Licens: CC BY ND 2.0

Arbeiderpartiet er et norsk politisk parti, der blev stiftet i 1887.

Arbeiderpartiet blev første gang repræsenteret i Stortinget i 1903 og har fra slutningen af 1920'erne og helt frem til 2023 været Norges største parti. Partiet havde fra begyndelsen magtbasis i arbejderklassen og byggede i 100 år meget af sin organisation på kollektiv tilslutning fra fagforeninger. I 1918 sluttede Arbeiderpartiet sig til Den Kommunistiske Internationale, Komintern, men forlod den i 1923. I 1928 dannede partiet første gang kortvarigt regering.

Fra 1930'erne forlod Arbeiderpartiet den revolutionære linje og blev et reformistisk socialdemokratisk parti i lighed med søsterpartierne i Sverige og Danmark. Arbeiderpartiet dannede regering i årene 1935-1945, 1945-1963, 1963-1965, 1971-1972, 1973-1981, 1986-1989, 1990-1997, 2000-2001 og fra 2005 (i koalitionsregering).

I 1900-tallet var partiet under ledelse af bl.a. Johan Nygaardsvold, Einar Gerhardsen, Trygve Bratteli og Gro Harlem Brundtland. Partiets leder til 2014 var Jens Stoltenberg, der i 2002 efterfulgte Thorbjørn Jagland. Jonas Gahr Støre tiltrådte som partileder i 2014, da Jens Stoltenberg blev NATOs generalsekretær.

Efterkrigstiden blev partiets glansperiode, da det som regeringsparti udbyggede velfærdsstaten og førte Norge ind i NATO. De store samfundsændringer fra slutningen af 1960'erne stillede partiet over for nye udfordringer, men det formåede at knytte nye vælgergrupper til sig og beholde en høj tilslutning. En tilbagegang i Arbeiderpartiet kulminerede i 2001, da partiet oplevede det dårligste valg siden 1924 og kun fik 24,3% af stemmerne. Dette førte til en nyorientering i Arbeiderpartiet, som under Jens Stoltenbergs ledelse indledte et samarbejde med Senterpartiet og venstrefløjspartiet SV. De tre partier dannede en flertalsregering efter valgsejren i 2005, hvor Arbeiderpartiet fik 32,7 % af stemmerne. Ved valget i 2009 gik Arbeiderpartiet atter frem og opnåede 35,4 % af stemmerne, og flertalsregeringen kunne fortsætte.

Sammen med den øvrige røde blok led Arbeiderpartiet et betydeligt nederlag ved valget i 2013; det fik kun 30,8 % af stemmerne, og regeringen fratrådte. Ved Stortingsvalget i 2017 gik partiet yderligere tilbage og fik kun 27,4 % af stemmene, og partiet fortsatte i opposition.

På trods af en lille tilbagegang ved valget i 2021 fik venstrefløjen flertal, og Arbeiderpartiet fik igen regeringsmagten. Partiet fik 26,6 % af stemmene, og partileder Jonas Gahr Støre dannede en ny regering bestående af Arbeiderpartiet og Senterpartiet.

Ved lokalvalgene i Norge i efteråret 2023 fik Arbeiderpartiet blot 21,8 % af stemmene og blev for første gang siden 1924 ikke Norges største parti, eftersom Høyre fik 25.5 %. Arbeiderpartiet tabte også magten i lokalstyret i de fire største byer Oslo, Bergen, Trondheim og Stavanger.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig