• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Michelsen

Oprindelig forfatter MBre Seneste forfatter Redaktionen

Christian Michelsen, stående ved vægtelefonen i sit skibsrederkontor på Fjøsanger ved Bergen.

Christian Michelsen, stående ved vægtelefonen i sit skibsrederkontor på Fjøsanger ved Bergen.

Christian Michelsen, 1857-1925, norsk politiker, statsminister 1905-07. Michelsen var skibsreder og kommunalpolitiker i Bergen og 1891-94 medlem af Stortinget for Venstre. I økonomisk-sociale spørgsmål var han moderat konservativ, i åndelige liberal. Han ønskede at samle de moderate dele af Høyre og Venstre på nationalt grundlag og lod sig derfor i 1903 vælge til Stortinget for Samlingspartiet. Han blev straks regeringsmedlem, og da forhandlingerne med Sverige om et eget norsk konsulatsvæsen (se konsulatssagen) brød sammen i 1905, dannede han en borgerlig samlingsregering. Michelsens regering gennemførte loven om konsulatsvæsenet, selvom kong Oscar 2. nægtede at sanktionere den, og dermed var unionen med Sverige opløst. I den spændte situation, der nu fulgte, viste Michelsen koldblodighed, overblik og fasthed både indadtil og i forhold til Sverige (se Karlstadkonventionerne) og bidrog derved i betydelig grad til, at unionsopløsningen blev ublodig og tålelig for alle parter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Bregnsbo: Christian Michelsen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=125120