Bodøsagen, konflikt mellem Sverige-Norge og Storbritannien i 1818-21. Den udsprang af en omfattende smuglerisag i Bodø i Nordnorge, hvor britiske forretningsdrivende efter omfattende ulovlig handel kom i konflikt med de norske myndigheder, som rejste krav om, at briterne skulle straffes. Fra britisk side blev sagen fremstillet som et overgreb, og man krævede erstatning for beslaglagte varer m.m. Den svensk-norske regering valgte at bøje sig for kravene, og sagen, der kostede Norge store erstatningsbeløb, nærede en begyndende norsk mistro til Unionens evne til at forsvare landets vitale interesser.