Povel Juel, ca. 1673-1723, norsk embedsmand. Juel udnævntes i 1711 til amtmand i Lister og Mandal, men kom på kant med sine overordnede og blev afskediget i 1718. I 1720 rejste han til København, hvor han forgæves søgte at blive taget til nåde. Herefter indlod han sig i en sammensværgelse, der havde som mål at fravriste Frederik 4. Norge, Island, Færøerne og Grønland og lade hertug Karl Frederik af Gottorp blive konge i Norge. Planerne afsløredes imidlertid, og Juel blev arresteret, dødsdømt for højforræderi og henrettet den 8. marts 1723.